Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

vi —; men R. var for rig og aandelig en Natur til blot at holde sig hertil. Det var ham klart, at hvis Bondestanden
virkelig skulde bringes til at leve og virke, som det sømmede sig for en fri Befolkning, maatte den ogsaa hæves
aandelig, og dertil gik Vejen igjennem en forbedret Skoleundervisning. Ønsket om Fremskridt i denne Retning var
som vel bekjendt i hin Tid stærkt oppe, og hos R. traadte det frem igjennem levende Gjerning. Der var lidet, han
tog sig af med den Iver paa sine Godser, og det var igjennem hele hans Liv en Yndlingssyssel for ham at følge
Undervisningen i Almueskolerne paa sit Grevskab; men han havde ogsaa her en videre Virkeplads, da han 1789
var bleven Medlem af den da nedsatte Kommission for det danske Skolevæsen, og med vanlig Iver tog han Del i
dens vigtige Forhandlinger, som omsider førte til Skoleforordningen af 1814.
Aarene fra 1784—1800 vare aabenbart Tiden for den mest frugtbringende Del af R.s Embedsvirksomhed, og
medens han i den Tid, især som Landboreformernes store Mand, vandt en overordentlig Folkeyndest, fik han
ogsaa Vidnesbyrd om Kronprinsens Velvilje og Tillid. Han fik 28. Nov. 1789 Værdigheden som Præsident i
Rentekammeret, og 5. Juli 1797 blev han Statsminister. Vi ville hertil føje, at efter at han allerede 1778 var bleven
hvid Ridder, gjorde Kronprinsen ham 1803 til Ridder af Elefanten. Som Medlem af Statsraadet kom R. til at bære
sin Del af de Vanskeligheder, som Regeringen i den følgende svære Tid fik at kæmpe med, og han følte stærkt
Trykket deraf. Samtidig med at den finansielle Stilling i stigende Grad vakte hans Bekymring, kom Ulykkerne udad
til, han saa som en Følge af det af ham selv ganske billigede Skattebud af 1. Okt. 1802 en Modstandsaand
udvikle sig hos det holstenske Ridderskab, der baade politisk og rent personlig pinte ham, og, hvor stor
Kjærlighed og Højagtelse han end følte for Kronprinsen, ængstedes han dog alvorlig ved dennes voxende Lyst til
at ville afgjøre alt paa egen Haand og ved hans Skinsyge imod sine officielle Raadgivere, der bragte ham til i flere
Aar helt at regere uden Statsraadets Medvirken. R. havde i denne Tid meget tunge Timer, og det holdt haardt for
ham at bevare sit vante lyse Syn paa Livet. Da han tilmed havde Følelse af, at han ikke mere kunde gjøre Nytte,
var det ham vistnok en Lettelse, da han 7. Dec. 1813 fik sin Afsked baade som Præsident i Rentekammeret og
som Deputeret i Finanserne. At han vedblev at staa som Statsminister, var i Virkeligheden nærmest en Slags
Opmærksomhed imod ham; han trak sig tilbage til sit Grevskab; hans Virksomhed som Statsmand og som
Embedsmand var forbi.
Men nu, da han levede ovre paa Christianssæde og Pederstrup, fik han aabenbart mere Livsglæde igjen. Efter at
Ulykkernes Maal var naaet for Staten, og da det gjaldt om i Fredens Dage at arbejde Land og Folk op igjen, var
det ham ikke tilstrækkeligt med Resignation at bære de Byrder, der maatte bæres; men han fandt ogsaa Arbejde
nok at glæde sig ved; dels syslede han med Undersøgelser paa Forstvæsenets Omraade, hvori han havde
ypperlige Kundskaber og et genialt Syn (jvfr. ndfr.), dels, hvad der var Hovedsagen, gav han sig til som Godsejer
at arbejde videre paa det Grundlag, der var givet ved de store Landboreformer, og han følte stærk Opmuntring
ved at se, hvor meget der allerede var udrettet. Intet kunde nu i dette sidste Afsnit af hans Liv være ham en større
Glæde end at sammenligne sine Bønders Kaar og Arbejde med, hvad de havde været i hans Ungdoms Dage.
Den Gang, skriver han i et Brev fra 1820, kunde jeg kan klage over deres Dumhed og Træghed, nu ere de herlige
Mennesker, i Stand til alt godt. Han saa da ind i Fremtiden med lyst Haab for Fædrelandet, og med det samme
var der for den fromme Mand en stadig Trang til i Tanken at dvæle ved alt, hvad Gud havde skjænket ham af
Goder i Livet; det var for ham, som om han ikke kunde være taknemmelig nok derfor. Disse Følelser og
Stemninger holdt sig hos ham til hans sidste Dage, hvor tunge Tab han end maatte lide, da han 1822 mistede sin
Hustru efter 48 Aars overordentlig lykkelige Ægteskab, og da hans Søster Louise Stolberg, der efter sin Mands
Død levede hos ham og stod ham meget nær, døde 2 Aar derefter. Aandsfrisk og arbejdsdygtig indtil sin høje
Alderdom døde han efter nogle Maaneders Sygdom 11. Okt. 1827, 79 Aar gammel. — I sit Ægteskab havde han
13 Børn.
- - -
— Paa Skovbrugets Omraade staar C.D.F. Greve Reventlow som en Banebryder, hvis Arbejde endnu den Dag i
Dag har Betydning, og hvis Skrifter vilde være en Pryd for ethvert Lands Litteratur. Til Grevskabet Christianssæde
hørte der store Skove, en vigtig Indtægtskilde for Besidderen; som Chef for Rentekammeret maatte R. føle sig
kaldet til at reformere Statsskovene og at standse den overhaandtagende Ødelæggelse af de private Skove. Det
var hans Yndlingsarbejde at passe og pleje Skoven, og selv paa rent praktiske Omraader, særlig Udhugning af de
unge Bevoxninger, blev han en Læremester for sin Samtid. Den vigtige Driftsplan for Statens Skove, der fremkom
1804, bærer tydeligt Præg af R.s Anskuelser; Driften blev forbedret, og Udbyttet steg kjendelig; en Række dygtige
Mænd, hvoriblandt Hannoveranerne G.W. Brüel, G.C. Ulrich og G. Sarauw, blev ansat i Statens Tjeneste; paa
Hederne og andre øde Jorder i Landets forskjellige Egne begyndte man store nye Skovanlæg. I de private Skove
tilvejebragte Forordningen af 27. Sept. 1805 om Skovenes Udskiftning, Vedligeholdelse og Fredning ordnede
Tilstande, ganske vist kun gjennem Borthugning af store Skovstrækninger som Vederlag for Græsningsretten, der
nu ophørte.
Medens Datidens opblomstrende tyske Skovbrugslitteratur havde et stærkt spekulativt og doktrinært Præg,
pegede R. idelig paa Iagttagelser, Forsøg og Undersøgelser som de vigtigste Kilder til Kundskab om Træernes
rette Behandling. »Af gode Forstbøger lærer man meget, men langt mere ved selv at agte paa, hvad der har
bidraget til eller skadet Træernes fordelagtige Fremvæxt.« Ved Beregning, bygget paa omfattende Maalinger,
327/484