Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Christiane f. v. Stammer. Med hende, der af alle samtidige skildres som en ualmindelig tiltalende, lys og fager
Kvindeskikkelse, levede han et meget lykkeligt, men kun kort Samliv. Indskriften paa Støtten ved »Emilies Kilde«
— opkaldt efter hende — uden for hans Landsted »Sølyst« ved Klampenborg, der skiftevis med Hellebækgaard
tjente ham til Sommerbolig, taler endnu til den vejfarende om hans dybe Sorg ved hendes Død. Til hendes Ære
skrev Pram sin Digtning »Emilies Kilde«, og F.L. Stolberg, hendes Ven og Beundrer, sin en Gang saa berømte
Ode »Hellebeck«.
Ved Faderens Død 1782 arvede S. Grevskabet Lindenborg og blev Medejer af Plantagerne i Vestindien. Kort
efter indgik han Ægteskab med Charlotte Schubart [...]. Begge hans Ægteskaber vare barnløse. Saa vel i sit
Palais i Bredgade som paa »Sølyst« førte han indtil hendes Død 1816 og senere endnu 1824—31 et glimrende
Hus, hvor alt samledes, hvad Danmark ejede af fremragende Personligheder i Videnskabens, Kunstens og
Litteraturens Verden. Det blev et Fristed for de forskjelligste Interesser, her udvexledes Tanker, der fik stor
Betydning for vort Aandsliv, og mangen lovende Begavelse udvikledes her i Omgang med saa mange ypperlige
Mænd og Kvinder.
Med sine trofaste Venner A.P. Bernstorff og C.D.F. Reventlow dannede S. i Aarene 1773—84 Oppositionen mod
den Guldbergske Styrelse og afgik i Avg. 1783 sammen med Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]], Reventlow og C.F. Numsen fra Bankdirektionen. S. og Svogeren Grev J.L. Reventlow
vare de første, hvem Schlanbusch drog ind i de mellem Kronprinsen og A.P. Bernstorff tilvejebragte hemmelige
Forhandlinger, der førte til Statskuppet 14. April 1784, i hvilket S. tog virksom Del. Efter Bernstorffs
Tilbagekaldelse udnævntes S. 2. Juni til 1. Deputeret i Finanskollegiet, Medlem af Skatkammer- og
Overbankdirektionen samt faa Dage senere til Finansminister. 1788 blev han Statsminister og fik 1790
Elefantordenen.
Efter Regeringsforandringen gjaldt det at omordne Pengevæsenet, der befandt sig i en meget mislig Tilstand.
Allerede 1785 kunde S. offentlig forelægge sin store Finansplan, i Følge hvilken hele Statsgjælden, o. 24 Mill.
Rdl., skulde være afbetalt 1815. Seddelmængden (o. 15 Mill.), som S. alt 1781 havde betegnet som »den evige
Løgn«, skulde atter gjøres indløselig og nye Sedler kun udstedes mod fuld Valuta i ædelt Metal eller let realisable
Effekter. Til Forrentningen af Statsgjælden oprettedes en særlig Rentefond og til dens Afdrag en synkende Fond.
Fællesskabet mellem Banken og Statskassen skulde ophæves. Den stort og skarpsindig anlagte Plan gjør i høj
Grad S. Ære, selv om den ikke stod sin Prøve under de tunge Ulykker, der hjemsøgte Danmark. I Altona
oprettedes 1788 Speciesbanken, der holdt sig i usvækket Kredit indtil 1812. Den korte Krig 1788 medførte alt en
Udgift paa 7 Mill., og Seddelkursen gik betydelig tilbage. 1791 oprettedes den dansk-norske Speciesbank, der
styrkede Publikums Tillid til Finansstyrelsen. De gode Aar i goerne med gunstige Handels-forhold, fremmede ved
de vigtige Forordninger af 1788 om Frihandelen, af 1793 om Kreditoplag og især Toldforordningen af 1797, for
hvilken S. selv tilregnede sig Æren, bragte Opsving i alle Forhold.
[Note om krigen i 1788: Sverige angreb Rusland; Danmark blev trukket ind som følge af traktat med Rusland.
Danmark angreb Sverige fra Norge: Slag ved Kvistrumbro 29.9.1788].
Under den store Handelsperiode fik S. Lejlighed til at sikre sig et uforglemmeligt Navn som Ophavsmanden til
Negerhandelens Afskaffelse i de danske Besiddelser i Guinea og Vestindien. Det skyldes ham, ikke A.P.
Bernstorff, at Danmark først af alle Stater i Evropa bragte denne humane Tanke til Udførelse. Som Ejer af store
Plantager paa St. Croix havde han tidlig haft Opmærksomheden henvendt paa Negrenes sørgelige Kaar. De
fleste Slaver, der arbejdede paa de dansk-vestindiske Øer, opkjøbtes i Guinea. Under den lange Rejse der hen
lede Negrene ofte store Pinsler. 1778—87 indkjøbtes over 5.000 Slaver. I sin paa Foranledning af S. 1787 afgivne
Betænkning fraraadede den vestindiske Regering bestemt Slavehandelens Ophævelse med den Motivering, at
Danmark ikke var rigt nok dertil, og at »denne Ære maatte forbeholdes en større Nation og en heldigere
Tidsalder«. S. lod sig dog ikke afskrække heraf, men fik 1791 nedsat en Kommission, dannet af ham,
Statsministrene Scheel og Brandt m. fl., til Drøftelse af Sagen. Hans omhyggelig gjennemtænkte, af ægte
Menneskekjærlighed prægede Forestilling havde den mindeværdige Forordning af 16. Marts 1792 til Følge, der
bestemte, at Negerhandelen for Danmarks Vedkommende skulde ophøre fra 1803. I Mellemtiden skulde man
betrygge Negrene mod voldelige Overgreb og arbejde paa deres Opdragelse og Undervisning. For at forbedre
Negrenes Kaar i Guinea og tillige at udvide Danmarks Landomraade her udsendte S. 1788—89 den dygtige og
humane Kolonisator P.E. Isert, der indkjøbte store Landstrækninger paa Guineakysten, hvor han lod opføre
Bygninger til Brug ved Landets Opdyrkning; men des værre lagde hans tidlige Død alle S.s Forhaabninger øde.
En anden af S. foranlediget Sendelse til Vestindien fik et lignende sørgeligt Udfald.
Et stort og frugtbringende Arbejde udførte S. i de mange Kommissioner og Direktioner, af hvilke han ikke alene
var Medlem, men i de fleste Tilfælde den ledende Mand. 1778 blev han Direktør for det vestindiske Kompagni.
1785 blev han Formand i Kommissionen angaaende Islands almindelige Væsen. 1780—1804 var han Medlem af
Kanalkommissionen. Som Finansminister havde han Sæde i den i Anledning af den nye Hærordning af Dec. 1784
nedsatte store Kommission. Særlig som Meddirektør af Fonden ad usus publicos i det lange Tidsrum 1784—1831
har han udfoldet en højst fortjenstfuld Virksomhed. 1796—1829 var han Medlem af Kommissionen til Oprettelse
af et Musæum for Naturvidenskaberne. Fra 1789 sad han i Kommissionen til de danske Almueskolers bedre
363/484