Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Rottbøll, Christian Friis, 1727 — 97, Læge, Botaniker
Af Julius Petersen
Christian Friis Rottbølls Forældre vare Forvalter Christian Mikkelsen R. og Margrethe Cathrine f. Friis, og han
fødtes paa Hørbygaard i Sjælland 3. April 1727. 1745 deponerede han fra Roskilde Skole, blev Alumnus paa
Valkendorfs og derefter paa Elers' Kollegium, studerede først Theologi og tog theologisk Attestats 1752, men
havde tidlig tillige kastet sig over medicinske Studier og gjorde sig allerede i Begyndelsen af 1752 i høj Grad
bemærket som Mediciner ved at optræde som Opponent mod den af Regeringen indkaldte unge Læge Oeder fra
Gøttingen ved dennes Disputats pro loco. Ved sin dialektiske Dygtighed og Færdighed i Latin overvældede han
aldeles den i disse Henseender svage Præses og bidrog meget væsentlig til at hindre Oeders Ansættelse ved
Universitetet, ligesom han ogsaa ved denne sin Optræden vandt en høj Yndest hos Universitetets mod den
indkaldte Tysker fjendtligsindede Professorer, hvad der tydelig fremgaar af Rektor Anchersens og det medicinske
Fakultets afgivne Erklæringer om Disputatsen. Denne gav nemlig Anledning til et vidtløftigt Efterspil, i det Oeder
klagede til Universitetspatronen over R.s nærgaaende og injurierende Optræden, og derved forskjellige
Erklæringer i Sagen fremkaldtes, saaledes ogsaa en klar og dygtig Erklæring fra R. selv. Samme Efteraar udgav
han end videre en hel Disputats om Æmnet (»Meditationes de motus muscularis causis præsertim
occasionalibus«), hvori han ikke blot imødegaar Oeders, men med megen Lærdom drøfter hele den nye Hallerske
Irritabilitetslære, den, som Oeders Disputats omhandlede.
Baade i denne polemiske Affære og senere viste R. sig at være Øjeblikkets Mand, selvskreven til at glide ind i
Ansættelse ved Universitetet. Faa den ene Side gjennemtrængt af den gammeldags lærde Konservatisme, som
Universitetet fremdeles fuldt holdt i Hævd, og paa den anden Side dog i en passende Grad interesseret for og
bekjendt med de nye banebrydende Strømninger i Læge- og Naturvidenskaben — hvad denne Overgangstid
nødvendig tiltrængte — var han et af Universitetet særlig begunstiget Professoræmne, og efter at han 1755 havde
erhvervet sig den medicinske Doktorgrad, i øvrigt ved en ikke meget betydelig Afhandling, opnaaede han snart
(1756), med Forbigaaelse af sin Rival, den ulærde Heuermann [...], at blive Professor medicinæ designatus.
Samtidig sluttede han sig med stor Iver til den nye, af Regeringen beskyttede Koppeindpodningsbevægelse og
overtog Lægeposten ved den 1755 oprettede Inokulationsanstalt under Livlægen v. Bergers Overbestyrelse,
hvorved han dokumenterede sit fremskridtsvenlige Sindelag og fuldt kunde blive udsonet med Hofkredsen, i
hvilken hans Optræden mod Oeder selvfølgelig havde vakt meget Anstød. 1756 fratraadte han igjen
Inokulatorposten, i det han strax efter at have modtaget Designationen paa det medicinske Fakultets Initiativ drog
til Upsala for at studere Botanik under Linné, og hjemkommen her fra foretog han det følgende Aar i Selskab med
Joh. Th. Holm (Holmskjold) [se note om Holmskjold i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave], s. 285 f.]
en stor Studierejse til Tyskland, Holland og Frankrig, paa hvilken han særlig kastede sig over Anatomiens og
Botanikkens Studium.
Hjemkommen 1760 overtog han som Vikar for Fakultetets Senior, B. Buchwald, Undervisningen i Anatomi og
Botanik, hvormed tillige fulgte Bestyrelsen af den [déngang] endnu bevarede lille botaniske Have ved
Universitetet. Efter Buchwalds Død fungerede han paa samme Maade, med Iver og Dygtighed, som Vikar for
Lodberg Friis. 1763 blev han Medlem af Videnskabernes Selskab og debuterede da i Selskabets Skrifter med en
udførlig, dygtig og grundig Afhandling om sin gamle Yndlingssag Koppeinokulationen: »Forsøg til en ny
Grundlære om Koppernes Indpodning samt Anhang om Indpodningens Historie i Danmark og Norge« — vistnok
den vigtigste af R.s litterære Publikationer. 1770 blev han Justitsraad, og 1776 rykkede han op til at blive
Professor ordinarius. Men ved denne Tid havde han kulmineret og havde ikke mere nogen synderlig Betydning
som Universitetslærer eller Videnskabsmand, om han end, efter J. P. Mynsters Vidnesbyrd, vedblev at vise sine
gode Docentgaver, Orden, Klarhed og kraftig Stemme i Foredraget. Hans Interesse og Energi samlede sig nu
mere om de til hans Avtoritetsstilling knyttede Magtspørgsmaal end om Undervisningen. Som Meddirektør for den
nye kongl. botaniske Have havde han nok Fortjenester, ligesom Botanikken vedblivende var hans videnskabelige
Yndlingsfag baade med Hensyn til Undervisning og til litterær Produktion; men hans Administration var dog i flere
Henseender alt andet end rosværdig, særlig i Forholdet til Vahl, og han kan overhovedet næppe siges fri for paa
en noget intrigant Maade at have benyttet sine Forbindelser ved Hoffet, om end Hovedskylden for Misgrebene
maaske falder paa hans i det hele lidet tiltalende Meddirektør og Ven Holmskjold. 1779 fik han Titel af Etatsraad,
1784 af Konferensraad.
De i Forhold til hans oprindelige Evner temmelig ringe videnskabelige Ydelser have i øvrigt vistnok deres
nærmeste Grund i hans altid noget svagelige Helbred, der i hans modnere Aar udartede til en langvarig og
indgribende hypokondrisk Sygelighed, som bl.a. bragte ham til helt at opgive al Lægepraxis, og som kom til
Udbrud ved hans 2. Hustrus Død. Efter at hans 1. Hustru, Ursula f. Schnabel (Datter af Rektor i Roskilde Bernt
S.), hvem han havde ægtet 1762, var død 1767, ægtede han det følgende Aar Johanne Elisabeth Mangor, Datter
af Apotheker og Ejer af Svaneapotheket i Kjøbenhavn Christoffer Heerfort M.; men til hans store Sorg døde hun
1771. Dog giftede han sig 3. Gang 1778, med Catharina Hedvig Wohlert (død 1811), Datter af Drejer Daniel
Jacob W. Interesse for Videnskaben viste han dog ogsaa i sine senere Aar, navnlig ved i Videnskabernes
Selskab at give Meddelelser af botanisk, anatomisk og filologisk Indhold. Med en vis Forkjærlighed vedblev han
346/484