Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Reventlow, Anna Sophie = Anna Sophie, 1693—1743, Dronning
Af E. Holm
Anna Sophie indtager blandt Danmark-Norges Dronninger en særegen Plads som den eneste, der ikke har været
af fyrstelig Æt; men uheldigvis knytter der sig ikke noget tiltalende Minde til hendes Ophøjelses Historie. Hun var
født 16. April 1693 og var den yngste Datter af Grev Conrad Reventlow, død som Storkansler 1708, og Sophie
Amalie Hahn, en Datter af den fra Christian V's Historie bekiendte Overjægermester Vincents H. Medens hendes
ældste Halvsøster, Christine Sophie, Stammoder baade til Greverne Frijs-Frijsenborg og Holstein-Holstein-borg,
ved Skjønhed og selskabelige Talenter naaede at indtage den ypperste Plads iblandt den Tids Adelsdamer her
hjemme, fængslede hun selv, 18 Aar gammel, den letfængelige Frederik IV's Hjærte, da denne 1711 første Gang
saa hende ved en Maskerade i Kolding. Det var forgjæves, at hendes karakterstærke og fortræffelige Moder
søgte at holde hende fjærnet fra Kongen. Uagtet dennes Dronning, Louise af Meklenborg, endnu levede, vandt
han let den livsglade og forfængelige Pige, og han bortførte hende 26. Juni 1712 fra Moderens Gaard Clausholm i
Jylland. De Samvittighedsskrupler, hun havde ved at blive hans Elskerinde, og som han maaske ogsaa selv
havde ved at tage sig en Mætresse, døvede han ved at lade sig vie til hende yed venstre Haand, uagtet Dronning
Louise endnu levede. En tidligere Konrektor i Flensborg [Flensburg], Clausen, var villig til at forrette denne Vielse,
der unægtelig ikke var noget enestaaende i Danmark-Norges Historie, for saa vidt Frederik IV allerede 1703
havde ladet sig vie paa den Maade til Frøken Viereck, der var Datter af en herværende preussisk Statsafsending
og var død det følgende Aar; men Forargelsen blev ikke mindre ved at være en Gjentagelse. Med den
enevældige Konges Bevidsthed om, at han stod over Loven, brød Frederik IV sig saa lidt om, at han og A. S.
herved gjorde sig skyldige i en Forbrydelse, hvorfor Loven satte Dødsstraf, at han lod det hele Forhold træde frem
i stor Offentlighed. A. S. fik en anselig og smuk Bolig tæt ved Slottet i Kjøbenhavn, og medens Dronningen maatte
græmme sig i Stilhed, blev hun Midtpunktet for det selskabelige Liv, der var Kongens bedste Adspredelse. Han
smykkede hende med Titel af Fyrstinde af Slesvig; foruden hvad hun modtog af forskjellige Gaver, havde hun en
aarlig Apanage af den kongelige Partikulærkasse, der i det mindste et Par Aar senere steg til 28.000 Rdl. aarlig,
og han skjænkede hende dels det sjællandske 1.765 Tdr. Hartkorn store Gods Vallø, dels i Holsten Godser,
hvoraf der efter en Opgjørelse af Indtægten i Aaret 1730 blev svaret omtr. 13.000 Rdl. aarlig.
Men hendes Forhold til Kongen fik et nyt Præg, da Dronning Louise døde 15. Marts 1726. I Følge en
Familietradition i hendes Søster Grevinde Holsteins Slægt havde Kongen kun vundet hende ved at give hende sit
kongelige Ord paa, at han baade vilde ægte hende og hæve hende paa Tronen ved Siden af sig, naar
Dronningen døde. Hvor usikker end en saadan Overlevering er, saa er der ingen Tvivl om, at hun selv attraaede
dette Maal. Hun kunde i saa Henseende bygge paa Kongens stærke og vedholdende Lidenskab for hende, en
Følelse, hun selv synes at have gjengjældt oprigtig. Adskillige Breve fra Kongen til hende og Smaaoptegnelser af
hende af forskjellig Art vidne om Styrken af deres gjensidige Følelser. Man fristes næsten til at tro, at Kongen har
længtes efter den Dag, da han kunde give sit Forhold til A. S. et mere legitimt Præg. I det mindste skyndte han sig
paa den mest iøjnefaldende — for ikke at sige upassende — Maade dermed. 2. April 1721 blev Dronning Louises
Lig ført fra Kjøbenhavn til Roskilde, hvor det bisattes d. 3. Den følgende Dag holdt Universitetet Sørgefest i den
Anledning, og samme Dags Eftermiddag blev A. S. viet til Kongen ved den højre Haand af den samme Clausen,
der 9 Aar tidligere havde sat Kirkens Stempel paa deres Forhold. En saadan Omvielse kunde ikke have anden
Mening, end at hun skulde sættes i Stand til at bære Kronen, og Folks Forventning, at dette skulde ske, gik hurtig
i Opfyldelse. 31. Maj i Overværelse af Kronprinsen og Kronprinsessen, Kongens Søskende og en pragtfuld
Forsamling af høje Embedsmænd, Officerer og udenlandske Diplomater satte Frederik IV paa Frederiksberg Slot
selv Kronen paa A. S.s Hoved med de Ord: »Denne Krone give vi eders Majestæt af godt Hjærte og ønske al
Lykke og Velsignelse med den.« Ikke før 15. Juli holdt den unge Dronning dog sit Indtog i Kjøbenhavn.
Samtidige skildre A. S. som smuk og indtagende. Den franske Statsafsending de Camilly omtaler hende i en
Indberetning til sit Hof 1728, da hun allerede var 35 Aar gammel, med følgende Ord: »Hun er høj og ser godt ud,
hendes Figur vilde være fuldkommen smuk, dersom hun ikke havde nogen Tilbøjelighed til at blive svær. Hun er
brunet, har mørke, ildfulde Øjne, en veldannet Næse og en smuk Mund, men hendes Hud er for varm i Farven og
hendes Tænder stygge, hvad der vanhelder hendes for øvrigt saa skjønne Ydre.« Uagtet Frederik IV vel nok
undertiden kunde give selv hende Anledning til Skinsyge, bevarede hun dog hans Kiærlighed indtil hans Død, og
deres lykkelige Forhold var næppe alvorlig forstyrret ved andet end den Ulykke, der forfulgte dem, i det alle deres
Børn døde smaa, baade de 3, som hun havde født, inden hun blev Dronning, og de andre 3, som hun fødte, efter
at hun havde naaet denne Stilling.
Den høje Stjærne, hun havde hos Kongen, har givet Anledning til alskens Fortællinger om, at hun som Dronning
udøvede stor Indflydelse over ham. Selv i sin egen Slægt gjaldt hun senere som den, der ved Siden af at have
haft megen Aand tillige havde været »stolt, lunefuld og bydende«. Slige Fortællinger vare næppe ugrundede.
Som hendes Ophøjelse paa Tronen stod i Forbindelse med, at Kongen fra nu af nærmest støttede sig til
Personer, der stode hende nær, først og fremmest til Storkansleren U. A. Holstein, saaledes er der Træk nok fra
Datiden af Folks Henvendelser til hende som den, de mente kunde lægge et vægtigt Ord ind for dem hos Kongen,
og af Taksigelser til hende for den Hjælp, hun havde ydet dem. Det taler til Gavn for hendes aandelige Sans, at
323/484