Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Riegels, Niels Ditlev, 1755—1802, Historiker og Litterat
Af E. Holm, Jul. Petersen og Jonas Collin
Niels Ditlev Riegels var født paa Søllestedgaard paa Laaland [Lolland], og han var Søn af Justitsraad,
Landsdommer Hans R. (dvs. Riegelsen) (død 1770) og Bodil Birgitte f. Flindt (død 1767). Efter at han var bleven
Student 1771, begyndte han at studere Theologi, især Kirkehistorie, og han udgav nogle mindre Arbejder i denne
Retning; men han blev kjed deraf, rejste udenlands og opholdt sig ved flere Universiteter, saaledes baade ved det
i Gøttingen og det i Kiel, hvor han kom i en nærmere Forbindelse med en fra ham for øvrigt meget forskjellig
Personlighed, Prokansleren J. A. Cramer. Han vendte tilbage til Kjøbenhavn 1779, og 2 Aar derefter blev han
ansat som Pagehovmester hos Dronning Juliane Marie. Trods den Uvilje, som han siger at han havde fattet for
det theologiske Studium, følte han dog Lyst til at udgive et stort kirkehistorisk Arbejde, og i Tiden fra 1781—86 fik
han udgivet 3 Bind, der dog ikke naaede længere end fra den kristne Kirkes Begyndelse til den arianske Strids
Afslutning. Under dette Arbejde havde han søgt at nærme sig til Guldberg, som synes at have fattet Interesse for
hans Plan; men han valgte dog snart at slutte sig til dem, der paa denne Tid arbejdede paa at styrte det
Guldbergske Ministerium for at stille den unge Kronprins i Spidsen for Staten; han virkede bl.a. til igjennem
Cramer [Johan Andreas Cramer] i Kiel at faa en Brevvexling i Stand imellem Kronprinsen og Bernstorff. Men naar
han aabenbart havde haabet ved at deltage heri at bane sig Vejen til stor Indflydelse for sig selv, blev han skuffet,
thi de andre Deltagere i Planen havde Mistillid til ham og følte sig frastødte ved hans lidet tiltalende Personlighed.
Intet Avancement faldt derfor i hans Lod, da Kronprinsen kom til Magten 14. April 1784; men han opnaaede dog,
hvad der maatte synes at være en ikke ringe Fordel, at faa en aarlig Pension paa 1.200 Rdl. Skjønt dette
ingenlunde kunde kaldes en daarlig Betaling for, hvad han havde udrettet til Gavn for Kronprinsen, og uagtet det i
hin Tid fra flere Sider blev kritiseret som en urimelig Begunstigelse af ham, mente han dog selv, at han var bleven
skammelig tilsidesat, og han glemte det aldrig. I den følgende Tid levede han mest paa en Gaard, som han ejede
i Landsbyen Højet paa Falster, optagen af en omfattende Skribentvirksomhed. I Slutningen af sit Liv styrede han
et af ham selv grundet »Læreinstitut« i Sorø, ved hvilket han bl.a. holdt offentlige Foredrag over historiske og
naturhistoriske Æmner. Under et Besøg i Gunslev Præstegaard paa Falster — vistnok for at se til Arbejder ved
Skovby Nor, som han havde væsentlig Andel i — døde han af et apoplektisk Anfald 24. Avg. 1802.
Hans Forfattergjerning var af meget forskjellig Slags. Han skrev saaledes baade et saakaldet »Forsøg til
Kirurgiens Historie« (s. ndfr.) og, hvad der maa nævnes som hans vigtigste Arbejder, udførlige Skildringer af den
danske Historie, nemlig Christian Vs Historie (1792), Frederik IV's Historie i 2 Bind (1795) samt »Smaa historiske
Skrifter« i 3 Bind (1796—98). Af dette sidste Skrift drejer næsten hele 3. Del sig om Christian VI; i 1. Del findes et
»Skilderi« af Christian II, et lille «Maleri» af Christian IV og et Par »Skilderier« af Dronningerne Sophie Amalie og
Charlotte Amalie. Det øvrige af disse 3 Bind behandler den almindelige Historie. Hertil kom mindre Skrifter
vedrørende Dyrlægevidenskab og flere Grene af Naturhistorien (s. ndfr.) samt en stor Mængde Afhandlinger og
Flyveskrifter med Hensyn til forskjellige Forhold i Kirke, Stat og Samfund, sædvanlig af udpræget polemisk Farve.
Heriblandt kan fremhæves det Maanedskrift, han i Aarene 1788—90 udgav under Navn af »Kjøbenhavns
Skilderi«.
R. var aabenbart en Mand med Begavelse; han havde et skarpt Blik til at iagttage alskens Forhold i Samfundet,
han havde Sans for Fremskridt, og man kan ikke frakjende ham Følelse for de lidende i Samfundet. Som man her
mærker Paavirkning af det filanthropiske i Tiden, saaledes var han paa mange Maader stærkt greben af, hvad der
den Gang var oppe. Da der utvivlsomt var meget, der trængte til kritisk at belyses, for at de nødvendige
Forandringer kunde finde Sted, vilde en Mand med hans Evner kunne have gjort god Nytte; men ulykkeligvis
havde han som Personlighed alvorlige Skyggesider. Han var en underlig misfornøjet, bidsk Natur, der havde en
utrolig Forkjærlighed for kun at se, hvad der ikke duede, og for at se det slette i meget forstørret Maalestok. Naar
man undtager nogle ganske faa Mennesker, saa han sig arrig paa næsten alle, som han paa en eller anden
Maade kom i Berøring med.
Det er en Selvfølge, at en Mand med hans Aandsretning og hans Temperament blev stærkt greben af den
franske Revolution. Han stolede paa, at der vilde komme herlige Virkninger af »den franske Nations for den selv
farlige, men for Menneskeheden heldige Gjæring«; han saa i Aanden, hvorledes »dens Lærdomme i Fremtiden
ville ophøje sig langt over gothisk Adelsaand, hierarkiske Voldsmænd og da holde disse lænkede til deres
Triumfvogn, naar de uforstyrrede drage om fra Hytte til Byen og udbrede varig Lyksalighed«. Mange her hjemme
forstode den Gang at forene Begejstring for den franske Revolution med Ærefrygt for den dansk-norske
Enevælde, særlig som den traadte frem i Tiden efter 1784. Men dette var R. langt fra. Han var vistnok i og for sig
ikke en afgjort Fjende af Monarkiet; derimod var Aristokrati det, han hadede mest af alt, og han kunde derfor godt
finde sig i et Kongedømme, der gjennemførte stræng Lighed — helst med nogen Uvilje imod Adelen —, og som
tillige havde Lyst til Reformer, med andre Ord den oplyste Enevælde. Men helst saa han dog denne Enevælde
paa visse Maader noget indskrænket, ikke alene ved Pressefrihed, men ogsaa ved at have den Pligt at aflægge
offentligt Regnskab, og dette førte ham da konsekvent til at ønske en Rigsstænderforsamling, for hvilken
Regeringen skulde aflægge sit Regnskab. Bortset herfra vare for øvrigt R.s politiske Meninger ligesom næsten
alle deres her hjemme, hvem Revolutionen satte i Bevægelse, meget uklare.
331/484