Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Grad paa fin Følelse, og selv Mænd, der satte stor Pris paa ham, som f. Ex. Bernstorfferne [J.H.E. Bernsdtorff og
A.P. Bernstorff], kunde være ved at flyve i Flint over, hvad han kunde byde dem, og han var ikke mindre en haard
Mand, hvor det gjaldt om at fremme, hvad han mente vilde være nyttigt. Derfor kunde det ikke falde ham ind, at
humane Hensyn kunde træde i Vejen for, hvad Staten maatte antages at behøve, og ganske sikkert indbragte
Extraskatten ret betydeligt. I det hele maa det erkjendes, at ad de Veje, som han fulgte, opnaaede han, hvad der
var store Goder, at styrke Statens Kredit og skaffe Pengemarkedet Fasthed.
Paabudet om Extraskatten bevirkede, at der 2. Dec. 1762 blev nedsat en egen saakaldet Overskattedirektion, der
fik at gjøre med den og i det hele med, hvad der vedrørte Statsgjælden. Som Medlem af den blev han i
Virkeligheden den raadende paa dette vigtige Omraade, og med Undtagelse af en kort Tid havde han
derigjennem en overlegen Indflydelse paa Finansstyrelsen i den følgende Tid lige indtil sin Død. Hertil kan der
føjes, om det end er mindre vigtigt, at han, der 10. Juni 1768 havde faaet Titel af Skatmester, 13. April 1769
stilledes i Spidsen for Skatkammeret, en ny Institution, der da blev oprettet og fik det Hverv at bestyre visse
Kapitaler, som skulde være et Slags Reservefond for paakommende uforudsete Tilfældes Skyld.
Men alt dette var kun den ene Side af hans Virksomhed. Det var den Gang en fast Overbevisning hos
mangfoldige, at ved at fremme Industri og endnu mere Handel naaede man hurtigst og lettest at ophjælpe et
Lands Hjælpekilder. S. delte ganske denne Opfattelse. Men hvad Industrien angaar, var det dog nærmest ved sin
private Virksomhed, at han fik Betydning. Efter at han nemlig havde afkjøbt Staten dens Plantager i Vestindien og
et dertil knyttet stort Raffinaderi i Kjøbenhavn for 400.000 Rdl., en Sum, der ret vel svarede til, hvad det var muligt
at faa for disse Ejendomme, drev han en betydelig Forretning fra dette Raffinaderi, og i 1768 afkjøbte han
ligeledes Staten Geværfabrikken Hammermøllen nord for Helsingør for 70.000 Rdl. Derimod var det afgjort
Handelen, han ved sin offentlige Virksomhed mest søgte at fremme. Der er med rette gjort opmærksom paa, at S.
mente, at naar det overhovedet altid er vigtigt for et Land at have en gunstig Handelsbalance over for Udlandet,
gjaldt det særlig ved en Stat som den dansk-norske, hvor Papirpenge dannede saa godt som det eneste
Omsætningsmiddel; der vilde man kun ad den Vej kunne hindre, at Landets Penge tabte i Kredit over for
Udlandet, og at Vexelkursen forværredes. At Handelens Udvikling tillige vilde forøge Velstanden her hjemme og
derved ogsaa Skatteevnen og Statens Indtægter, er en Selvfølge.
Hele denne vigtige Sag fik han saa at sige paa Embeds Vegne at gjøre med, da han 7. Marts 1767 blev Deputeret
i Kommercekollegiet, og da han 11. Dec. s. A. fik Sæde i en Kommission, der da blev oprettet, den saakaldte
Balancekommission, som baade skulde undersøge Landets Finanser og dets Handelsbalance. Allerede før ham
havde kjøbenhavnske Kjøbmænd set, at det paa Grund af den Mangel paa naturlige Udførselsvarer, som særlig
Kongeriget Danmark led af, var nødvendigt at skabe en Transithandel med oversøiske Varer, og dette havde
blandt andet fremkaldt Dannelsen af det asiatiske Kompagni. Nu vilde S. gaa videre i samme Spor, særlig ved at
forøge Transithandelen for Kjøbenhavns Vedkommende, og han virkede derfor for at faa en Frihavn anlagt ved
denne By, en Tanke, som de kjøbenhavnske Handelsmænd ogsaa grebe, og som vistnok vilde være bleven gjort
til Virkelighed, saafremt ikke Struensee var kommen imellem.
I Modsætning til Handelsinteresserne laa aabenbart Sans for Landboforholdene S. fjærnere, thi da han 30. Marts
1768 havde faaet Sæde i General-Landvæsenskollegiet, der netop skulde have sin Virksomhed paa dette
Omraade, viste han, skjønt til en vis Grad reformvenlig, kun liden Iver for Kollegiets Sager.
Samtidig med sin omfattende Virksomhed indtog S. en i alle Maader glimrende Stilling i det sociale Liv. I sit Palais
i Kjøbenhavn førte han om Vinteren et stort Hus, hvor hans Hustru, en højst indtagende Verdensdame, forstod at
glimre i pragtfulde Selskaber, og hvor der endog efter særlig kongelig Tilladelse blev givet Maskerader;
Sommeren tilbragte Familien sædvanlig paa det rigt udstyrede Ahrensburg i Holsten. Sin personlige Omgang
fandt S. nærmest i den Statsmandskreds, hvis Midtpunkt den ældre Bernstorff var, og ligesom dennes Ledelse af
den ydre Politik godt faldt i Traad med den Iver, han selv viste for at udvikle Handelen, saaledes samstemmede
han ogsaa fuldt med Bernstorffs Politik, hvad det gottorpske Spørgsmaal angik, og han kom paa en Maade til at
virke paa det politiske Omraade, da han var Medunderhandler ved et Forlig, der 27. Maj 1768 blev sluttet imellem
Hamborg paa den ene Side, Danmark og Gottorp paa den anden.
Under de mangfoldige Berøringer, hvori han ved sin forskjelligartede Virksomhed kom med Christian VII — han
var ogsaa med paa dennes Udenlandsrejse 1768 —, vandt han en ret betydelig Indflydelse hos denne. Dette
hang vistnok for en ikke ringe Del sammen med, at Kongen havde en meget stor Respekt for hans finansielle
Visdom, og han tilkaldte ham derfor ogsaa ved Overvejelser, der fandt Sted om, hvor meget der kunde kostes paa
Hæren; men S. forstod aabenbart tillige ganske anderledes personlig at imponere Kongen, end Bernstorff nogen
Sinde formaaede, og det var saaledes ham, der maatte til for at faa Kongen i Begyndelsen af 1768 til at sende
den berygtede Støvlet-Cathrine bort fra Kjøbenhavn. Men for øvrigt var S.s Stilling i det hele ikke alene et
Vidnesbyrd om den Magt, en energisk og paa sit Omraade genial Mand kunde udøve, men ogsaa om Pengenes
Betydning; thi den hvilede i ikke ringe Grad paa, at han var den rige Bankier og Kjøbmand, og der fremkom
derved det i og for sig besynderlige og lidet heldige Forhold, at den samme Mand, der skulde give Raad som
Finansembedsmand, tillige tjente Penge som Bankier for Staten og som Laangiver til den. Naar Fjender have
sigtet ham saa omtrent for at have plyndret Statskassen for at mele sin egen Kage, er det Bagvaskelser; men at
359/484