Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Sehested, Christian, 1666—1740, Statsmand
Af E. Holm
Christian Sehested var født 22. Febr. 1666; hans Fader var [...] Christoffer S. (død 1699). Efter at være bleven
Hofjunker 1687 blev han Deputeret i Land- og Søkommissariatet 1694 og fik Etatsraadstitel 1698. Men fra denne
Stilling gik han over til at faa med de udenrigske Sager at gjøre. Han blev nemlig i Efteraaret 1698 sendt til
Stockholm som Statsafsending for her at afløse Jens Juel. Denne forlod dog først Sverige i Jan. 1699, hvorefter
S. fungerede i Stockholm indtil Krigens Udbrud 1700. Derefter kaldtes han 1. Okt. 1700 til at være Oversekretær
eller Præsident i tyske Kancelli, hvorved han, foruden at forestaa en vigtig Del af Styrelsen af den kongelige Del
af Slesvig og Holsten, tillige blev Udenrigsminister. Aaret efter blev han Ridder af Danebrog.
Paa det Tidspunkt, da han fik den vigtige Ministerstilling, var det første Afsnit af den store Kamp imod Sverige og
Gottorp allerede afsluttet ved Freden i Traventhal; men Forholdet til begge disse Nabostater var i de følgende Aar
spændt og lagde stærkt Beslag paa en Udenrigsministers Opmærksomhed og Tid. Uvist af hvilken Grund blev
han afskediget 29. Juli 1707; men det var kun for en kort Tid, thi allerede 6. Juli 1708 gjenindsattes han i sin
Stilling, og nu fik han tillige Plads i Konseillet. Netop den Gang tænkte Kong Frederik IV paa den Rejse til Italien,
som han tiltraadte i Okt. 1708, og som varede til Juli 1709, og medens han var borte, var Styrelsen af
Regeringssagerne lagt i Hænderne paa S. og hans Kollega i Konseillet Otto Krabbe. Foruden hvad der herved
kom til at paahvile ham med Hensyn til Statens andre Sager, var det netop paa dette Tidspunkt, medens Kongen
var i Italien, at Zar Peter aabnede Underhandlinger for at drage den dansk-norske Stat ind i Krigen med Carl XII,
der den Gang havde aabnet sit skæbnesvangre andet Angreb paa Rusland. S. havde i denne Tid at forhandle
dels med den russiske Afsending, Fyrst Dolgorucki, dels med den svenske Minister i Kjøbenhavn, Leijonkloo. Da
denne bl.a. vilde forsøge at faa et Forbund i Stand imellem de skandinaviske Stater ved at minde om, hvilke Farer
der truede baade Frederik IV og Carl XII, saafremt Zaren fik en Havn ved Østersøen og med Tiden byggede sig
en mægtig Flaade, svarede S. ham, unægtelig ikke uden Grund, at om man end ikke var blind for det truende, der
kunde ligge heri, var et Forbund med Sverige dog umuligt, saa længe det- vedblev med uden Nødvendighed at
ophidse Gottorp imod Kongen og stedse at træde i Vejen for ham.
Her have vi sikkert det, der i S.s Øjne maatte være en Hovedsag for dansk Politik, nemlig at sprænge Forbundet
imellem Sverige og Gottorp. Det var almindeligt, at S. i den følgende Tid blev opfattet som nøje følgende den
Mand, der utvivlsomt i en Aarrække var Kongens vigtigste politiske Raadgiver, D. Vibe; men det hang ikke alene
sammen med, at Vibe maaske nok var den mest begavede af de 2 Mænd, det var ogsaa en Følge af, at deres
Synsmaader med Hensyn til Udenrigspolitikken faldt sammen. Dette viste sig tydelig i Aaret 1709, da den
afgjørende Beslutning blev fattet om at kaste Staten ind i den store nordiske Krig paa Ruslands Side. S. holdt da
ligesom Vibe og Krabbe bestemt paa, at dette Parti burde vælges. Han vedblev da ogsaa at være Oversekretær
og Medlem af Konseillet under hele den 11-aarige Krig med dens Omskiftelser, samtidig med at han siden Marts
1713, i det mindste efter Navnet, var Amtmand i Husum, Ejdersted og Svabsted Amter, altsaa i tidligere
gottorpske Egne. I det han stadig holdt fast ved Tanken om det nødvendige ved Forbundet med Rusland, var han
bl.a. ivrig for Planen om et Angreb paa Sverige i Skaane med fælles Kræfter i Aaret 1716. Da saa i Slutningen af
Krigen en alvorlig Spænding udbrød imellem Frederik IV's 2 Forbundsfæller, Zaren og Georg I af England-
Hannover, saaledes at det vilde blive nødvendigt at træffe et Valg imellem dem, var S. af den Mening, at Rusland
burde foretrækkes. Dette traadte tydelig frem ved en mærkelig Votering, som Frederik IV i Sept. 1718 lod foretage
af en Del ansete Mænd om, hvilken Politik man under de vanskelige Forhold burde følge. Ligesom det har
Interesse at se S. her være iblandt dem, der mente, at det vilde være meningsløst at prøve paa at faa en Særfred
med Sverige, som han holdt for en ganske uforsonlig Fjende, der vilde begynde Krig igjen, saa snart det saa sit
Snit, saaledes ser man ham til Trods for, at Zaren paa dette Tidspunkt havde aabnet de i højeste Grad
mistænkelige Underhandlinger med Sverige paa Aalandsøerne, dog endnu holde paa, at der burde gjøres et
Forsøg paa Tilslutning til Rusland for i Forening med det at rette et Angreb paa Carl XII, Der kan ingen Tvivl være
om, at S. her saa galt, og at deres Mening var rigtigere, der stemte for, at man, naar et Valg maatte gjøres, da
skulde foretrække Englands Forbund.
Afslutningen af den store nordiske Krig ved Freden i Frederiksborg 1720 førte meget hurtig over i Ordningen af en
vigtig Sag, der stod i nøje Forbindelse med, hvad der var vundet ved Krigen, nemlig Inkorporationen af det
tidligere gottorpske Slesvig i den danske Krone og dermed tillige Fastsættelsen af hele Slesvigs uadskillelige
Forening med Kongeriget, hvad der fandt Sted ved de slesvigske Stænders Hylding 4. Sept. 1721. I den endelige
Form for, hvad der her skete, havde S. ret betydelig Del. Men hermed var ogsaa hans Virksomhed som en af de
ledende Statsmænd afsluttet. Den omfattende Forandring af det højere Embedspersonale, der fandt Sted, efter at
Dronning Louise var død, og Anna Sophie var bleven Dronning, kom ogsaa til at ramme S., der 31. Dec. 1721
blev afskediget fra sin Oversekretærstilling og fra at have Sæde i Konseillet. I Steden derfor blev han, saaledes
som det jævnlig skete, naar Mænd ophørte at være Statsministre, ansat som Stiftamtmand i en af Provinserne.
Han fik Pladsen som saadan i Fyn. Man kunde have troet, at han forholdsvis gjærne vilde have taget Bo her, da
han som Arv efter sin Fader ejede Nislevgaard i Fyn, og han med sin Hustru, en Datter af Frederik Gersdorff [...],
Charlotte Amalie (f. 1685 død 1751), med hvem han blev gift 26. Maj 1701, havde faaet Ravnholt i samme Stift.
376/484