Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Reenberg, Thøger, 1656—1742, Digter
Af Julius Paludan
Thøger Reenberg fødtes i Viborg 10. Okt. 1656 og var Broder til ovennævnte Stiftsprovst Morten R. Trods en stor
Børneflok vare Hjemmets Kaar velhavende, og efter at være bleven Student fra Viborg Skole 1675 og have taget
theologisk Examen 1679 kunde R., som imidlertid havde mistet begge sine Forældre, tiltræde en længere
Udenlandsrejse 1680—82. Han studerede i Oxford, besøgte London, traf i Paris en ældre Broder Frands, senere
Læge i Aalborg, og rejste med ham til Venedig, Rom og Neapel samt gjennem Vesttyskland og Holland hjem.
Denne Rejse har utvivlsomt haft en lignende Betydning for R., som Holbergs store Rejse 20—30 Aar senere fik
for dennes digteriske Udvikling. Direkte vide vi vel endnu mindre om R.s end om Holbergs Rejseindtryk; men han
besøgte de vigtigste Kulturlande netop paa den Tid, da Hoffet i Versailles stod i sin Glans som Mønster for alle
andre Lande, og da den franske Smag begyndte sin Sejersgang gjennem Evropa. Intet Under da, at han, som var
et kvikt Hoved og en litterært interesseret Mand, allerede 20 Aar før Holberg brød med den her hjemme
herskende Efterligning af tysk Andenhaandspoesi, udvidede den digteriske Synskreds til Frankrig og England og
hos os blev den første Herold for en Reform, der gjennem lange Tider skulde præge al evropæisk Litteratur.
De første Aar efter Rejsen benyttede R. til fortsatte, især litterære, Studier. Han var godt hjemme i de moderne
Hovedsprog saa vel som i Latin og oversatte flere Andagtsbøger fra Engelsk og Fransk. Men imidlertid smeltede
hans Formue ind, og da han 1685 ægtede Magdalene, en Datter af Dr. jur. Matthias Broberg, maatte han være
betænkt paa at underholde en Familie. Han forpagtede da af sin ældre Broder Jens Fædrenegaarden Lynderup
nord for Viborg. Her synes han i Begyndelsen at have haft vanskeligt ved at forbinde sine Studier med sin
praktiske Virksomhed, især da han i Aarenes Løb fik ikke mindre end 12 Børn, hvoraf dog kun 2 overlevede
Faderen. Hans Hustru var sygelig og døde 27. Dec. 1729. Men R. var en dygtig Landmand, der trods sine stadige
Klager over smaa Kaar i Aaret 1703 kunde kjøbe sin egen Herregaard, Ristrup nordvest for Aarhus, og som
efterhaanden naaede betydelig Anseelse. Han blev 1688 titulær Kancellisekretær og anvendtes i en Mængde
offentlige Forretninger og Tillidshverv, især efter at han 1703 var udnævnt til 4. Landsdommer i Jylland. 1714
opnaaede han den lønnede Stilling som 2. Landsdommer, blev 1730 Justitsraad og døde 24. Juni 1742 som en
86-aarig Olding.
Først en halv Snes Aar efter sit Giftermaal, da han havde overvundet de første Vanskeligheder ved Landvæsenet,
optræder R. som en frugtbar Lejlighedsdigter med rimede Indbydelser, Taksigelser, Ansøgninger osv., som den
Gang vare saa almindelige. Men hvor ubetydeligt og prosaisk end Indholdet er, betegne disse Digte dog en
Reform i Stil og Sprog. Samtidens langtrukne, højtidelige, ofte servile Alexandrinerdigtning laa hans jævne Natur
fjærnt; strax fra først af søger han tilbage til den danske Lejlighedspoesis Fader og gjenindfører Bordings lette, 4fodede
Jamber og i Forbindelse dermed hans fordringsløse, spøgende Tone, som fra nu af bliver almindelig i
denne Art Digtning. R.s Vers ere i det mindste usøgte og naturlige; medens Personligheden før druknede i
Abstraktion, kunstlet Pomp og Stivhed, give de et kulturhistorisk interessant, livagtigt Billede af den kjærnesunde,
gemytlige jyske Proprietær for 200 Aar siden, der elsker et godt Lag og et godt Glas og aldrig taber Humøret midt
i sine Penge- og Familiesorger. Det er ogsaa R., vi skylde vore første ægte Drikkeviser. De ere rigtignok oversatte
fra Fransk; men hans: »Kommer, I Filosofister!« og
»I et Vinhus vil jeg sige
mit Farvel og lægges ned.«
ere blevne varierede paa forskjellig Maade ned gjennem det 18. og 19. Aarhundrede.
Natursans eller erotisk Følelse søger man derimod forgiæves i R.s Digtning, og de faa Vers, han efter Tidens Skik
har ofret paa Religionens Alter, deriblandt en Oversættelse af Davids Bodssalmer, vidne ikke om nogen dybere
Grebethed. Han var Forstandsmenneske som alle hans samtidige, og en Mængde af hans Digte er
moraliserende: praktiske Leveregler, til Dels rettede til hans Børn, Anprisninger af »den ædle Middelmaadighed«,
Betragtninger over Ægteskabet og Kvinderne eller over almenmenneskelige Daarskaber og Latterligheder, som i
ofte beslægtet Form gaa igjen fra J. Steen Sehested og helt ned til Holberg og Falster [se om Falster i: Georg
Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Her begynder imidlertid R.s Tilslutning til franske Mønstre, især
Boileau, hvis Satirer saa vel som deres Forbilleder hos Horats og Juvenal han flittig benytter, til Dels endog
bearbejder og lokaliserer, som i »Det latterlige Gjæstebud« efter Boileaus »Festin ridicule«.
1706 oversatte R. Englænderen Vanbrughs Skuespil »Æsop«, en Oversættelse, som i øvrigt kom paa Scenen i
den danske Skuepladses første Sæson 1722. Stykkets Æmne førte ham ind paa Fabelen, som Lafontaine havde
bragt i Mode, og som ved Aarhundredets Midte kom til at spille en saa stor Rolle i Tyskland med Züricher-Skolen,
Gellert og Lessing, som Middel i Kampen mod den franske Klassicismes Unatur. I 14 Aar skal R. have arbejdet
paa sin Oversættelse af Phædrus' Fabler, og han fik ogsaa i denne Retning Efterfølgere, bl.a. i Suhm [se om
Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Holberg.
319/484