Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Plessen, Christian Ludvig von, 1676—1752, Statsmand og Godsejer
Af E. Holm
Christian Ludvig von Plessen var født 10. Dec. 1676, [Søn af Christian Siegfred von Plessen og] ældre Broder til
den ovfr. omtalte Carl Adolf v. P. Efter at han havde nydt samme Opdragelse som Broderen og bl.a. sammen
med denne opholdt sig ved Universitetet i Leiden for at uddanne sig der, blev han (1696) ansat som
Kammerjunker hos Christian V's yngste Søn, Prins Vilhelm, paa samme Tid som Broderen knyttedes til Prins
Carl; men han forlod snart Hoftjenesten for at slaa ind paa Embedsbanen. Ikke mere end 26 Aar gammel blev han
(1702) Stiftamtmand i Aarhus Stift, hvor han virkede i 23 Aar. Han maa have gjældt for en energisk og dygtig
Embedsmand, thi 8. Okt. 1725 kaldtes han fra denne Stilling til at blive Medlem af Konseillet. Under de sidste Aar
af sit Liv i Aarhus havde han staaet i nøje Forbindelse med Ivar Rosenkrantz, der siden 1723 havde været
Stiftamtmand i Viborg og i sit andet Ægteskab var gift med en Søsterdatter af ham. P. spillede en ret fremragende
Rolle i Konseillet, hvis dygtigste Medlem han aabenbart var, og de udenlandske Diplomater lagde ikke ringe Vægt
paa hans Udtalelser om den udenrigske Stilling. Ogsaa viste Frederik IV ham Anerkjendelse ved 16. April 1727 i
Anledning af det samme Dag sluttede Forbund med England og Frankrig at gjøre ham til Elefantridder. Men P.
hørte dog til de misfornøjedes Kreds og delte ligesom Rosenkrantz fuldt ud den Uvilje imod Dronning Anna
Sophie og hendes Tilhængere, som trivedes iblandt Kronprinsens Omgivelser og ved det lille Vemmetofte Hof; ja
han afholdt sig end ikke fra over for fremmede Diplomater at klage over, at Konseillets Indflydelse svækkedes ved
Røster fra den Kant.
Som en Følge heraf var han saa at sige selvskreven til at gaa over i det nye Konseil, som Christian VI strax efter
sin Tronbestigelse samlede om sig. Oven i Kjøbet havde han Ry for solid Dygtighed, og det var derfor med god
Grund, at den nye Konge samtidig gjorde ham til Generaldirektør over Finanserne og Kommercevæsenet (26.
Okt. 1730). Hvor uenig han end i meget havde været med Frederik IV, fortsatte han dog som Finansminister
dennes Sparsommelighedssystem og lagde særlig Vægt paa Afbetaling af Statsgjælden. Haand i Haand hermed
viste han i det hele Kraft og Ordenssans som Kollegiechef, og paa Handels- og Toldomraadet havde han endog
ret fremskredne Ideer. Han var nemlig ingen Ven af høje Toldsatser, men mente, at man ved at holde dem lave
vilde fremme Handelen, og han havde ingen Tanke om ved høj Beskyttelsestold paa kunstig Maade at opelske en
Industri. Naar man talte om, at det af finansielle Grunde var nødvendigt at holde Toldsatserne høje, gjorde han i
Modsætning dertil gjældende, at Nedsættelsen af Told paa Varer vilde fremkalde stærk Forøgelse af Afsætningen
af dem, saaledes at Statsindtægterne ad den Vej i Løbet af faa Aar vilde stige, uden at Undersaatterne mærkede
noget Tryk. Den Toldtarif, han fik udstedt 1732, viste da ogsaa Nedsættelse af Told paa mange Industriartikler.
Samtidig med at P. havde sine betydningsfulde Hverv som Kollegiechef at passe, var han ligesom Broderen et
vigtigt Medlem af Konseillet og havde stor Del i den Politik, der førtes udad til. Hans Udtalelser paa dette
Omraade udmærke sig, saa vidt vi kjende dem, altid ved Klarhed ikke mindre end ved en vis djærv Ligefremhed.
Skal man nævne, hvad der for ham gjaldt som Hovedpunktet, var det at faa Slesvigs Inkorporation i den danske
Krone sikret ved saa mange Garantier som muligt; ved Siden deraf var længe et Hovedtræk hos ham en indgroet
Mistillid til, at man kunde opnaa et virkelig venskabeligt Forhold til Sverige. Han var overtydet om, at saa snart
Svenskerne kom en Smule til Kræfter, vilde de ved første givne Lejlighed kaste sig over Danmark, og han tvivlede
derfor i Førstningen om, at den Tilnærmelse til dem, som Christian VI og Rosenkrantz ønskede, vilde føre til
noget; men ogsaa han blev dog efterhaanden stemt for, at de Skridt burde gjøres, der førte til det dansk-svenske
Forbund af 5. Okt. 1734. Ligesom Broderen var han enig med Rosenkrantz i at foretrække en Tilslutning til
England fremfor Forbund med Frankrig, og samtidig stod han, hvad de indre Forhold angik, ganske paa samme
Side som disse 2 Mænd under de Stridigheder, der et Par Aar efter Christian VI's Tronbestigelse kom til Udbrud i
Regeringskredsene i Kjøbenhavn. Det Sammenstød, Konseillet her havde med Krigsminister Løvenørn [...], kom
for hans Vedkommende til at volde Skaar i et tidligere personligt Venskabsforhold. Han havde nemlig nogle Aar
tilbage staaet Løvenørn saa nær, at han havde betroet en Søn til ham for at opdrages og uddannes i hans Hus.
Under disse Rivninger havde P., ligesom Konseillets andre Medlemmer, ogsaa Kongens Svigermoder,
Markgrevinden, til Modstander, og han formaaede ikke mere end Broderen at fastholde Kongens Yndest. Maaske
har han end ingen Sinde ret haft den; det var mere fælles Uvilje imod Anna Sophie og Agtelse for P.s
utvivlsomme Dygtighed end Sympathi for ham, der havde bragt Kongen til at tage ham til Minister. Dels følte
Christian VI sig ogsaa hos ham stødt ved en vis aristokratisk Selvstændighedsfølelse, dels havde han ved Siden
af at være en samvittighedsfuld, vederhæftig Personlighed Broderens skarpe Kanter i endnu højere Grad, han var
bitter, opfarende, lunefuld, stivsindet og derfor undertiden alt andet end behagelig at have at gjøre med. Ingen
kunde altsaa være mere uskikket end han til at være Hofmand, og det endte da ogsaa med, at Kongen og hans
Damer fandt ham umulig. Følgen af alt dette blev, at han misfornøjet 1734 (18. Jan.) traadte ud af Konseillet 3
Fjerdingaar efter, at Broderen havde maattet opgive sin Plads deri.
Fra nu af var det forbi med hans saa vel som med C. A. P.s politiske Virksomhed; han delte ganske med denne
Kongens Mistro og Uvilje og mistede paa samme Tid som han den Pension, han havde faaet ved sin Afgang fra
Konseillet. Ogsaa han trak sig tilbage for at styre sine Godser og i det hele passe sine økonomiske Interesser.
307/484