Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Een Fienden med Magt, en anden slog med Sviig.
— — — — Een Bispen slog af Munster
Een Førsten udaf Cøln, een Greven udaf Mentz,
Nu var man udi Aars, nu Randers, nu Florentz.
Tyske Jochum læser højt af Aviserne: Man schreibet von Paris og giver sin
bekendte Oversættelse deraf, da Kollegiet forstyrres af Christen med
Krabadsken ganske som i Komedien af Geske.
Eller man læse disse Vers:
Jeg havde denne Nat vel ligget i hans Huus,
Og ikke gaaet hjem i Uveyr, Regn og Sluus,
Hvis til Ulykke ey var kommen Gert Westphaler,
Som om en Glose tit i sexten Timer taler.
Han om sin Reyse nys fra Haderslev til Kiel
Sex Timer vævede, og kom dog kun en Miil.
Jeg slumred, vogned tit, han holdt alt ved at præke,
saa Præstekonen ham af Stuen maatte trække,
Thi det alt Midnat var. Han agted det ey stort,
I Gaarden prækede indtil den store Port ....
Han er i Herredet vor allerstørste Plage
Og mægtig er med Snak at tage Folk af Dage ....
Han visse Timer har om visse Ting at præke ....
I Morgen Mandag er, hvad Snak da bringes for,
saa Enden dog ud paa de 7 Churførster gaaer.
Om een kun sige vil, man efter Salt-Mad tørster,
saa Talen dreyer han dog paa de 7 Churførster.
Her er Gert Westphalers Rolle anlagt, ikke blot i Almindelighed som den evigt
snaksomme Barber, men med selve sine Hoved-Anekdoter.
Og man finder her Karakterer, som først bliver udførte i Skuespil, der ikke
hører til Holbergs ældste Sæt, Per Degns f. Eks.:
Man ellers kand Per Degn til største Ære sige,
At han sit Amt forstaaer, og deri faa har Lige;
Hans For-Mand, som dog vel sig deri kunde snoe,
Naar han kun fik et Lam, da denne faaer en Koe,
Han mesterligen veed paa Psalmer Taxt at sette,
Naar han kun lidet faaer, saa siunger han de slette.
Jeg mindes, at en Mand, hvis ældste Søn var død,
Per Degn paa Klingen gik, og hannem hæftig brød.
Han gav ham kun en Mark; han havde ikke Kræfter
At give meer. Heel vel, du Psalmer faaer derefter,
Han sagde. Bonden da ham svarede: Jeg veed,
At saadant hielper ey min Søn til Salighed.
Peer blev da hæftig vred, og beed sig udi Tommen.
Der ingen salig er, før han i Grav er kommen ....
Da Bonden blev forskrækt, tog op et to Marks-Stykke . . .
Saa snild var han.
60