Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Størst Betydning fik R. dog ved hos os at indføre den litterære Satire og Kritik i fransk Aand, atter efter Boileau. I
et af de sidste Aar i det 17. Aarhundrede vakte hans »Forsamling paa Parnas« overordentlig Opsigt og spredtes i
Afskrifter over hele Landet. I den allegoriske Form af en Drøm, hvor Apollo mønstrer en Række af Tidens Poeter
som Aspiranter til Arrebos Plads paa Parnasset og omsider bestemmer sig for Kingo, fremstiller R. her, ligesom
Boileau i sin 2. Satire, Vanskelighederne ved at give Tanken en let og fri poetisk Form. Men Samtiden, forstod
endnu ikke Nødvendigheden og Berettigelsen af den udrensende Kritik, der maatte forberede en Reform af
Poesien. Kritikkens offentlige Fremdragelse af Digternes Fejl opfattedes nærmest som Skandskrift og Indgreb i
Privatlivets Fred, og fra dette Synspunkt blev R. Gjenstand for rimede Angreb af Præsten Mads Bergenhammer,
Poeten Jacob Schandrup og til Dels af Sorterup. Som Forsvar og Bevis for sit poetiske Dommerkald skrev han
saa omtr. 1701 »Ars poética«, et Læredigt om Poesiens Natur, som næsten alle Nationer fik dem i denne
Reglernes og den klassiske Efterlignings Periode. Det er her som overalt Aristoteles' og Horats' Tanker, vi møde,
til Dels i Boileaus Behandling (»Art poétique«, 1674). R. var nu hverken som Digter eller som Menneske betydelig
nok til at blive en dansk Boileau eller Pope, der formaaede at lempe disse sproglige og poetiske Regler saaledes
efter vort Folks Aand, at man fra ham kan datere den nye Smagsretning. Dennes delvise Gjennemførelse ved en
mere udpræget Digterpersonlighed oplevede han først som en allerede halv forglemt Olding. Men han var i alt
Fald den første her hjemme, der gjorde opmærksom paa, hvad der i saa Henseende var oppe i Verden uden om
os, og man vil næppe kunne nægte, at han i Modsætning til Fortiden havde Sans for det afgjørende i al Poesi:
»Ved Regler det forgjæves er
at ville Verset tvinge,«
eller at han fremfor sine samtidige, Holberg iberegnet, besad aabent Blik for de digteriske Skjønheder, navnlig
hos Klassikerne. Han følger ingenlunde slavisk Boileau, men behandler Æmnet frit, i sine egne lette Vers, i en
kvik og klar Fremstilling, ofte krydret med Lune, og i et forholdsvis rent og godt Sprog, skjønt hans versifikatoriske
Lethed stundum kan forføre ham til Skjødesløshed og snaksom Vidtløftighed. Hans sproglige og stilistiske Fortrin
træde ikke mindst frem ved Sammenligning med Jørgen Sorterup, som omtrent samtidig forsøgte sig i den
litterære Satire, men er lige saa dunkel og skruet, som R. er klar og jævn. — Til »Ars poética« slutte sig et Par
mindre Læredigte: »Poesiens Opmuntring« (1702), nærmest Panegyrik til Kongen, og »Poesiens
Vanskelighed« (1703), en Klage over Uviljen mod Satiredigtning med fornyede Udfald mod slette
Lejlighedspoeter, atter støttet til Boileau.
R.s poetiske Skrifter, som i Forfatterens Levetid kun kom frem i spredte Enkelttryk samt i de Wielandtske [se om
Wielandt i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Luxdorphske Verssamlinger, udkom 1769 i en
efter Tidens Forhold statelig Udgave med Fortale af Professor Kofod Ancher, Forfatterens Levned og Luxdorphs
lærde Noter [se om Luxdorph i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]].
Til: Indholdsfortegnelsen
320/484