Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Schlegel, Johann Elias, 1719—49, Forfatter
Af P. Stolpe
Johann Elias Schlegel, født 17. Jan. 1719 (ikke som før antaget 28. Jan. 1718) i Meissen, hvor hans Fader,
Johann Friedrich S. (f. 1689 død 6. Sept. 1748), var Appellationsraad og Stiftssyndikus; Moderen, Ulrica Rebecca
f. Wilke (død 1736), var Datter af en Superintendent i Meissen. S. undervistes i Hjemmet, indtil han 1733 kom i
Landsskolen i Pforta, hvor Studiet af de klassiske Sprog dreves paa Modersmaalets Bekostning; Latin var
Samtale- og Undervisningssprog. Den begavede og litterært dannede Fader fulgte med Omhu sine Sønners
Studier; i latinske Breve maatte de gjøre ham Rede for dem, og han stillede dem Opgaver til Besvarelse, som han
kritisk bedømte. Som Dreng skrev S. alt Vers, i Skolen Oversættelser af Klassikerne og efter klassiske Forbilleder
fra 1736 en Række Tragedier, der ere holdte stramt inden for den franske Tragediestils Rammer med dens
typiske Helteskikkelser. Hans »Hermann« (1741) var det første tyske Drama med et nationalt Æmne. Med
omfattende og grundige Kundskaber i Oldtidens og den moderne Skjønlitteratur, især den dramatiske, der blev
hans Livs Studium og Lidenskab, og besjælet af utæmmelig Lærelyst og Lyst til at omsætte det lærte i Produktion
kom han 1739 til Universitetet i Leipzig for at studere Retsvidenskab. Den unge, dramatisk interesserede Student
knyttedes først til den da litterært enevældige Gottsched, Forkæmperen for den stive franske Smagsretning, men
svingede efter at have lært de engelske Digtere, især Shakspeare [Shakespeare], at kjende stærkt over til de
friere Anskuelser, som repræsenteredes af Schweitseren Bodmer; men for selvstændig i sin Udvikling, en for
kølig overvejende Natur til at »sværge til nogens Fane«, deltog han ikke i deres Polemik. Ved Siden af juridiske
og historiske Studier skrev han Digte og Lystspil, fattige paa Lune, men de første, der skildre det borgerlige Livs
Karakterer. Hans Studier af dramatisk Digtning affødte en Række æsthetiske og dramaturgiske Afhandlinger, der
vise ham som tænksom Theoretiker. I »Abhandlung von der Nachahmung« (1742—43) hævder han, at Kunsten
bestaar i Efterligning med det Formaal at fornøje ved Iagttagelsen af det fremstilledes Lighed (Ähnlichkeit, ikke
Gleichheit) med sit Forbillede. 1741 havde hans Fader ved forsømmelig Embedsførelse mistet Embede og
Formue. Sønnerne maatte hjælpe sig selv, og S. blev, efter 1742 at have fuldendt sine Studier, Privatsekretær
hos Gehejmekrigsraad v. Spener i Dresden, som s. A. udnævntes til kursachsisk Gesandt ved det danske Hof.
19. Febr. 1743 ankom S. til Kjøbenhavn. Den unge, beskedne, flittige og alvorlige lærde fik her den bedste
Modtagelse. Han kom strax i Forbindelse med Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]], fik Adgang til Berckentins og Korffs [Gesandt Korff omtales i den biografiske artikel om
Caroline Amalie Thielo [se i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] store Bibliotheker, J. P.
Anchersen forsynede ham med Bøger om dansk Sprog og Historie, og hos den ikke let tilgængelige Holberg
mødte han stor Venlighed. Med forbavsende Hurtighed satte han sig ind i dansk Sprog og Litteratur og gjorde sig
fortrolig med Folkets Skik og Tænkesæt; hvor godt det er lykkedes ham, derom vidner bl.a. hans træffende
Betragtninger over danske Digtere, der fremkom i hans Ugeblad »Der Fremde« (6. April 1745—5. April 1746),
skrevet for danske om danske Forhold, fornøjelig underholdende ved Betragtninger over, hvad han kalder
Sædelærens Smaating: den gode Smag i Omgangstone og Selskabsliv, i Skrive- og Tænkemaade i Danmark, og
udført livlig og yndefuldt af en fin og dannet Iagttager. Med en uskyldig Mine snærter han det pietistiske Hofs
Afsky for Forlystelser, og i Striden mellem Langebek [se om Langebek i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]] og Pontoppidan [se om Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital
udgave]] greb han ind med en vittig Artikel, der vakte den sidstes levende Harme. Hele hans Virksomhed i
Danmark er præget af Viljen at være dansk; Sproget havde han, som Holberg siger, i Grund udstuderet; her har
ogsaa hans Talent baaret sine modneste Frugter. Til hans Tragedie »Canut« (1746) er Æmnet taget af den
danske Historie; baade den og sine Lystspil skrev han med deres Opførelse paa den danske Skueplads for Øje;
Prologen »Die Langeweile« var bestemt til i Oversættelse at aabne Theatret 1747. Skuepladsens Gjenaabning
fremkaldte hans »Gedanken zur Aufhahme des dänischen Theaters«; her fremhæver han med Vægt, hvilken
opdragende og dannende Magt en national Skueplads har for Folket; kun maatte man ikke blive staaende ved
den lave Komedie, som man havde — hvormed han mener Holbergs —, men gjennem højere Skuespilarter,
passende for Middelstandens og Hoffets Smag, til sidst hæve sig til Tragedien. Maaske af Hensyn til sin Velynder
Holberg lod S. ikke Afhandlingen trykke; den kom først frem 1764 i hans »Werke« (I—V, 1761—70).
Da der 1747 skulde ansættes Professorer ved Sorø Akademi, foreslog Holberg S. til Professor i Historie og
Statsret, men opnaaede ikke sit Ønske. Ved A. G. Moltkes Hjælp blev han dog i Maj 1748 Professor i nyere
Historie, Statsret og Handelsvidenskab i Sorø med 300 Rdl.s Løn. Med sin Jærnflid satte han sig ind i sin nye
Virksomhed, fik mellem Akademisterne oprettet et Diskussionsselskab, udkastede Planer til poetiske Arbejder og
fordybede sig i Studier af Tysklands Middelalder og Nordens Oldtid. Hans svage Helbred taalte ikke
Overanstrængelsen, en hidsig Feber bortrev ham 13. Avg. 1749. I April 1748 havde han ægtet Johanna Sophia
Niordt (f. o. 1730 død 22. Maj 1774).
Som dramaturgisk Forløber for Lessing brød S. theoretisk med det franske Dramas Kunstform, men som Digter
mægtede han ikke at løsrive sig fra den. Hans fint dannede Aand har vel højnet det tyske Skuespils yderst lave
Niveau, og hans Lethed i Dialogen og smagfulde Versbehandling kaste i hans bedste Værker Tække over hans
Fremstilling (»Die stumme Schönheit«», 1747), men han besad for liden oprindelig Digterevne til at skabe en ny
368/484