Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Meget hyppigt er endelig 69 Situationer og satiriske Udfald i Komedierne allerede
anlagte her. Slagsmaalet mellem Hestedoktoren og den gamle Gunild er en
tydelig Parallel til det mellem Barberen og Signekællingen i Barselstuen,
Udfaldene mod Projektmagere forbereder dem, som fra Niels Klim gaar over i
Republiquen, de talrige Scener, hvor en Person holder en anden for
Genganger, knæler og beder for sig, indvarsler tilsvarende i Mascarade, Uden
Hoved og Hale (hvor gamle Gunild kommer igen), og i Abracadabra.
Dog interessantest er det maaske, at vi allerede her i Omrids har det Skuespil,
som paa en Maade sammenfatter Holbergs hele Stilling til sin Samtid, Det
lykkelige Skibbrud. Den Forbitrelse og Miskendelse, som første Bog af Peder
Paars havde fremkaldt, vakte en vis pessimistisk Stemning hos Holberg, den
Stemning, han lidt senere gav Udtryk i disse Ord: »Som de fleeste Mennesker
udi Verden ere enten onde eller uriimelige, saa finde og de fleeste ikke deres
Regning ved, at der ere Satyrici til i Verden, som male dem af med rette
Farve«. Derfor stiger i sidste Bog hans egen ideale Skikkelse som den forfulgte
Stadssatyrikus, den senere Philemon, op af Digtet. Der sidder han ved Værtens
Bord som »en bleg og mager Mand«, der aldrig drikker sig nogen Rus:
Han sad og smilede af denne drukne Tale
Gav Agt paa al den Snak fra Hovedet til Hale.
Han meget ærbar var, dog kunde man tit see,
At han sig barede med Møye for at lee.
Værten fremhæver hans Værd paa Rosiflengius' Bekostning:
Han kunde skrive som Jens Busk og andre flere
Til Folks Berømmelse og giøre Sort til Hvit
Og derfor Gaver faae. Hans Svoger siger tit:
Min kiære Broder! giør ey flere slige Skrifter,
Skriv heller Folk til Roes.
Hvorfor priser han ikke Gert Løjtnant, der ifjor kom hjem fra den tyske Fejde,
hvorfor lovsynger han ikke Mads Degn, der saa gærne ser sit Navn paa Tryk og
hvis Hustru er saa frugtbar, hvorfor gør han ikke et Vers til Ære for den lærde
Skolemester, der aarligt udgiver saa skønne Bøger? Han kan ikke overvinde sig
dertil. Ikke Trusler, ikke Pinebænk vilde kunne bringe ham til at sige andet om
den navnkundige Skolemester, end at han er en Generalpedant. Ja -
Om én Landsthings-Dom mig tvang at sige andet,
Jeg skulde heller mig begive ud af Landet,
Ja viske i et Hul, som Midæ Hof-Balbeer:
Skolmester er Pedant, jeg tør ey sige meer.
69 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
62