Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Humanitetsfølelse, der paa den Tid var et smukt Træk hos de bedste i Folket. Naar han allerede derved var stemt
for Reformer i Bondestandens Stilling, saa kom hertil hos ham som hos saa mange af Reformvennerne
Overbevisningen om, at det Arbejde, Bonden vilde gjøre, naar han blev en virkelig fri Mand, vilde blive ganske
anderledes frugtbringende for Landet, end det var, naar han skulde trælle i Stavnsbaandets Lænker og med
Tvangsarbejdet paa Herregaardens Hovmarker. Man har sigtet R. for, at han som Kollegieembedsmand kunde
være hensynsløs at arbejde med, at han her kunde have noget af den fornemme Mands Hovmod ved sig; men
Bunden i hans Sind var dog Kjærlighed, og dette gjorde ham, hvad Opfattelsen af Samfundsforholdene angaar, til
en folkelig Mand som faa eller ingen i hin Tid. Før 1784 havde han kun paa sit Grevskabs snævrere Omraade
kunnet handle, som han vilde; efter Regeringsskiftet blev det som Statsmand, han ret kunde lade sine
Grundsætninger faa Spillerum.
2. Juni 1784 blev R. gjenindsat i Overbankdirektionen og tillige Deputeret i Finanskollegiet, men, hvad der var
vigtigere, han blev 6. Avg. 1784 som 1. Deputeret stillet i Spidsen for Rentekammeret, hvorunder Landbosagerne
hørte, og dermed var der aabnet en Mark for ham til at virke paa dette hans Yndlingsomraade. Styrket ved
Visheden om, at han i Bernstorff havde en kraftig Støtte i Statsraadet imod den Modstand, der ikke vilde udeblive,
tog han hurtig fat paa Reformer. Det første Skridt var, at han allerede i Nov. fik nedsat den saakaldte lille
Landbokommission, hvis Hverv det blev at lade Bønderne paa Krongodset i Frederiksborg og Kronborg Amter faa
deres Fæstegaarde i Arvefæste, udskifte Gaardene, afløse Hoveriet og indføre andre Forbedringer. Han havde
selv tillige med sin Broder Sæde i denne Kommission, der arbejdede med stor Iver og Grundighed, og hvis
Gjerning bragte rige Frugter. Men medens dette Arbejde gik sin Gang i en Række Aar, havde han slaaet et endnu
langt større Slag. Det var lykkedes ham, da han mærkede, at Kronprinsen personlig i høj Grad var stemt for at
forbedre Bøndernes Kaar, i Juli 1786 at faa denne til at lade nedsætte en stor Kommission, der skulde tage hele
Bondestandens Stilling under Overvejelse. Et mærkeligt Brev, han den Gang skrev til sin Søster Louise Stolberg,
viser, hvilken jublende Glæde han følte herover, og med hvilket, man kunde fristes til at sige overmodigt,
Sejershaab han gik til at arbejde i denne Kommission. Det skulde vise sig, at han havde Grund dertil. Enhver véd,
hvorledes denne saa berømte store Landbokommission ved sine i adskillige Aar fortsatte Arbejder fremkaldte den
betydningsfulde Række Reformer, der i Spidsen havde Forordningen af 8. Juni 1787, som helt omdannede
Fæsteforholdet til Bøndernes Gavn, og Stavnsbaandets Løsning ved Forordningen af 20. Juni 1788, men hvorved
tillige, for blot at nævne nogle Hovedpunkter, Hoveritjenesten omordnedes i flere Henseender, indtil Forordningen
af 6. Dec. 1799 til sidst fastslog den Ordning, der gjorde Ende paa alt ubestemt Hoveri, ligesom ogsaa
Tiendespørgsmaalet underkastedes en omhyggelig Undersøgelse, der omsider førte til Forordningen af 8. Jan.
