Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

maatte vække hos forskjellige, naar han ikke havde Rygstød for oven. Men her havde han det Held, at han
forstod at holde sig gode Venner med baade Enkedronningen, Arveprinsen og endnu mere med Guldberg.
Ligesom denne satte stor Pris paa S., hvis Meninger om Finanser og Handel han tilegnede sig — og outrerede,
saaledes holdt S., i det mindste indtil Bernstorffs Afskedigelse 1780, meget af Guldberg og kunde godt arbejde
sammen med denne. Virkningen af dette Samarbejde viste sig stærkt paa Handelspolitikkens Omraade. Det var
nemlig efter en overordentlig stor Maalestok, at Beskyttelsessystemet blev gjennemført i den Guldbergske Tid
som ved Industrien saaledes ogsaa ved Handelen, og hertil kom endog det, at Staten selv virkede som stor
Grosserer og stor Skibsreder. Det blev besluttet, at Regeringen skulde lægge sig efter at drive Fiskeri i større Stil i
Havene nord paa og desuden baade Hval- og Sælhundefangst, hvilke Foretagender bleve knyttede sammen med
den kongl. grønlandske og islandske Handel, og desuden optraadte Staten ogsaa som drivende Skibsbyggeri
efter stor Maalestok. For alt dette har Guldberg vitterlig vist stor Iver; men der kan efter hele S.s Stilling med
Hensyn til, hvad der havde økonomisk Betydning, og den uhyre Avtoritet, han havde paa dette Omraade, i
Forbindelse med den Respekt, som Guldberg havde for ham, ikke være Skygge af Tvivl om, at det fortrinsvis er
ham, der har Ansvaret eller Æren, hvad man vil, for Regeringens Holdning i disse Henseender. Og dette gjælder
da ogsaa om et enkelt Foretagende, der udførtes i denne Tid og mentes at skulle faa stor Betydning for
Handelen, nemlig Gravningen af den saakaldte slesvig-holstenske Kanal fra Kieler-Fjord til Ejderens nedre Løb.
I Slutningen af 70-erne begyndte S.s Helbred at vakle, og under hans Sygelighed pinte det ham stærkt, naar han
saa, at de lyse Forhaabninger, som han havde haft om gode finansielle Forhold for Danmark, bleve skuffede,
naar Bankens Sedler faldt i Kurs, og allermest, at han i 1780 maatte se A.P. Bernstorff blive afskediget; men som
han var lige utrættelig i sit Arbejde, saaledes fandt han en Trøst i dette. Imidlertid tog Sygeligheden til, og ikke
mere end 58 Aar gammel døde han 15. Febr. 1782. Sin Sjælsstyrke bevarede han til det sidste, og hvor stærkt
han end havde været optaget af Livets ydre Forhold, hang han ikke ved Livet. Hans sidste Timer vare helligede
Bøn til Gud, kjærlige Ord til hans nærmeste og tillige til Tanker om Statens Vel og Fremtid.
Dette sidste er det værdt at lægge Mærke til, thi hvor meget der end var i ham af Kjøbmanden, som forstod at se
paa sin Fordel, var der dog ikke lidt i ham af Statsmanden, for hvem det var en hellig Pligt at fremme det Lands
Tarv, som han havde sluttet sig til. A.P. Bernstorff udtalte om ham efter hans Død, at han til Trods for store Fejl
var en saare stor Mand. Der kan ej heller være Tvivl om, at han ved sin Færd i de første Aar efter sin Indflytning
her til Landet indlagde sig Fortjenester af den største Betydning ved at frelse Staten af en overordentlig stor
finansiel Fare, og det staar lige saa fast, at han paa mange Punkter ogsaa senere viste en overordnet Dygtighed.
Men de hidsige Angreb, der ere gjorte paa hans Minde, have for saa vidt ikke været uden delvis Berettigelse, som
Statens Overtagelse af Banken 1773, om den end i Øjeblikket bragte store finansielle Fordele, dog i Længden
blev fordærvelig ved den Fristelse, den bragte til at nytte Udstedelsen af Banksedler som et Hjælpemiddel, naar
man havde Brug for Penge, og det er umuligt at sige andet end, at den Maade, hvorpaa han lod Staten gribe ind i
de økonomiske Forhold, allerede i hans Tid havde begyndt at vise sig mislig.
I sit Ægteskab havde S. 9 Børn, 6 Sønner og 3 Døtre. Den ældste af denne Børneflok var den ndfr. omtalte H.E.
Greve S.
Til: Indholdsfortegnelsen
361/484