Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Reventlow, Christian Ditlev Frederik Greve, 1748—1827, Statsmand, Godsejer
Af E. Holm og A. Oppermann
Christian Ditlev Frederik Greve Reventlow var en Søn af ovennævnte Gehejmeraad Christian Ditlev Greve R.
(død 1775) og dennes 1. Hustru, og han var født 11. Marts 1748. Sin vigtigste Undervisning modtog han sammen
med sin yngre Broder Johan Ludvig [...], først i Aarene 1763 og 1764 ved Gymnasiet i Altona, hvor Opholdet dog i
flere Henseender ikke var tilfredsstillende, og dernæst i 3 Aar ved Sorø Akademi, der den Gang havde fortrinlige
Lærerkræfter som Kraft, Sneedorff, Erichsen og Schytte. I en Alder af 19 Aar rejste han derefter, stadig sammen
med den nys nævnte Broder, til Udlandet, hvor de opholdt sig 1 1/2 Aar ved Universitetet i Leipzig, som den Gang
hørte til Tysklands bedste. Endnu større Betydning havde det dog for dem, at de fra Paasken 1769 foretoge en
Rejse omkring i Tyskland, Schweits [Schweiz], Frankrig og England. Det var et saare vigtigt Kjendskab, de begge
og særlig C. R. paa denne Rejse vandt til sociale og økonomiske Forhold i de mest fremskredne Kulturlande.
Sammenligningen imellem Landboforholdene i Frankrig og England maatte bl.a. være i høj Grad befrugtende, og
Udbyttet af Rejsen blev saa meget større, som de havde med sig som et Slags Hovmester en fortræffelig og
kundskabsrig Mand, Sachseren Wendt, der siden hele Livet igjennem var nøje knyttet til R. og steg til høje
Embedsstillinger her hjemme. Efter at Brødrene i Efteraaret 1770 vare komne tilbage til Danmark, rejste de næste
Aar til Sverige og Norge, især for at studere Bjærgværksdriften.
Sjælden har vel en ung Adelsmand været bedre udrustet med Fordannelse paa vigtige Omraader, end R. var det,
da han snart efter, at Rejserne vare endte, kom ind paa Embedsbanen; og naturligvis avancerede han med sin
fornemme Byrd og sine Forbindelser meget hurtig. I Aaret 1774 blev han Deputeret i Kommercekollegiet, 2 Aar
derefter blev han tillige Deputeret i Bjærgværkskollegiet, og dermed forbandt han i Aaret 1781 at blive Deputeret i
Søkommissariatet og Medlem af Overskattedirektionen. Det følgende Aar føjede han endnu dertil at blive i.
Deputeret i General-Toldkammeret og Medlem af Overbankdirektionen.
Imidlertid var han 1774 bleven gift med Frederikke Charlotte v. Beulwitz, en Datter af Gehejmeraad C.E. v. B. [...],
og ved Faderens Død 1775 arvede han Grevskabet Christianssæde paa Laaland [Lolland]. Opfyldt af de
Fremskridtstanker paa Landbovæsenets Omraade, der den Gang fandt saa levende Tilslutning hos mange
opvakte og frisindede Mænd, gav han sig strax som Godsejer i Færd med Reformer paa sine store
Landejendomme med Forbedring af Agerbrugsredskaber, Indførelse af en ny og bedre Drift, Udskiftning og
Udflytning af Bøndergaarde, Afløsning af Hoveri osv. Godsejervirksomheden fængslede ham endog i den Grad,
at han følte sig stærkt fristet til at opgive Embedsgjerningen, trække sig tilbage til sit Grevskab og alene leve for at
bringe det i en blomstrende Tilstand og særlig for at forbedre sine Bønders Kaar. Men lykkeligvis sejrede Trangen
hos ham til at gjøre Gavn paa en større Virkeplads, og han vedblev at arbejde i Statstjenesten, samtidig med at
han dog tillige søgte at gjøre for sit Gods og sine Bønder, hvad han kunde.
Man kunde tro, at den rige Virksomhed, han havde Lejlighed til at udfolde i sine betydelige Embeder, maatte
tilfredsstille ham; men han følte sig efterhaanden mere og mere utilfreds med de Grundsætninger, hvorefter
Styrelsen lededes paa Statens øverste Trin i denne den saakaldte Guldbergske Tid. Hans Misstemning blev
særlig levende, efter at A.P. Bernstorff var bleven afskediget i Nov. 1780; thi han hørte helt til den Kreds, hvis
Midtpunkt Bernstorff var, og intet kunde let overgaa den Beundring og den Hengivenhed, han følte for denne
Statsmand. Samtidig med at Uenighed imellem ham og Guldberg paa Finansstyrelsens Omraade bevirkede, at
han (1783) blev fjærnet fra sin Plads i Overbankdirektionen, var han derfor med i de Planer, der af flere
misfornøjede iblandt de høje Embedsmænd efter Samraad med den unge Kronprins bleve lagte om at styrte det
Guldbergske Regimente og stille Kronprinsen i Spidsen af Staten som dens virkelige Styrer med Bernstorff ved
sin Side som den vigtigste Raadgiver. Dette skete som vel bekjendt 14. April 1784, og R. var iblandt dem, der ved
denne Lejlighed viste allerstørst Iver. Han høstede da ogsaa Lønnen derfor; thi ingen mere end han vandt ved
Regeringsskiftet Lejlighed til at kunne røre sig frit og kraftig paa de Omraader, paa hvilke han følte Kald til at gjøre
Gavn. Det var ved sin Virksomhed i en Aarrække fra nu af, at han vandt sig det Navn, han har faaet som en af de
Mænd, der have haft de største Fortjenester af vort Lands og vort Folks Udvikling.
R. var ikke en overlegen Statsmand, der som Fører i kritiske Øjeblikke kunde danne Midtpunktet i Styrelsen; men
han var en udmærket Fagminister, der beherskede et vidt Omraade. Han havde fortræffelige Evner, der, styrkede
ved en rig Uddannelse, satte ham i Stand til at se sundt og skarpt paa mange Punkter — i en enkelt Retning
endog genialt —, han bevægede sig inden for de Omraader, hvor han følte sig hjemme, med Fasthed og
Sikkerhed og satte modig sin Personlighed ind paa at naa sit Maal trods de Vanskeligheder, som Fordomme eller
personligt Uvenskab kunde volde. Han gjorde dette saa meget mere, som hans Gjerning, i det mindste paa det
vigtigste Omraade, tillige var ham en Hjærtesag. Han var et Menneske med stærk og varm Følelse, i sin dybeste
Grund inderlig religiøs, hvad der hos ham ligesom hos A.P. Bernstorff og andre af Datidens fromme Mennesker
især viste sig ved en overordentlig levende Forsynstro. Denne hans Religiøsitet virkede med til at give ham den
Sikkerhed, hvormed han gik frem, og med den hang hans i Virkeligheden lyse Livsanskuelse sammen; han følte
Guds Finger og Guds Naade alle Vegne i sit Livs skiftende Skæbner. Men den styrkede ogsaa hans Følelse af, at
han havde den Pligt at hjælpe de fortrykte og lidende i Samfundet, den ligesom højnede hos ham den
325/484