1810. Medens R. maa dele Æren for de Forordninger, der skyldtes Landbokommissionen i dens 2 første Aar, med
Landboreformernes anden store Mand, Christian Colbjørnsen, og i det mindste til Dels ogsaa med Konferensraad
V. Hansen [...], var han senere afgjort Kommissionens vigtigste Medlem, og man maa i det hele sige, at naar man
tager Kommissionens Forhandlinger under ét, har han været den, der har gjort det meste og betydeligste Arbejde
i den. Desuden fik han ogsaa Sæde i andre meget vigtige Kommissioner, og dels ved sit Arbejde i dem, dels ved
sin Stilling i Spidsen for Rentekammeret fremkaldte han eller havde han i det mindste en væsentlig Del i adskillige
meget vigtige Love, saaledes, hvad særlig Agerbruget angaar, i Forordningerne af 9. Juli 1790 om skadeligt
Vands Afledning, af 19. Sept. 1792 om Sandflugtens Dæmpning og af 29. Okt. 1793 om Hegn og Fred for Jorder i
Danmark.
Allerede tidlig var man imidlertid bleven klar paa, at det for at lette Gjennemførelsen af Forbedringer paa
Landbovæsenets Omraade ligesom for øvrigt ogsaa paa andre økonomiske Felter i Statens forskjellige Lande var
nødvendigt at lette Adgangen til at faa Pengelaan paa gunstige Vilkaar, og det havde derfor en ganske
overordentlig Betydning, at der 16. Avg. 1786 blev oprettet en offentlig Kreditkasse, hvor saadanne Laan kunde
faas. R. var en af de Mænd, der havde Fortjenesten af denne heldbringende Institutions Oprettelse. Kort efter fik
han Sæde i den vigtige Finanskommission, som blev nedsat 1787, og som blandt andet skulde overveje, paa
hvilke Maader Landets Hjælpekilder bedst kunde udvikles. Var Ernst Schimmelmann end vistnok denne
Kommissions vigtigste Mand, havde R. dog ogsaa stor Del i de Forordninger, der skyldtes den og have betydelig
Interesse ved det Arbejde for at udvikle en friere Omsætning, der træder frem i dem. Grundede paa dens Forslag
udkom allerede i 1788 2 overordentlig heldbringende Forordninger, den ene af 11. Juni, hvorved
Kvægopdrætningen i Jylland, der hidtil var forbeholdt Sædegaardsejere og Kjøbstadsborgere, nu blev tilladt alle,
den anden Forordningen af 6. Juni, der tillod Tilførsel af Korn til Danmark og det søndenfjældske Norge fra
fremmede Lande, hvad Christian VI havde forbudt ved Forordningen af 16. Sept. 1735. Ogsaa fjærnere Dele af
Staten kom til at nyde godt af R.s og Schimmelmanns Frisind. 18. Avg. 1786 var den gamle Monopolhandel paa
Island, der hidtil havde gjældt her, bleven ophævet, og Handel paa Øen blev aabnet for alle Kongens
Undersaatter; det næste Aar blev ved en Forordning af 5. Sept. Handel paa Finmarken tilladt alle, fremmede saa
vel som indenlandske. Og naar Finanskommissionen senere gik saa vidt i at fremme den friere Omsætning, at
den udvirkede den berømte Toldlov af 1. Febr. 1797, der betegnede et Fremskridt, som den Gang var uden noget
Sidestykke i Evropa, kan R. ogsaa siges at have haft sin Del deri. Ganske særlig skyldtes det Iver fra hans Side,
naar Fortidens Tvang løstes paa et andet Omraade, nemlig hvad det norske Skov- og Savbrug angik, da nemlig
en Forordning af 22. April 1795 gav Skov- og Savejerne langt større Frihed til at bruge deres Ejendomme, som de
vilde, end de før havde haft.
Det har været Reformer paa det økonomiske Omraade, vi hidtil have dvælet ved — nogle mindre vigtige forbigaa
326/484