Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Scalabrini, Paolo, 1713—1803, Musiker
Af V.C. Ravn
Paolo Scalabrini kom til Kjøbenhavn i Slutningen af 1747 med et til Hoffet engageret italiensk Operaselskab under
Ledelse af Pietro Mingotti, hvis Komponist og Kapelmester han da havde været i nogle Sæsoner.
Operaforestillingerne, der vare noget nyt her til Lands, begyndte paa Charlottenborg 18. Dec. og gjorde
stormende Lykke. Dronning Louise sværmede for italiensk Musik, og da S. viste sig at være en rutineret Musiker
med et frugtbart og behageligt melodisk Talent, blev han 15. Juli 1748 udnævnt til kongl. Kapelmester i Steden for
Scheibe, der var en erklæret Modstander af den moderne italienske Opera, og hvis Stilling ved Hoffet som Følge
deraf var bleven uholdbar. Det varede ikke længe, inden S. igjen maatte vige for Sarti [...]. Denne kom her til med
Mingottis Selskab i 1753 og blev 1755 kongl. Kapelmester; men S. vedblev dog at opholde sig i Kjøbenhavn og
knyttedes atter til Hoffet i 1768 som Kapelmester ved en italiensk komisk Opera, som da blev oprettet. Ved Sartis
Landsforvisning 1775 antoges S. paa ny til Hofkapelmester og beklædte derefter denne Stilling indtil 1781, da han
efter at have mistet sin Hustru vendte tilbage til Italien, hvor han døde i Lucca 1803 i den høje Alder af 90 Aar.
Han var gift med den indtagende Intermezzosangerinde Grazia f. Mellini, der samtidig med S.s Ansættelse som
Kapelmester 1748 blev udnævnt til Hofsangerinde (død 16. Febr. 1781, 61 Aar gammel). Efter hendes Død
ægtede han i Italien Sangerinden Teresa Torre, som han havde bragt med her til 1768, og som i flere Aar sang i
den italienske Opera i Kjøbenhavn.
S. udfoldede en kvantitativt meget betydelig Produktivitet baade paa Operaens og Kantatens Omraade. Fra de
første Aar af hans Virksomhed her kunne exempelvis nævnes Operaerne »Didone«, »Demetrio«, »Artaserse«,
»L'Adriano« og »Siroe«. Til nogle af disse var dog til Dels benyttet Musik af andre Komponister, og S. synes i det
hele ligesom adskillige af hans Landsmænd ret ugenert at have tilsidesat de kunstneriske Hensyn for de
praktiske. Det omtales saaledes, at han endog ved almindelig yndede Syngespil lavede om paa Musikken for
Sangernes Skyld, saa at den paa mange Steder ikke var til at kjende igjen. Efter at han i det alvorlige Fag var
stillet i Skygge af Sarti, dyrkede han især Intermezzoet og den komiske Opera. »Den belønnede Kjærlighed«,
som han havde komponeret til en italiensk Text, der blev oversat paa Dansk (1758), var det første af danske
Sangere paa Theatret opførte større Syngespil. Senere skrev han til dansk Text »Geniernes Fest« (1760) og
Syngestykket »Oraklet« (1776). Mange af hans Kantater og andre Lejlighedskompositioner ere ligeledes
komponerede til danske Texter, hvoriblandt flere af Ewald. Til disse høre Kantaterne til Kongens Fødselsdag
1771 og 1772 samt Forspillene »Cereris og Thetidis Strid« (1774) og »Landsbyhøjtiden« (1775). Han
komponerede ogsaa et Passionsoratorium af Ewald (1771), hvortil Schulz senere skrev en ny Musik (»Maria og
Johannes«). Kun ét af hans Værker overlevede ham: Musikken til Wessels Parodi »Kjærlighed uden
Strømper« (1773), hvormed han, sikkert meget imod sin Vilje, bibragte den italienske Opera, som han selv havde
introduceret her i Landet, det sidste, dræbende Stød.
Til: Indholdsfortegnelsen
354/484