Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], saaledes gjorde det ham vel skikket til at være
Universitetets Patron, hvad han var bleven 16. Marts 1731.
R. medbragte fra sin tidligere diplomatiske Virksomhed Kundskaber paa dette Omraade, der maatte have
Betydning for ham, da han nu som Oversekretær i tyske Kancelli tillige blev Udenrigsminister, og han havde
desuden i sine andre Embeder vundet godt Kjendskab til Landets Forhold i flere Retninger; han var ogsaa
samvittighedsfuld i sin Embedsførelse. Som Udenrigsminister var han afgjort mere fremtrædende, end hans
Forgængere i den senere Tid havde været, og det har sin Interesse at se ham gjøre Begyndelsen paa, hvad der
siden blev i høj Grad iøjnefaldende hos Bernstorfferne [J.H.E. Bernstorff og A.P. Bernstorff], nemlig ved sine
Depecher at sætte de danske Diplomater ind i Regeringens politiske Opfattelse af de evropæiske Forhold i
Almindelighed. Men naar han dog ved sin Stilling til Kongen aabenbart var mindre fri i sin Virksomhed, end de
bleve det, saa staar han unægtelig ej heller ved Siden af dem, hvad overlegent politisk Blik angaar. Man vil vel
overhovedet, hvor stor Sympathi man end føler for ham, og hvor meget man end anerkjender hans Dygtighed,
næppe sætte ham i den første Række af vore Statsmænd; man har ikke ved ham egentlig Indtrykket af en
overlegen Mand.
I sin Udenrigspolitik mødtes han godt med Kongen i at søge et venskabeligt Forhold til Sverige og ikke mindre i
den Politik, der førte til Traktaterne med Østerrig og Rusland i 1732, som skaffede nye Garantier for Slesvigs
Besiddelse. Under den Rivalisering imellem England og Frankrig, der netop nu begyndte igjen, foretrak han
afgjort Tilslutning til den første af disse Magter, og han fandt deri stærk Støtte hos sine Kolleger Brødrene
Plessen; men højst sandsynlig vilde han dog ikke uden Hjælp fra anden Side have kunnet trænge igjennem med
sin Politik over for den Indflydelse, som Krigsministeren Løvenørn [...] udøvede paa Kongen i franskvenlig
Retning. Naar Striden imellem disse Statsmænd endte med, at der 1734 blev sluttet Forbund med England,
skyldtes det ikke R.s overlegne Indflydelse, men de Raad, som Kongen fik af sin Fætter Grev Stolberg-
Wernigerode. I Virkeligheden var R. s Stilling allerede begyndt at blive vaklende.
Hvor nøje man end kunde have troet at Forholdet vilde blive imellem Kongen og det Konseil, han havde valgt sig,
da han besteg Tronen, holdt det dog ikke længe. Efter at R. og Plessenerne havde virket til, at Christian VI, saa
snart han blev Konge, skyndte sig med at ophæve Landmilitsen, maatte de lide et Nederlag, da de et Par Aar
efter forgjæves bekæmpede Tanken om at gjenindføre den. Uheldigvis kan man ikke give R. og hans tvende
Kolleger den Ros, at de ved denne Lejlighed havde staaet paa Bondefrihedens Side, thi hvad de vilde have
Kongen til at stille i Steden for Landmilitsen, var i Virkeligheden et Stavnsbaand fra det 14. til det 40. Aar. Det var
Løvenørn, som her havde sejret over dem, og samtidig med at R. tillige havde at kæmpe med denne paa det
udenrigske Omraade, blev han uenig med Kongen med Hensyn til de kirkelige Forhold, hvor han selv ganske
bestemt stod paa det gamle orthodoxe Partis Side, medens Christian VI mere og mere gled over i Pietisternes
Lejr. Den Modsætning, der her fremkom, skærpedes aabenbart end mere ved den pietistiske Nidkjærhed, der
opfyldte Kongens Damer, baade hans Dronning, Sophie Magdalene, og hans Svigermoder, den magtlystne
Markgrevinde af Bayreuth. Saa indtraf tillige det store Uheld for R., at hans Hustru gjorde Skandale. Skjønt hun
ikke mere var helt ung og havde født ham 5 Børn, var hun ikke lidt flanet og koketterede paa en aldeles
upassende Maade med unge Herrer. Følgen deraf var et blodigt Sammenstød imellem 2 af Hoffets unge
Kavallerer hos hende selv, en Historie, der opvakte Kongens levende Forbitrelse imod hende, og som ikke kunde
andet end skade baade R. og hendes Onkler. Det var kun faa Dage efter dette Optrin, at Ludvig Plessen i Jan.
1734 traadte ud af Konseillet. Det blev nu en pinlig Tid for R. Hans Hustru havde bragt ham i Folkemunde paa en
alt andet end behagelig Maade, og efter at begge Plessenerne havde forladt Konseillet, stod han alene tilbage
der, blot med en ubetydelig Mand, Blome, til Kollega. Hans Stilling hos Kongen var saa undergravet, at denne
ventede, at han vilde tage sin Afsked. R. gik imidlertid ikke, uvist af hvilken Grund, og Kongen lod ham foreløbig
blive siddende; men hvor liden hans Tillid til ham var, viser et saadant Træk som det, at han lod Schulin, der den
Gang var Sekretær i tyske Kancelli, jævnlig gjennemlæse R.s Expeditioner og udtale sig for ham selv om dem.
Et saadant Forhold kunde naturligvis ikke vare længe, og Christian VI lod ham derfor i. Juni 1735 afgive sine
Embeder som Chef for begge Kancellierne, saaledes at J. L. Holstein afløste ham i danske Kancelli og Schulin i
det tyske. Derimod beholdt han sine Pladser som Medlem af Konseillet og som Patron for Universitetet. I Kraft af
denne sidste Stilling havde han faa Aar i Forvejen (1732) virket med til, at Universitetet havde faaet en ny
Fundats. Det vilde være Uret at nægte, at han derved havde virket til Fremskridt i flere Henseender; men man
maa uheldigvis tilføje, at der dog blev staaende saa meget forældet, og at der endnu kom til at fattes saa meget af
nødvendige Udvidelser, at man maa sige, at R. og hans gode Ven og Raadgiver Hans Gram [se om Hans Gram i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] ved denne Lejlighed viste, at de langtfra havde Reformaand
nok.
Stillingen som Medlem af Konseillet gjorde det ganske vist ogsaa efter 1735 muligt for R. at tale et Ord med i
vigtige Statsspørgsmaal; men han maatte nødvendigvis føle sig ene der, saaledes som dette nu blev sammensat.
At han ikke var bange for ogsaa under disse Forhold at udtale Meninger, som han kunde sige sig selv at Kongen
ikke vilde synes om, viser det, at han i Aaret 1737 indgav en indtrængende Forestilling imod et Forslag af
Generalprokurøren Andreas Hojer om Indførelse af Landfiskaler, som skulde holde vaagent Øje med, hvad der
skete imod Loven og Forordningerne. R. frygtede med Grund for, at dette kunde føre til et uhyggeligt Spioneri, der
337/484