Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Scheibe, Johan Adolph, 1708—76, Komponist og musikalsk Forfatter
Af V.C. Ravn
Johan Adolph Scheibe fødtes i Leipzig i Maj 1708 og var en Søn af Orgelbygger Johann S. og Anna Rosina f.
Hess. 1725 blev han dimitteret til Universitetet og begyndte at studere Jura, men maatte paa Grund af sin Faders
økonomiske Ruin opgive Studeringerne. Han kastede sig nu med stor Energi over Musikken, som han allerede
tidlig havde begyndt at dyrke, og søgte samtidig at tilegne sig et videre Syn paa Kunsten ved at høre filosofiske
Forelæsninger og ved Studiet af de gamle Grækere. Bekjendtskabet med Gottscheds »Kritische Dichtkunst«
bragte ham paa den Tanke at gjøre Musikken til Gjenstand for en kritisk Undersøgelse, da den som Følge af slet
Paavirkning fra Udlandet var kommen i Forfald og trængte til at reformeres. Ligesom Gottsched vilde han paa sit
Omraade arbejde paa at forbedre Smagen og vække den nationale Bevidsthed. Sine reformatoriske Ideer
begyndte han dog først at udvikle, efter at han 1736 havde taget Ophold i Hamborg, hvor han 1737—40 udgav
Tidsskriftet »Der kritische Musikus«, som ved sine nye Synspunkter og sin kraftige Polemik, især mod den
samtidige italienske Opera, vakte Opsigt og fremkaldte et livligt Røre. Ved Siden deraf komponerede han en
Mængde Musik af alle Slags, Koncerter, Symfonier, Kammermusik, Kantater og Oratorier. En Opera, hvori hans
Ideer om den dramatiske Musik fik praktisk Anvendelse, kom ikke offentlig frem, da det hamborgske
Operaforetagende gik over Styr under Forberedelserne til dens Opførelse. Bedre Lykke havde han med Musikken
til Tragedierne »Polyeukt« og »Mithridat«, hvorved han indførte noget helt nyt. 1739 opnaaede han ved
indflydelsesrige Venners Hjælp at blive Kapelmester hos Statholderen i Holsten, Christian VI's Svoger Markgrev
Frederik Ernst af Brandenborg-Kulmbach, og i Sept. 1740 kaldtes han til Kjøbenhavn for at komponere Kantaten
til Christiansborg Slotskirkes Indvielse. Efter at have aflagt yderligere Prøver paa sin Duelighed ved et Par
Fødselsdagskantater, som han tillige selv havde digtet, blev han 1. Dec. udnævnt til kongl. Kapelmester. Den
følgende Sommer ægtede han i Hamborg den 21-aarige Jomfru Ilsabe Müller.
Den pietistiske, skuespilfjendske Aandsretning, som herskede under Christian VI, afskar S. fra paa Operaens
Omraade at virkeliggjøre sine Reformideer, som han derimod søgte at skaffe videre Udbredelse ved en ny,
samlet og omarbejdet Udgave af »Der kritische Musikus«, der udkom 1745, forøget med flere Tillæg, hvoriblandt
de vigtige Afhandlinger om Recitativet og om »den nuværende Smag i Musikken«. I sin praktiske Virksomhed var
han henvist til Kirken og Koncertsalen, og i Samklang med Tidsaanden lagde han sig særlig efter
Passionsmusikken. 1742 opførtes i Slotskirken Passionsoratoriet »Gottselige Gedanken bei dem Kreuze unsers
Erlösers«, og for det i 1744 oprettede »Musikalske Societet«, hvoraf han var Medlem, komponerede han bl.a.
Oratoriet «Thränen der Sünder bei dem Kreuze ihres Erlösers» til en af ham selvforfattet Text (1746) og en dansk
Passionsmusik: »Gudelige Tanker osv.« af G. Treschow (1747). I sin Egenskab af Hofkapelmester komponerede
han »Klagesangen« i Anledning af Christian VI's Død.
Tronskiftet og det dermed følgende Omslag i Hoffets Anskuelser og Sædvaner medførte en hel Omvæltning i de
musikalske Forhold. Den italienske Opera indførtes og opslugte for en Tid al musikalsk Interesse, saa at det
musikalske Societet maatte gaa ind. S. mistede sin Stilling som Kapelmester og afløstes 1748 af Scalabrini,
Italienernes Musikdirigent, i hvis Sted den senere berømte Gluck blev Kapelmester ved Operaen. Det nationale
Musikinstituts Undergang og Brydningerne mellem de forskjellige Smagsretninger affødte en interessant litterær
Fejde imod den italienske Opera, som tør antages ikke at være undgaaet Glucks aarvaagne Opmærksomhed, en
Formodning, der bestyrkes ved, at man i hans »Telemacco«, den første Opera, han skrev efter Opholdet i
Kjøbenhavn, har fundet de tidligste Spor af en ny Stil. Det vægtigste Indlæg i denne Strid var S.s »Thusnelde, ein
Singspiel in 4 Aufzügen« med en udførlig Indledning »von der Möglichkeit u. Beschaffenheit guter Singspiele»,
der udkom 1749, og hvori Glucks Ideer til en Reform af Operaen foregribes. De, samme Tanker, der findes i
Dedikationen af »Alceste«, ere allerede udviklede af S. i Fortalen til »Thusnelde« og de Afsnit af »Der kritische
Musikus«, hvortil den henviser. Et og andet hos S. — f. Ex. hans Ideer om »Sprogets Melodi«, om alle Kunsters
Samvirken i Syngespillet og den Tanke, at Komponisten helst tillige burde være Digter og Filosof — peger endog
videre ud i Tiden, hen imod det Wagnerske Musikdrama. Der er Grund til at tro, at det var paatænkt, at det
italienske Operaselskab, hvortil der netop det Aar, da Gluck stod i Spidsen for det, var engageret et delvis tysk
født Personale, skulde have opført »Thusnelde«. Dette ses imidlertid ikke at være sket. Musikken var
komponeret, men er ikke bevaret.
I 1749 tog S. Bopæl i Sønderborg, hvor han oprettede en Musikskole for Ungdommen og beskæftigede sig med
litterære og musikalske Arbejder. Et af de første var hans tyske Oversættelse af »Peder Paars« (1750), som han
siden omarbejdede og udgav paa ny i 1764 tillige med en Biografi af Holberg, til hvis Omgangsvenner han i flere
Aar havde hørt. Fra Tiden i Sønderborg skrive sig ligeledes den lærde Afhandling »Vom Ursprung u. Alter der
Musik« og en stor dramatisk Oratoriedigtning, »Der wundervolle Tod des Welterlösers«, med en kritisk Fortale om
Passionsmusikken. Begge disse Skrifter udkom 1754, medens Musikken til Oratoriet først senere blev
komponeret.
Skjønt fraværende vedblev S. dog at være knyttet til Hovedstadens Musikliv. Da der igjen blev dannet et
musikalsk Selskab, som 1751 indviede sin nye Koncertsal i Raadhusstræde, var det ham, som efter Opfordring
356/484