Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Reverdil, Elie Salomon François, 1732—1808, Lærer, siden Forelæser og Kabinetssekretær, hos Christian
VII
Af E. Holm
Elie Salomon François Reverdil var født i en lille By Niort i Kanton Waadt i Schweits [Schweiz] og Søn af en
juridisk Embedsmand. Efter at han havde faaet sin Uddannelse ved Universitetet i Genf [Genève], kom han o.
1758 til Danmark, rimeligvis ved Medvirkning af en Fætter, Roger, der havde en høj Stjærne hos Bernstorff. Han
kom i Kjøbenhavn til at indtage en Plads som Lærer i Fransk og Mathematik ved Kunstakademiet; men snart
efter, i Aaret 1760, blev han ansat som Lærer hos Kronprinsen, den senere Christian VII. Det er bekjendt, at det
lykkedes ham at vinde sin Elevs Velvilje, og at hans Undervisning dannede et Lyspunkt i Prinsens paa flere
Maader sørgelige Historie som Barn. Følgen af dette Forhold var, at saa snart hans Elev 1766 besteg Tronen,
knyttede han R. til sig, først som Forelæser og dernæst som Kabinetssekretær. Saa stærkt som den unge Fyrste
fra først af følte Trykket af sin nye Stillings Hverv, og saa vaklende som han stod, var der, som det synes,
Lejlighed for R. til at blande sig i Regeringssagerne og spille en ret betydelig Rolle; men det ser ud til, at han viste
megen Takt under disse Forhold. Paa ét Punkt mente han dog, at det var hans Pligt at bruge sin Indflydelse, og
det var for at faa Reformer i Stand paa Landboforholdenes Omraade, i det han her søgte at nytte den Varme for
Bondestanden, som han allerede havde forstaaet at indgive Kongen, medens [denne] var Barn. 1767 affattede R.
et Par Memoirer for Christian VII, i hvilke han udviklede, hvad han mente, at der fortrinsvis burde gjøres for
Bondestanden. Følgen heraf var, at der i Okt. s. A. blev nedsat en Landvæsenskommission, i hvilken han selv tik
Sæde; men netop som Øjeblikket syntes at være kommet for ham til at gjøre Gavn paa et vigtigt Omraade, fik han
i Nov. s. A. Befaling til ufortøvet at forlade Landet, i det der tillige udbetaltes ham 10.000 Rdl. som en
Naadepenge én Gang for alle.
Grunden til dette paafaldende Skridt fra Kongens Side var aldeles overvejende, at de russiske Diplomater, der
den Gang i Kjøbenhavn forhandlede om en endelig Løsning af det gamle gottorpske Stridsspørgsmaal, ved en
besynderlig Fejltagelse holdt R. for en Fjende af Rusland og derfor vilde have ham bort; men for øvrigt var
Kongens Yndling Grev Holck næppe uden Del deri. R. selv tog sig denne Behandling nær og skrev Christian VII
et temmelig bittert Brev til i den Anledning, hvad der havde til Følge, at denne lod sende ham et skarpt Svar. Man
skulde tro, at der hermed var indtruffet et ulægeligt Brud imellem dem. Men under den sørgelige Sindssygdom,
der i den følgende Tid mere og mere lagde sig over Kongen, maa han dog have bevaret gode Minder om R. I det
mindste ligger det nær at tro det, naar man ser, at Struensee overtalte R. til i Sommeren 1771 at vende tilbage til
Danmark og paatage sig at være den ulykkelige Konge til Selskab. R. blev forfærdet ved at se Kongens Tilstand,
da han kom til Hoffet igjen, men helligede ham dog trofast Omhu, indtil Struensees Fald (17. Jan. 1772) gjorde
Ende paa dette andet Ophold i Danmark. Han blev atter sendt bort, og siden levede han til sin Død i sit
Fædreland. Hans Liv i den Tid vedrører os derfor ikke.
R. var en begavet og indsigtsfuld Mand, der baade havde Menneskekundskab og god Iagttagelsesevne. Han
satte sig nøje ind i Forholdene her i Landet, hans Følelse af at tilhøre en større Kultur bragte ham ikke til at
overse, hvad der var dansk, og han forstod at dømme, om end alvorlig, saa dog uhildet og forstandig. Dette hang
sammen med hans ubetinget hæderlige Karakter. Han havde ivrige Modstandere, særlig paa Grund af sin
Kjærlighed til Bondestanden, og fra deres Side er han bleven opfattet baade som fanatisk og ærgjerrig; men selv
de erkjendte fuldt ud hans Uegennyttighed og Hæderlighed. Hans gode Egenskaber træde tydelig frem, dels i den
Fortsættelse af Rogers »Lettres sur le Danemarc«, som han affattede o. 1764, dels, og det i endnu højere Grad,
ved hans for vor Historie betydningsfulde Skrift »Struensée et la cour de Copenhague 1760—72«, der først
udkom mange Aar efter hans Død, nemlig i Aaret 1858, og strax blev oversat paa Dansk. Han skrev dette Arbejde
dels efter, hvad han selv ligesom saa for sine Øjne under sit Ophold i vort Fædreland, dels paa Grundlag af, hvad
han ved sine gode Forbindelser her hjemme hørte om Forholdenes Udvikling i den Tid, da han var i Schweits.
Besindig og fordomsfri, som han var, indtager han en enestaaende Stilling midt i al den Lidenskabelighed og
Partiskhed, der beherskede Sindene, og det selv hos de allerbedste. Han nærede vistnok en uindskrænket
Højagtelse for J.H.E. Bernstorff som Menneske og i visse Henseender ogsaa som Statsmand; men dette
hindrede ikke ham, Schweitseren, i at se, at meget trængte til at reformeres her hjemme, og at her var fuldt af
Fordomme og Misbrug. Det kunde derfor ikke være andet, end at han maatte finde adskilligt berettiget i
Struensees Reformer, samtidig med at han dømte strængt om denne baade som Personlighed og som
Statsmand. I høj Grad tiltalende er hans Skildring af Caroline Mathilde, som han, uden at skjule hendes Skyld,
bedømmer med Forstaaelse og Billighed. Visselig kan man ikke altid tiltræde R.s Domme, og hvad han fortæller,
er ikke altid rigtigt; han har ikke kunnet undgaa at fortælle efter, hvad han havde hørt andre sige, især naturligvis
under sin ufrivillige Fraværelse fra Landet, og derved er der kommet Skjævheder og Fejl; men taget i sin Helhed
er han forbavsende troværdig, og faa Memoirer findes overhovedet, der i saa Henseende kunne staa ved Siden
af hans.
R. blev gift 1785 med en Dame i Schweits, men havde ingen Børn i sit Ægteskab.
329/484