Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Det vilde imidlertid være urigtigt at lægge stærk Vægt paa denne vemodige
Tone og dette Udbrud af en berettiget Selvfølelses. Patos. Philemon-
Stemningen er ikke den herskende. Grundstemningen er endnu næsten
udelukkende Ungdommens Overgivenhed som Bærer af Mandens Vid. Skønt
Paars paa alle Punkter indleder og forbereder Komedierne, er der den
Grundforskel mellem Synspunkterne i Digtet og i Den danske Skueplads, at
Holberg her har kæmpet sig frem til fuld Upartiskhed og retter sine satiriske
Hug ligeligt mod den yngre og ældre Slægt, medens, han hist endnu samler
sin hele aandelige Kraft til Angreb paa den ældre. Peder Paars er direkte Satire
mod det, som bestaar, og tager intetsomhelst polemisk Hensyn til det, som
vokser op. Der er en Ungdom heri, som er højst ualmindelig i Tiden, næsten
lige saa ualmindelig som Geniet. Hos den saa langt ringere begavede samtidige
Satiriker Christian Falster 70 findes intet Tilsvarende; hans moralske
Gennemheglinger gaar fra først af ligeligt ud over begge Slægtled.
Der var jo nemlig to Slægtled, som stod haardt mod hinanden: Fædrene med
deres gravitetiske Anstand og spidsborgerlige Despoti, med
Professorhovmoden, Rangsygen, Overtroen, Fordommene, Skinhelligheden,
Forbitrelsen paa alt Nyt — og Sønnerne med deres Modedaarskaber, deres
Parisererindringer, deres Forlystelsessyge, deres Studentervittigheder og deres
til Skue stillede og for Omslag meget udsatte Vantro.
l de Holbergske Komedier gaar det (som allerede C. W. Smith meget rigtigt har
vist) temmelig ligeligt ud over begge Slægtled, om end Sympatien i Regelen er
paa de Yngres Side, idet de har en uimodstaaeligt veltalende Talsmand i
Henrik, en højst forslagen Beskytterinde i Pernille. Men i Peder Paars er
Holberg endnu for ung til at føle Kald og Drift til Latterliggøren af den
Generation, der maatte synes hans naturlige Forbundsfælle. Her forekommer
ingen Jean de France, ingen Erasmus Montanus, ikke engang en
maskeradebesøgende Leander. Hele Angrebets Energi er her rettet mod
Vedtægtens dyriske Raahed, mod den i sit Fedt nedsyltede Dumhed, mod det
hæderkronede Pedanteris Vissenhed og Tørhed, mod alt det Smaastadsagtige,
som Landets Isolerthed fra Omverdenen havde havt i Følge.
Deraf det Foraarsagtige ved Peder Paars trods alt det Stive og Kunstlede,
Kedelige og Gammeldags, som Formen nuomstunder frembyder. Deraf ogsaa
den kaade Overgivenhed, hvormed Holberg i disse første Aar stundom
sprænger den stive Aleksandriner-Form, som i Gratulations-Verset til Hans
Mikkelsens Ære. Hvor er han ung i disse Halvvejs-Vers, der spotter den
affekterede Pænhed! Det er, som saa' man den gladeste Satyr slaa Kolbøtter,
naar man læser dette Selvforsvar:
70 Se biografisk artikel s. 194.
64