Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Rosenstand-Goiske, Peder, 1704—69, Theolog
Af A. Jantzen
Peder Rosenstand-Goiske blev født 1. Maj 1704 i Vestervig Præstegaard i Thy. Hans Forældre vare Provst Peder
G. og Bodil Margrethe f. Rosenstand. Sin første Undervisning fik han hos en kvindelig Slægtning i Aalborg, kom
derefter hjem til Faderen for at forberedes til Latinskolen og blev dimitteret fra Aalborg 1722. Var han kun svag i
Kundskaber, da han kom til Universitetet, hævede han sig dog snart til at blive bekjendt for sin solide Lærdom. Da
hans Fader døde faa Maaneder efter, at han havde deponeret, maatte han vende hjem og fik saaledes sine
Studeringer afbrudt i nogen Tid. Han fik alligevel Attestats 1724 og var nu Huslærer dels i Hvedstrup Præstegaard
ved Roskilde, dels i Kjættinge Præstegaard paa Laaland [Lolland], hvor den senere Biskop, Dr. P. M. Bildsøe [...]
var hans Elev og af ham blev fulgt til Universitetet 1726. Sidstnævnte Aar blev han Femte-lektiehører i Aalborg,
forflyttedes 1733 til Viborg som Konrektor og blev Aaret efter tillige Lector theologiæ, indtil dette Embede
nedlagdes 1740. I denne sidste Egenskab paahvilede de aarlige Skærtorsdagsprædikener ham; 11 af disse
samlede han senere under Titel: »Betragtning over vor Frelseres Jesu Christi Testamente og Sakramente eller
over Skærtorsdagstext« (1753; 2. Opl. 1762; de udkom ogsaa i tysk Oversættelse). I Viborg kom han meget i
Stiftsprovst, Mag. Tychonius' Hus [se om Tychonius i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og drog
stor Nytte af hans rige Bibliothek. 1735 havde han faaet Magistergraden, og 1742 erhvervede han den
theologiske Doktorgrad for en Afhandling om Treenigheden. Efter den lange Skolevirksomhed blev han 1747
Stiftsprovst i Viborg. Om hans Prædiken skriver Viborgs Kronikør, Degnen Thjørring: »Han var langt bedre skikket
til at være Skolelærer end til Prædikeembedet, da han tilforn kun havde ringe Øvelse deri. Hertil kom, at han ikke
saa vel kunde udtrykke sig i det danske som i fremmede Sprog. Dersom han skulde have prædiket paa Latin,
Græsk eller Hebraisk, havde det faldet ham let; men at prædike paa Dansk faldt ham noget tvungent«; men
Thjørring giver ham derhos den største Ros for hans usminkede Gudsfrygt og kjærlige Virken, hvorfor han var
»særdeles højt æret og elsket af alle«. Af hans Prædikener i Viborg udkom senere (1766—69) »Betragtninger
over alle Søn- og hellige Dages Evangelier udi Prædikener«, 4 Dele. Men knap 2 Aar havde han været
Stiftsprovst, da han i Maj 1749 kaldtes til at være Reuss' Eftermand som theologisk Professor i Kjøbenhavn.
R.-G.s Indtræden i det theologiske Fakultet var af stor Betydning. Han pustede Liv i det hensygnende Studium, og
de unge flokkedes om hans Lærestol. Han er den, som her hjemme først gjennemfører den Wolfske Filosofis
Anvendelse paa Theologien. Det var hans Overbevisning, at Kristentro og Fornuft ikke kunde stride imod
hinanden; Kristendommens Sandhed, paastod han, lod sig bevise ved Fornuftens Slutninger; Fritænkeriet var kun
en vildfarende Fornuft; og naar Mennesker ikke vare troende, var det kun, fordi de ikke brugte deres Fornuft.
Ligesom Wolf selv mente R.-G., at en saadan Lære maatte være en fortrinlig Støtte for Religionen; men
Resultatet blev, at denne religiøse Retning nødvendig maatte bane Vejen for Rationalismen; og Fejlsynet er ikke
mindst dette, at R.-G. i Kristendommen kun ser en Lære. Denne demonstrerende Methode forkyndtes ikke blot fra
Kathedret for de studerende, men han vilde ogsaa praktisere den i Folkets brede Lag og paabegyndte i det
Øjemed 1753 et Ugeskrift: »Billige Frie-Tanker over ubillig Frie-Tænkeri«. Han vilde for Lægfolk gjennemgaa alle
de Tvivl og Indvendinger, der rejstes mod Kristendommen for at vise Daarligheden i disse. Det kunde synes et
farligt Vovestykke, naar Hensyn tages til Tidsforholdene; R.-G. havde ogsaa Ord for at tale med større Frihed,
end der hidtil var hørt af nogen dansk Theolog. Den arkevise Udgivelsesmaade blev dog snart opgivet, og den
sidste større Halvdel udkom som et samlet Hele. Skriftet er over 1.000 Sider stort, men maa vistnok anses som
ulæseligt nu til Dags baade paa Grund af det knudrede Sprog og den tunge Begrebsudvikling. Dermed tør
ingenlunde nægtes, at det ikke i sin Tid har gjort sin Nytte og virkelig har kunnet bruges til Opbyggelse og til
Befæstelse i Troen. Adskillige Vidnesbyrd bestyrke ogsaa dette. Senere indvikledes R.-G. i en kjedelig Sag i
Anledning af sin Beredvillighed til at omvende Fritænkere. Et Skrift, »Religion der Adepten«, blev paa anden
Haand tilsendt ham fra den fritænkerske Advokat G. Schade i Hamborg med Anmodning om at opfordre en
Theolog til at gjendrive dette. R.-G. gjorde det selv og lod Gjendrivelsen i tysk Oversættelse blive tilstillet Schade.
Denne trykte det nævnte Skrift sammen med R.-G.s Gjendrivelse og brugte vistnok kun denne Fremgangsmaade
for overhovedet at kunne faa sit eget Arbejde trykt. De hamborgske Recensenter rejste stærke Anker mod R.-G.,
og saa snart dette kom denne for Øre, bad han Kancelliet skaffe sig Satisfaktion. En retslig Undersøgelse blev
anstillet, og Schades Bog blev brændt i Hamborg af Bøddelen. Rygtet sagde, at R.-G.s Gjendrivelse havde faaet
samme Skæbne, men dette viste sig at være urigtigt. Der blev givet R.-G. Oprejsning; og Schade, der nu levede i
Altona, blev forvist til Christiansø.
I 20 Aar var R.-G. et anset og virksomt Medlem af det theologiske Fakultet; fra 1751 havde han tillige været
Tilforordnet i Missionskollegiet og Direktør for Waisenhuset; fra dette Embede søgte han dog Afsked formedelst
Svagelighed 1767. Efter at han 13. Juni 1769 om Formiddagen havde sluttet sin Forelæsning over Dogmatikken
for det Semester, døde han samme Dags Aften meget pludselig. Han blev 1740 i Viborg gift med Marie Benedicte
Kneyln, Datter af Major i Kavalleriet Joh. Philip K. De havde 10 Børn, og Faderens »Navn, Agtelse og Yndest gik i
Arv til hans vittige og lærde Sønner«, skriver Nyerup. 2 af disse ere anførte her, og 5 Svigersønner have alle
vundet et Navn: Etatsraad, Prof. Jerem. Wøldike, Prof. C. A. Borch [...], Konfessionarius, Dr. Bastholm [...],
Historikeren Abraham Kall og Dr. med. Johan Philip Rogert i Viborg.
339/484