Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Schrøder, Johan Vilhelm, 1669—1741, Konferensraad
Af A. Jantzen
Johan Vilhelm Schrøder stammede rimeligvis fra Holsten; dér levede i det mindste hans fleste Slægtninge. Han er
vistnok kommet fra Universitetet i Halle til Kjøbenhavn og boede 1705 i Kjøbenhavn hos Hofpræst, Dr. Lütkens
[...]. Denne maa da antages at have anbefalet ham til Lærer for den 7-aarige Kronprins Christian (VI). Som en
Mand paa 37 Aar tiltraadte S. denne Stilling 1706, samtidig med at den pietistiske Gehejmeraad J. G. Holstein [...]
blev Prinsens Hofmester. S. var en tungsindig Mand, stærkt grebet af den nye kirkelige Retning. Som hos saa
mange af Retningen tærede religiøse Skrupler paa hans Livskraft. Det er let forklarligt, at en saadan Lærer og
Vejleder maatte give sin kongelige Elev stærke Indtryk for hele Livet, tilmed da han var nøje knyttet til hans
Person lige til 1721, da Prinsen var 22 Aar gammel. 1717 blev han Justitsraad, 1728 Etatsraad. Senere gjorde
han sig saa mange Skrupler over den Ed, han havde aflagt ved sin Udnævnelse til Etatsraad, at han bad Kongen
om at maatte faa Eden tilbage, og Kongen, der selv var betænkelig ved de mange Eder, som forlangtes, opfyldte
strax hans Begjæring (Nov. 1735). En Maaned efter blev han Konferensraad.
Da S. 1721 forlod Hoffet, blev han Medlem af Missionskollegiet, der sendte Missionærer til Ostindien og til
Finmarken. Kollegiet havde fra 1720 tillige Direktionen for Waisenhuset, der traadte i Virksomhed 1727.
Missionssagen havde dog mest S.s Interesse, og han stod i hyppig Brevvexling med Missionens Ledere i
Tyskland. Han fik Sæde i flere Kommissioner vedrørende Kirke- og Skolevæsen og gav vægtige Indlæg i de paa
hin Tid meget omdebatterede Skolespørgsmaal; men særlig er dog hans Navn knyttet til Konfirmationens
Indførelse i Danmark. Han havde stærkt paavirket Kongen til at sætte denne Sag i Værk for Kongerigets
Vedkommende, som det tidligere var sket i Hertugdømmerne, og det er en Betænkning af S. og Hofpræst
Bluhme, der ligger til Grund for Forordningen af 13. Jan. 1736 om Konfirmationen. Ved General-
Kirkeinspektionskollegiets Oprettelse 1737 fik S. strax Sæde i dette, men hans Sygelighed tog stærkt til. I
»Menoza« lader Pontoppidan [se om Erik Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] S.s
bedste Ven, den theologiske Professor H. Steenbuch, udtale sig saaledes om ham: »Var her i denne Stad ikkun 5
retfærdige, da véd jeg vist, at den gode S. var en af dem; men fandtes der ikkun 5 aandelig elendige og
trøstesløse, da var han ogsaa visselig den ene«. I Jan. 1739 blev han ved Kongebrev gjort umyndig [pga
sindssyge] og Renteskriver, senere Kammerraad, Elias Svane beskikket til hans Kurator. I dennes Hus i
Stormgade var S. i 3 Aar sengeliggende, syg paa Legeme og Sjæl, til Tider fuldstændig maniakalsk. Døden
udfriede den ulykkelige lidende 27. Maj 1741. Han blev 72 Aar gammel og var ugift. En Del af hans Brevvexling
og skriftlige Efterladenskaber findes i den ledreborgske Haandskriftsamling.
Til: Indholdsfortegnelsen
371/484