Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

han nyttede sin officielle Stilling til Gavn for sig som Kjøbmand, vil umulig kunne nægtes, og dette tog sig ikke
altid heldig ud.
Midt under hans stedse stigende Indflydelse kom Struensee-tiden. Det var Mændene af hans Kreds, der nu bleve
styrtede, og man skulde da have troet, at det var gaaet ham paa samme Maade; men det skete ikke. De nye
Magthavere havde nemlig foreløbig god Brug for ham, og han fra sin Side var alt andet end Følelsespolitiker.
Saaledes som han i det mindste fremstillede Forholdet for politiske Venner, mente han at have at vælge imellem
at bryde alle sine Forbindelser med Staten og forlade dens Tjeneste eller at begive sig til Hoffet for at se,
hvorledes man der vilde stille sig til ham og saa vidt det stod til ham, frelse Levningerne af, hvad han havde virket
til at grundlægge, og, kunne vi føje til, sikre sig de Fordele, som endnu kunde vindes. Han valgte derfor at gjøre
gode Miner til slet Spil og saa vidt muligt være Hofmanden under de nye Forhold, hvad der lykkedes over al
Forventning paa Grund af den Velvilje, med hvilken Struensee og hans Venner kom ham i Møde. bl.a. blev han
gjort til Medlem af den Gehejmekonferens, som Struensee nedsatte 28. Dec. 1770, og hvis Hovedopgave var at
afgive Betænkning om finansielle Hovedspørgsmaal. Ligesom han i sin Gjerning virkede sammen med den nye
Tids Mænd, saaledes lod han sit Hus ikke mindre nu være i Festglans, end det før havde været, og han fandt sig
rolig i — for saa vidt han ikke opmuntrede dertil —, at hans Hustru kom til at indtage en fremragende Plads iblandt
Damerne i Caroline Mathildes Kreds; hun var en af de første, der fik dennes Orden, Mathilde-Ordenen.
S.s Forhold til hans gamle Venner maatte naturligvis blive paavirket heraf. Hvor tilbøjelig den ældre Bernstorff end
var til at opfatte ham fra den gunstigste Side, følte dog ogsaa han en Tid, at S. nu var ved at blive fremmed for
ham, og adskillige af Kredsen dømte ret strængt om hans Færd, i det det ganske særlig harmede dem at se Fru
S. ved Dronningens Fødder. Men i Længden var Forbindelsen imellem Struensee og S. dog umulig, thi at bøje sig
for Doktoren fra Altona maatte blive en Mand som S. modbydeligt, og der var desuden alt for meget i Struensees
Færd, der vakte hans Forbitrelse, medens paa den anden Side Struensee helst, saa snart det lod sig gjøre, vilde
være fri for en Mand, som han vidste at han i Længden ikke kunde beherske. Allerede i Foraaret 1771 begyndte
S. at trække sig ud af sine Pengeforhold til Staten, og da omtrent samtidig Skatkammeret hævedes (18. April),
ligesom ud paa Sommeren det samme skete med Kommercekollegiet (18. Juli), og i det hele Finansstyrelsen
omordnedes for at lægges under nye Mænd, var S.s Rolle foreløbig forbi. Men som forsigtig Mand lod han det
dog ikke komme til et aabent Brud, og man saa ham i Vinteren 1771—72 paa vanlig Vis holde Fester i sit Hus,
hvad der dog ikke hindrede ham, som havde et klart Blik for det skrøbelige i Struensees Stilling, i atter stærkt at
nærme sig til Mændene af sin gamle Kreds for med dem efter Evne at sukke over og endnu mere at skumle over
Skandalerne ved Hoffet.
Da saa Struensee faldt, kom Tiden for ham til paa ny at gjøre sin Indflydelse gjældende i den saakaldte
Guldbergske Tid, og det paa visse Maader mere end nogen Sinde. Rent ydre set knyttede hans Magt sig mest til
Stillingen som Medlem af Overskattedirektionen, og hertil kom, at han i 1772 fik Sæde i en da oprettet
extraordinær Finanskommission (29. Okt), der foruden at undersøge, hvad der kunde tjene til Forbedring af
Finansernes Stilling, tillige inddrog under sine Overvejelser, hvad der kunde udvikle Landets Hjælpekilder og
Skatteevne. Hertil kan saa ogsaa føjes, at Skatkammeret gjenoprettedes 3. Juni 1773, og at han blev Lederen af
dette. Som ydre Udmærkelser maa desuden mærkes, at han 1773 blev Ridder af Elefanten og i 1779 optaget i
den danske Lensgrevestand.
Datidens Aktstykker vise klart, paa hvor mange Punkter S. greb ind i denne Tid. Han havde strax i Begyndelsen
stor Indflydelse paa, at A. P. Bernstorff blev kaldt tilbage, og paa, at Osten blev fjærnet fra Gehejmestatsraadet i
Foraaret 1773, ligesom han, der var med i Forhandlingen om Mageskiftets Gjennemførelse i Efteraaret 1773, her
fra sin Side virkede med til, at den yngre Bernstorff kom i Spidsen for det tyske Kancelli. Denne Statsmand, der
satte hans Begavelse overordentlig højt og havde langt mere Lyst til at se paa Lyssiderne i hans Personlighed
end paa hans Mangler, nemlig hans Hensynsløshed, hans temmelig materialistiske Livssyn og hans overlegne
Tone, var aabenbart den, der stod ham nærmest, og med ham drøftede han sine forskjellige finansielle Planer. En
Frugt af disse Overvejelser var den saa tit omtalte Overtagelse fra Statens Side af Banken, saaledes at den fra nu
af blev en Statsbank (Marts 1773), et Skridt, ved hvilket for øvrigt S., da det kom til Stykket, havde flere
Betænkeligheder end Bernstorff. Da Banken snart blev henlagt under Overskattedirektionen, var det i
Virkeligheden det samme som, at den kom under S.s personlige Styrelse, og det var da ogsaa ham, der ledede
dens Operationer i de følgende Aar indtil hans Død.
Samtidig greb han paa mange Maader ind i Finansernes Styrelse, uagtet han slet ikke havde Sæde i
Finanskollegiet. A.P. Bernstorff taler i sine Breve flere Steder om det utrolige Arbejde, S. ydede, han skildrer med
megen Sympathi den Enevælde, han udøvede ved Fastsættelsen af alle varige Udgifter, saaledes at han alene
fastslog alle Reglementer paa det finansielle Felt, og han viser, hvorledes S. indvirkede paa forskjellige Kollegier.
»Han er«, hedder det saaledes hos ham, »Sjælen i alt nyt, der sker i Departementerne, han holder dem i Aande
og vækker dem af Søvne«, eller, som han ogsaa udtrykker det, »S. er Sjælen i alt, hvad der sker i Statens indre
Sager. Selv hvor der er truffet Beslutninger uden ham, er det, som om det var ham, der fremskyndede Udførelsen
deraf«.
Naturligvis kunde han ikke optræde med en saadan Myndighed og trodse den personlige Uvilje, han nødvendigvis
360/484