Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Men han vilde hellere have beholdt sine Amter i Slesvig, da Odense havde Ord for at være et ubehageligt
Opholdssted paa Grund af al den Strid, der herskede i Byen. Imidlertid var det dog gode Aar, han levede der ovre,
dels i Odense, dels paa Ravnholt. Han tog sig med Iver og Dygtighed af sin Stift-amtmandsgjerning, og hans
efterladte Dagbog giver Indtryk af, at han i det hele var tilfreds, og at han særlig var lykkelig ved Samlivet med sin
Hustru, en elskværdig og ualmindelig forstandig Dame. Man ser bl.a. det Ry, hun havde, ved en Udtalelse af en
fransk her ansat Diplomat, Camilly, der skriver om hende: »Hun er en meget begavet Dame med et fint Væsen, i
høj Grad i Stand til at føre et smukt Hus«, og 20 Aar efter hendes Død skriver [håndskrevet rettelse kun delvis
læselig] Hofman om hende, at hendes beundrigsværdige Forstand endnu er i frisk Minde i Frankrig].
Skjønt S. s Afsked havde smertet ham dybt og af ham blev opfattet som en Følge af, at Kongen havde lyttet til en
Klikes uforsvarlige Angreb paa ham, tabte han dog ingenlunde helt Forbindelsen med Kongen, der da ogsaa ved
at gjøre ham til Ridder af Elefanten i Marts 1722 havde vist, at han bevarede ham i venlig Erindring. Der gik ej
heller mange Aar hen, førend Kongen mente at have Brug for hans Samvittighedsfuldhed som Statsmand og
tillige for hans Indsigt i, hvad der vedrørte Forholdet til Gottorperne. Han valgte ham derfor til at repræsentere
Danmark ved Kongressen i Soissons 1728, en af de Kongresser, der i anden Halvdel af aoerne bleve holdte i
Anledning af de Konflikter, som den Gang skilte de evropæiske Magter i modsatte Lejre, og ved hvilken det
vidstes at den gottorpske Hertug Carl Frederik vilde stræbe at aftvinge Danmark et forsvarligt Vederlag for sin
tidligere Del af Slesvig. Det var udelukkende Pligtfølelse, alt andet derimod end Lyst, der bragte S. til at tage imod
denne Sendelse, som han vidste vilde blive rig paa Vanskeligheder og volde ham store Udgifter. Han kom med
sin Hustru til Paris i Avg. 1728 og beklædte Ambassadørstillingen i Frankrig indtil 5. Febr. 1731. En svær Sygdom
gjorde ikke Opholdet i Paris lettere for ham; men han havde for øvrigt mindst af alt Grund til Misnøje med sit
Ophold der. Han mødte personlig megen Velvilje, hans kraftige Kamp imod Gottorp kronedes med Held, da
Hertugen intet udrettede, og desuden var han ogsaa heldig med et andet lidet behageligt Hverv, han havde,
nemlig at formaa Frankrig til at udbetale ikke ubetydelige Summer, som det skyldte Danmark i resterende
Subsidier. Det lykkedes ham virkelig at faa den allerstørste Del deraf udbetalt.
S.s Holdning i Paris havde i enhver Henseende været fortræffelig; han optraadte med Takt, saa sundt og rigtig
paa Forholdene og gav sin Regering gode Raad. Dette havde vistnok Del i, at han, uagtet han var ved at blive
stærkt til Aars, endnu en Gang blev brugt paa det diplomatiske Omraade.
Medens S. var i Paris, døde Frederik IV (Okt. 1730). S. havde bevaret personlig Hengivenhed for denne Konge;
men han havde bestemt hørt til Modstanderne af de Mænd, der under Anna Sophies Ægide havde haft meget at
sige i Frederik IV's sidste Regeringsaar. Derimod stod han Ivar Rosenkrantz nær, og denne var det da ogsaa, der
atter vilde bruge ham som Diplomat. Forholdet til Sverige spillede nemlig som bekjendt en vigtig Rolle i Christian
VI's første Regeringsaar, i det Kongen ønskede en stærk Tilnærmelse til Regeringen i Stockholm. Da der nu i
1734 viste sig Mulighed for at opnaa et Forbund med denne, valgte Rosenkrantz S. til at gaa som extraordinær
Ambassadør der over for at faa en Alliance i Stand. Vi have set S. som afgjort Fjende af Sverige i Frederik IV's
Tid; men senere var Stillingen bleven en helt anden i Norden, end den havde været i Carl XII's Tid, og S. kunde
med fuld Overbevisning slutte sig til den Politik, der nu havde faaet Kurs. Han fik ogsaa Glæde af sin Sendelse, i
det det 5. Okt. 1734 kom til et Forbund af en ret nær Natur paa 15 Aar. Den stærkt religiøse Mand skrev i den
Anledning til Christian VI: »Og er saa hermed dette af eders kongl. Majestæt selv saa kristelig og vel overlagte, ja
Gud selv behagelige Foreningsværk udi Jesu velsignede Navn fuldbyrdet og tilendebragt.«
Efter at have udrettet dette Hverv, vendte S. tilbage til sin Stiftamtmandspost i Odense (Marts 1735), og her
fungerede han i de følgende Aar, indtil han, der nu var en gammel Mand, blev afskediget paa en meget hæderlig
Maade i Begyndelsen af 1740. Snart efter døde han, 19. Juli 1740.
Selv om S. ikke har hørt til de egentlig fremragende Statsmænd her hjemme, staar han dog smukt ved sin
samvittighedsfulde Embedsførelse og sin ualmindelig rene og elskværdige Karakter, der gjorde ham til Gjenstand
for almindelig Højagtelse, og det fortjener tillige at nævnes, at han var en Mand med en varm dansk Følelse, der
derfor i en Tid, da Modersmaalet var trængt stærkt tilbage ved Hoffet og i de høje Kredse for Fransk og endnu
mere for Tysk, holdt af at bruge det i sine Embedsskrivelser. — Hans Ægteskab var barnløst.
Til: Indholdsfortegnelsen
377/484