Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

digtede og komponerede Indvielseskantaten, og for dette Selskab skrev han derefter bl.a. Musikken til »Sørge- og
Klagesangene« over Dronning Louise (1752) og Oratoriet »Abbildung der Martern u. des Todes unsers Erlösers
Jesus Christus« (1753). Forbindelsen med den nye Musikforening og med den tyske litterære Koloni i
Kjøbenhavn, særlig Hofpræst Cramer, førte til, at S. atter tog Ophold her, hvor han 1761 traadte frem for
Offentligheden med et stort nyt Værk, det foran nævnte Oratorium »Der wundervolle Tod des Welterlösers«, der
var saa omfangsrigt, at det maatte fordeles paa 2 Dage. Næste Aar opførtes Passionssangen »Den døende
Jesus«, hvori der findes mærkelige Prøver paa den recitativiske Stil, som S. tillagde saa stor Betydning. Han
fordybede sig herefter paa ny i Undersøgelser angaaende Sprogets musikalske Behandling. Udbyttet af disse
Studier offentliggjordes i en vidtløftig Afhandling om Recitativet, der findes i »Bibliothek der schönen
Wissenschaften« XI—XII, og som oplysende Exempler udgav han i 1765 under Titelen »Tragische Cantaten«
Gerstenbergs »Ariadne auf Naxos« og J.E. Schlegels »Procris u. Cephalus«, komponerede for Sang og Klaver og
ledsagede af et Sendebrev om Recitativet.
Ved Frederik V's Død var Kapelmester Sarti i Udlandet, og S. fik da det Hverv at komponere Sørgemusikken. Han
kom ved denne Lejlighed i Berøring med den unge, hidtil ubekjendte Johannes Ewald, i det han blandt flere
indsendte Texter valgte dennes »Sørgesange« til den Komposition, som skulde opføres i Slotskirken. Kantaten
over Frederik V hørte til S.s mest vellykkede Kompositioner, og for at give Musikken en større Anvendelighed
omarbejdede han den i Forening med Digteren til en »Passionscantata«, der første Gang opførtes i Fasten 1768
af det Aaret i Forvejen stiftede nye musikalske Selskab — det senere kongl. musikalske Akademi — og gjorde et
dybt Indtryk, hvorfor den gjenopførtes flere følgende Aar. Samarbejdet med Ewald, der i S. fandt en faderlig Ven
og Raadgiver paa den musikalske Poesis Omraade, frembragte flere andre Værker, blandt hvilke især en
»Sørgecantata ved Christi Grav«, opført 1769, synes at have vundet Bifald. Endnu s. A. opførtes en stor ny Musik
af S. til Metastasios »Giuseppe riconosciuto, ell. Joseph, som giver sig til Kjende for sine Brødre«. Hans sidste
større Arbejde var Musikken til et Oratotorium af N. K. Bredal.
Det blev saaledes Oratoriet og den store Kantate for Soli, Kor og Orkester, hvori S. især fik Lejlighed til at udføre
sine Ideer. For den danske Musik havde hans Kantater og Oratorier deres Betydning som de første kyndige
Forsøg paa at udnytte Sprogets musikalske Egenskaber i større Kunstformer og som Forbilleder for senere
Værker af lignende Art. En langt mere vækkende og befrugtende Indflydelse udøvede han dog gjennem sine
Skrifter, som behandle en Mængde vigtige musikalske Spørgsmaal og ved deres Rigdom paa nye Tanker og
klare, om end noget vidtløftige, Fremstilling indtage en høj Plads i det 18. Aarhundredes musikalske Litteratur.
Som Komponist var han ikke uden Følelse, hvorimod det skortede ham paa Fantasi og umiddelbar Inspiration. De
sidste Aar af sit Liv syslede han med et stort anlagt Værk om Kompositionen, hvoraf kun 1. Bind udkom (1773). S.
døde 22. April 1776, hans Hustru 24. Avg. 1781.
Til: Indholdsfortegnelsen
357/484