Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

vilde gjøre en slet Virkning paa Befolkningen; men han kunde lige saa lidt trænge igjennem her som ved flere
andre Lejligheder, hvor han udtalte sig om ret vigtige Forhold. Det var i det hele langt fra, at Kongen fik mere
tilovers for ham, efter at han var fratraadt sine Stillinger i danske og tyske Kancelli. I det Christian VI i stigende
Grad opfattede Brødrene Plessen som ubehagelige Oppositionsmænd, blev R. paa Grund af sit nøje Forhold til
disse Mænd ogsaa Gjenstand for hans Mistro. Da Banken i Kjøbenhavn grundedes 1736, fandt Kongen, at R. var
alt for lidt ivrig i at tegne sig for Aktier i dette af ham selv stærkt begunstigede Foretagende, og med en klar
Hentydning til Plessenerne skrev han i den Anledning til Schulin: »Gehejmeraad R. viser ved enhver Lejlighed, af
hvilken Bande han er, og at han ikke vil flattere os.«
Det synes ogsaa, som om R., der i det hele holdt for meget af at høre sig selv tale, ikke altid var tavs nok, og at
han, der med en stor Overbærenhed ganske tilgav sin Hustru og endog viste hende megen Tillid, havde ondt ved
at holde tæt over for hende, som ingenlunde var diskret nok. Men var der nogen Egenskab, Christian VI krævede
af sine Ministre, var det Tavshed, og ærgerlig sagde han derfor, at R. ikke kunde tie længere, end til han saa sin
Kone.
Alt dette tilsammenlagt giver Indtryk af, at R.s Stilling i Aarene efter 1735 var alt andet end behagelig, og dertil
kom, at Kongen efterhaanden ogsaa blev uenig med ham, hvad den udenrigske Politik angik. R. holdt paa dette
Omraade stadig fast ved, at Forbund med England burde foretrækkes for en fransk Alliance. Da 1739 det tidligere
Forbund med England blev fornyet, kunde det se ud, som om R.s politiske System endnu skulde opretholdes;
men meget snart derefter foregik der en Svingning i den danske Politik over imod Frankrig, saaledes som
Løvenørn og Schulin vare ivrige for. Ved Nytaarstid 1740 blev der truffet hemmelige Aftaler om et dansk-fransk
Forbund, der skulde træde i Kraft, saa snart Alliancen med England var udløbet. Efter denne Svingning var R.s
Forbliven i Konseillet umulig længere, og 27. April 1740 fik han pludselig sin Afsked. Det Brev, hvorved Kongen
meddelte ham dette, indeholdt ingen Paaskjønnelse af hans lange Virksomhed i Statens Tjeneste, men dog den
Forsikring, at det kun var Hensynet til hans Alder, ikke derimod nogen Misfornøjelse eller Tanke om at vise ham
Unaade, der gjorde, at han fritog ham for mere at deltage i Konseillets Forhandlinger; han skulde have en
Pension paa 5.000 Rdl., og han vilde kunne vælge, om han vilde være Stiftamtmand i Odense eller Aarhus. R.
fandt imidlertid, at han havde været Embedsmand længe nok, og ønskede desuden ikke at staa under nogen
Minister. Han bad derfor om at maatte faa Pensionen uden at behøve at overtage noget nyt Embede, og dette
indrømmede Kongen ham.
R. havde efter sin Fader arvet Rosenholm, og senere (1735) kjøbte han Rygaard og Aaret efter Egholm, begge
Godser i Sjælland. Da han fik sin Afsked, forlod han Kjøbenhavn og boede paa sine Godser, mest paa
Rosenholm. Hvorledes han tilbragte sin Tid der ovre, har han skildret i et Digt paa Latin til Gram [se om Hans
Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] 1741. Det viser, at om han end havde Syssel nok og
endnu kunde finde Glæder i Livet, følte han dog Smerte ved den Uret, han mente at han havde lidt. Det har derfor
maattet være ham en Glæde, da Kongen et Par Aar efter hans Afsked greb en Lejlighed til at vise ham, at han
tænkte med Venlighed paa ham. Han forhøjede nemlig uden nogen Anmodning fra R.s Side hans Pension med
1.000 Rdl. Netop den Gang havde han faaet at vide, at R. var svagelig, og han skrev i Anledning af
Pensionsforhøjelsen til J. L. Holstein: »Maaske lever R. ikke længe. Katarrhalske Febre ere farlige for en Mand i
hans Alder. Det gjør mig ret ondt for den brave Mand«. Ikke længe efter skjænkede han R. en kostbar Daase med
Brillanter. Efter forskjellige Svingninger endte Forholdet imellem Kongen og R. saaledes mildt og harmonisk.
R. døde 13. Nov. 1745. I sit andet Ægteskab havde han 5 Børn, 3 Sønner og 2 Døtre. Meget bekjendt blandt
Sønnerne blev [...] Fred. Chr. R. Hans Enke, som 1750 fik Ordenen de la fidelité, døde 1763.
[Th.A. Müller formoder i »Den unge Ludvig Holberg«, s. 169, at Rosenkrantz var Holberg's model i 412' og 538'
Epistel].
Til: Indholdsfortegnelsen
338/484