Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Kejserinde Elisabeth imod den nylig af hende saa stærkt støttede svenske Tronfølger Adolf Frederik og ved Hjælp
af den russiske Kansler Bestuscheff at besejre den levende Uvilje imod Danmark-Norge, der i nogen Tid havde
haft Magten ved det russiske Hof, og at faa sluttet en Traktat (10. Juni 1746) med Kejserinden, der ikke alene gav
Tryghed fra den Side, saa længe hun levede, men ogsaa skaffede russisk Garanti for Slesvig imod Krav, der
maatte blive gjorte gjældende fra andre Gottorperes end Carl Peter Ulriks Side, altsaa netop af Adolf Frederik, og
tillige indeholdt Tilsagn om, at Kejserinden vilde yde sine gode Tjenester for at formaa sin nysnævnte Søstersøn
til paa venskabelig Maade at udjævne sin Familiestrid med den danske Konge. Og 3 Maaneder i Forvejen (9.
April 1746) havde S. været heldig med at faa sluttet en Traktat med Frankrig, hvilken Stat under Mistanke om
Tilnærmelse imellem Danmark-Norge og England, særlig paa Grund af Kronprins Frederiks Giftermaal med den
engelske Prinsesse Louise, i den sidste Tid havde indtaget en meget uvenlig Holdning. Man havde staaet over for
en for øvrigt i Frankrig jævnlig tilbagevendende Opfattelse, at det alene burde støtte Sverige, og at dette kun
kunde ske ved paa enhver Maade at modarbejde Danmark. Men dette Standpunkt fik S. og hans talentfulde
Hjælper Bernstorff, der var Statsafsending i Paris, den franske Regering bort fra, og den nye Traktat, der blev
sluttet, var meget fordelagtig, da den dels sikrede Danmark-Norge betydelige Subsidier, dels stadfæstede
Frankrigs ældre Garanti for Slesvig. Det lod sig derefter haabe, at man vilde kunne bringe den franske Regering til
at være med om at formaa Adolf Frederik i Sverige til at komme det Ønske i Møde, som man saa stærkt havde
om at faa udjævnet den gottorpske Strid med den Linje af Gottorperne, hvis Chef han var. Der kan overhovedet
ingen Tvivl være om, at det ved disse Traktater var lykkedes i høj Grad at forbedre Stillingen udad til i
Sammenligning med, hvad den havde været i Begyndelsen af 1744.
Da Christian VI døde 1746, var dermed den Konge borte, paa hvis personlige Yndest S.s høje Stilling beroede.
Men der blev dog ikke rokket ved den. Den unge Frederik V, der nu besteg Tronen, havde Respekt for ham, og
det var tillige et stort Held, at den Mand, der strax fra først af blev den altformaaende Yndling hos Frederik V,
nemlig A. G. Moltke, følte baade Hengivenhed og Ærbødighed for S., hvis udenrigske Politik han holdt for den
rette. Han gav ham derfor al den Støtte hos Kongen, som han formaaede. Naar det var et ydre Tegn paa den
unge Konges Tillid til S., at han gjorde ham til Ridder af Elefanten 4. Sept. 1747, saa var Hovedsagen dog, at han
lod ham være den raadende paa den ydre Politiks Omraade. Og om end adskilligt var vundet i Christian VI's
sidste Aar, kom der dog Forhold, der gjorde en klog Ledelse nødvendig. Den russiske Kansler Bestuscheff, som
paa denne Tid ledede Ruslands Politik, var nemlig bittert stemt baade imod Preussen og Sverige, i det han med
Hensyn til det sidste Land ønskede at faa Adolf Frederik fortrængt og at skille Finland der fra. Men hertil vilde han
have Danmark-Norges Hjælp, og for at faa den fremhævede han stærkt den fælles Interesse, Hofferne i
Kjøbenhavn og Moskau havde af at hindre Adolf Frederik i at gjennemføre farlige Planer, som han sigtede ham
for at nære, nemlig at ville faa Kongemagten gjort stærk i Sverige.
Men skjønt der ganske vist ved dette sidste Punkt var skabt et Baand imellem Rusland og vort Fædreland, og
man i Kjøbenhavn med Grund holdt Adolf Frederik for at være fjendtligsindet imod det danske Kongehus, vilde S.
dog ikke paa nogen Maade lade Staten blive trukket paa Slæbetov af Bestuscheff. Han gjennemskuede ganske
klart det lidenskabelige og ensidige i dennes Politik, han fandt ikke, at man havde den ringeste Ret til at søge at
faa Adolf Frederik forjaget, et Skridt, hvorved man vilde vække hele det svenske Folks Forbitrelse, det var ham
indlysende, at ved at gaa Ruslands Ærende vilde den dansk-norske Stat blive udsat for et farligt Angreb fra
Preussens Side, og endelig vilde det derved helt støde Frankrig fra sig; men denne Stat mente han netop kunde
gjøre udmærket Gavn med Hensyn til at skabe en Udsoning af den gottorpske Strid med Adolf Frederik, hvad han
i Øjeblikket ansaa for det vigtigste af alt. I Kraft af dette Standpunkt holdt han vistnok Underhandlinger gaaende
med Rusland for ikke i Utide at støde det fra sig; men han gjorde det med Koldblodighed og Forsigtighed,
saaledes at han ikke bandt Staten, men kunde vælge det afgjørende Parti, naar det rette Øjeblik kom.
Dette kom, da Frederik II af Preussen og Frankrig i 1749 optraadte bestemt imod Bestuscheffs Politik, og da den
franske Regering, støttet af Preussen, søgte at drage vort Fædreland over til sig, bl.a. ved at love at opfylde dets
Ønsker om at paavirke den svenske Tronfølger til at komme det i Møde. Samtidig tilbød den ogsaa Fornyelse af
Forbundet af 1746 paa gunstige Vilkaar. S. saa klart, hvorledes Stillingen begyndte at blive heldig, og det saa
meget mere som ogsaa England, der stod Rusland nær, gjorde Regeringen i Kjøbenhavn Tilbud for at drage den
til sig. Heraf forstod han at benytte sig til at opnaa den Pris, han vilde have for at nærme sig til Frankrig, og jo
mere Hoffet i Versailles under disse Forhold attraaede et Forbund med den dansk-norske Stat, desto bedre
Udsigt blev der for S. til at faa det franske Diplomati til at arbejde i dansk Interesse i Sverige, hvor Hattepartiets
Førere, skjønt de sandelig ikke vare velsindede, saa Nødvendigheden af at tage Hensyn til, hvad Frankrig førte
Ordet for. Det var da ogsaa umuligt for Adolf Frederik, om han end nødig vilde give efter, i Længden at holde
Stand imod de indtrængende Forestillinger, der gjordes ham. Saaledes kom det 7. Avg. 1749 til Præliminærer til
en Overenskomst imellem denne og det danske Hof paa Vilkaar, som dette var tilfreds med; en Uge efter
fornyedes Danmarks Forbund med Frankrig (14. Avg.), og 5. Okt. blev et Forbund med Sverige af 1739 ligeledes
fornyet. Bernstorff havde et Par Maaneder tidligere skrevet til S.: »Jeg tror ikke, at der overhovedet findes nogen
vigtigere og for Kongens Tjeneste fordelagtigere Sag end den, hvorom Deres Exe. for Øjeblikket underhandler
med Frankrig og Sverige. Hvis De har Held med Dem, vil der uden Tvivl blive opnaaet det vigtigste af alt, hvad vi
kunde ønske for hans Majestæts Storhed og Sikkerhed og for hans Krones Vel«. Men netop dette Held havde S.
haft.
374/484