Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

private Forhold, som f. Ex. at skulle skaffe Bankaktier afsatte for Kongen, give Raad om Tegninger til
Christiansborg Slot, ja lige til at skulle sige Dronningen sin Mening om nye Tjenestefolk, der skulde antages, eller
om, hvad hun skulde skrive til sin yngste Broder, naar han gjorde Skandaler, og først og fremmest om, hvorledes
hun skulde komme ud af sine Pengesorger. Det var et ikke ringe Tillæg af trættende Smaating, der herved
føjedes til S.s ansvarsfulde Statsmandsgjerning.
Saa længe Christian VI levede, kan man vistnok ikke sige, at S. som Minister alene bestemte Statens ydre Politik,
thi Kongen vilde i Virkeligheden her selv være den styrende; men han trængte i høj Grad til Raad af andre, og der
kan ingen Tvivl være om, at S. efterhaanden her blev den, hvis Ord i udenrigske Sager gjaldt mest, ligesom det er
en Selvfølge, at han ved sit Forhold baade til de indenlandske og de fremmede Diplomater paa mange Maader
kunde udøve Indflydelse.
Den Gang S. tiltraadte sin Ministerplads, havde Staten for kort Tid siden sluttet Forsvarsforbund med England og
med Sverige, ligesom Forholdet til Rusland ogsaa maatte gjælde for venskabeligt, og det fremtrædende Ønske
hos S. som hos Kongen var, at Freden i Norden kunde blive bevaret. Men der var uheldigvis en stærk Spænding
imellem Rusland og Sverige, i hvilket sidste Land Hattepartiet snart kom til Roret og nærede Planer om at vinde
Oprejsning for Tabene ved Nystadfreden. Bag dette Parti stod tydelig nok Frankrig, som paa denne Tid indtog en i
høj Grad imponerende Stilling i Evropa. Under Indtrykket af, at det om kort Tid paa denne Kant vilde komme til et
Brud, hævede der sig blandt Statsmændene her hjemme Røster for, at man, hvis det skete, skulde forene sig
med Sverige og dets stærke Ven Frankrig, for at Rusland, hvis Overmagt havde vist sig at kunne være truende
nok, kunde blive trængt tilbage og Lejligheden tillige blive nyttet til at vinde en Udvidelse af dansk-norsk Omraade,
samtidig med at Sverige naturligvis ogsaa skulde blive stærkere. Baade fra Frankrigs og Sveriges Side lød der
lokkende Røster, og da der tillige var forskjellige Grunde til Misnøje med Frankrigs gamle Medbejler England, blev
Følgen en Svingning over imod Frankrig ved Nytaarstid 1740, som 2 Aar senere fremkaldte Afslutningen af et
Forbund 15. Marts 1742 og en dertil knyttet Handelstraktat af 23. Avg. 1742. Foruden Løvenørn havde S. stor Del
i denne Svingning, og Kongen udtalte da ogsaa sin store Tilfredshed med, hvad han havde gjort for at bane Vejen
til denne Forbindelse.
Men til Trods for, at denne Alliance syntes at frembyde betydelige Fordele for vort Fædreland, udviklede der sig
dog netop nu Forhold, som Christian VI og S. ikke kunde magte. Da Svenskerne nemlig i 1741 højst ubesindig
havde begyndt Krig med Rusland, gik det dem saare galt i Kampen, saaledes at de ved en Kapitulation 4. Sept.
1742 endog maatte rømme Finland, og medens denne ulykkelige Krig gik sin Gang, kom Spørgsmaalet om
Valget af en Tronfølger i Sverige frem paa den svenske Rigsdag. Som vel kjendt bejlede Christian VI til denne
Stilling først for sig selv og siden for sin Søn, Kronprins Frederik, i det han i Tilfælde af et sligt Valg lovede Hjælp
imod Rusland. Det var altsaa en Fornyelse af Kalmarunionen, der her var paa Bane. At en saadan vilde være
forbunden med Vanskeligheder, kunde ikke være skjult for nogen; men baade Kongen og S. haabede ikke alene,
at der paa den Maade skulde vindes forøget Glans for det oldenborgske Hus, men ogsaa at der skulde opnaas
varige Goder for Norden i det hele. »Jeg ser godt«, skrev S. derom, »hvor meget de 3 nordiske Kongeriger vilde
vinde i Magt, Selvstændighed og Lykke, naar deres Interesser bleve de samme, efter at de hidtil havde været, om
end ikke hverandre fuldstændig modsatte, saa dog adskilte. De fælles Fordele, der vilde blive Følgen deraf, ere
alt for mange til, at en stor Del af dem ikke let skulde falde i Øjnene paa den, der vil tænke over dem. Jeg ser
heller ikke andet, end at Sagen maa være mulig. Under den nuværende Stilling i Norden ere Danmarks og
Sveriges Interesser de samme med Hensyn til alle de evropæiske Hoffer, og det er kun deres Adskillelse, som
forhindrer dem fra altid at stemme overens. Og saa er der Enhed, hvad Nationalitet og Religion angaar, ikke
mindre end med Hensyn til Handel og Kongerigernes indre saa vel som ydre Forhold«.
Men denne Plan mislykkedes som vel bekjendt. Til Trods for, at Hattepartiet en Tid havde anglet efter Christian
VI's Hjælp, optraadte det, da Tronfølgerspørgsmaalet kom til at foreligge, bestemt imod at tage den danske
Kronprins til Tronfølger, og Tilnærmelsen til Hoffet i Versailles var saa langt fra at være til Gavn for
Unionspolitikken, at dette endog bestemt bekæmpede denne. Endelig kom som det afgjørende, at Kejserinde
Elisabeth i Rusland ved de russiske Vaabens Fremgang fik det i sin Haand at diktere Svenskerne Freden, og da
hun som Vilkaar for at lade Sverige faa den største Del af Finland tilbage krævede, at det skulde tage hendes
Slægtning, den gottorpske Prins Adolf Frederik, til Tronfølger, var dennes Valg dermed en afgjort Sag.
Om det vilde have været til Nordens Lykke, hvis Christian VI's og S.s Politik havde sejret, kan være meget
tvivlsomt; men en Kjendsgjerning var det desto værre, at der ved det Nederlag, den led, nu var fremkommet den
for vort Fædreland meget slemme Stilling, at baade Sverige og Rusland, i hvilket Land Kejserinden havde gjort
sin Søstersøn, den gottorpske Hertug Carl Peter Ulrik, til Tronfølger, snart vilde faa Herskere, der vare opfyldte af
levende Had imod det danske Kongehus. Opgaven for dansk Statsmandskunst maatte nu blive at afværge de
Farer, der truede fra disse Kanter, og det var derpaa, at først S. og saa den ældre Bernstorff i en Række Aar
indsatte et talentfuldt og ihærdigt Arbejde. I de første Aar, i hvilke S. havde virket, kan hans politiske Færd nok
ved enkelte Lejligheder kritiseres; men i Tiden efter Afslutningen af den svenske Tronfølgersag og dens
nærmeste Eftervirkninger kan man kun med udelt Anerkjendelse følge hans Ledelse af den udenrigske Politik.
Han havde saaledes aabenbart stor Del i, at det lykkedes ved klog Benyttelse af en personlig Misstemning hos
373/484