Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

paa ham, og han havde maaske større Indflydelse end nogen anden; det var, som om Kongen ikke kunde
undvære ham. Men hans Stilling begyndte alligevel snart at vakle. Det kom til levende Stridigheder mellem
Konseillets Medlemmer og Krigsministeren Løvenørn, især da Konseillet, efter først at have raadet Kongen til at
hæve Landmilitsen, i Overensstemmelse dermed senere bekæmpede dens Gjenoprettelse, hvilken Løvenørn
derimod af militære Grunde stærkt ønskede. Kongen fulgte Krigsministeren [...], og det alvorlige Nederlag,
Konseillet her led, ramte P. følelig.
Samtidig mærkede han, ligesom Konseillets andre Medlemmer, at deres Stilling var truet ved den Indflydelse,
Kongens Svigermoder, den intrigante Markgrevinde af Baireuth, dels personlig, dels gjennem Datteren Dronning
Sophie Magdalene udøvede paa Christian VI. Her spillede det religiøse sikkert ind. P. s Religiøsitet havde vistnok
en noget pietistisk Farve, og han stod en Tid lang Herrnhuternes Fører, Grev Zinzendorf, personlig nær; men han
holdt dog ligesom Broderen og Rosenkrantz for meget paa den bestaaende Statskirke til at finde Behag i
Pietisternes Stormløb imod denne, og derved forbitrede han den pietistisk ivrige Markgrevinde. Hertil kom nogle
uheldige Sider ved hans Personlighed. Hvor tiltalende det end er i ham at se en selvstændig Adelsmand, der tillod
sig at have en Mening ogsaa over for den enevældige Konge, saa var dette viljestærke hos ham tilsat med en
betydelig Selvfølelse, og han kunde være baade lunefuld og opfarende i sin Maade at være paa. Som han derved
stødte adskillige andre fra sig, saaledes gjorde det ham lidet skikket til at omgaas en Konge, der i den Grad som
Christian VI satte Pris paa en »submis« Holdning hos sine høje Embedsmænd. Det hjalp ikke, at han havde en
Støtte hos den af Kongen højt skattede Prinsesse Hedevig, han følte sig dog, pirrelig som han var, snart saa ilde
ved sin Stilling, at han allerede 27. April 1733 tog sin Afsked fra Konseillet.
Bruddet imellem ham og Kongen havde været saa stærkt, at han, om han end beholdt sin Titel som
Overkammerherre, stedse vedblev at være ilde anskreven hos Christian VI, der i ham saa vel som i Broderen saa
hemmelige Modstandere; han kaldte dem og deres Venner »en Bande«, og et nyt Sammenstød med Kongen
førte til, at denne fratog ham den Pension, han havde givet ham, da han forlod Konseillet. Det synes som en
Følge af disse Forhold at have været ganske uden Grund, naar der senere blev talt om, at P. havde Udsigt til atter
at faa noget at sige hos Christian VI. Derimod er det sikkert nok, at han strax efter Frederik V's Tronbestigelse har
gjort Skridt for igjen at vinde Indflydelse, han raadede da den unge Konge til at gjøre en Del Forandringer baade i
smaat og stort; men Forsøget faldt uheldigt ud, og han maatte trække sig tilbage til sine vante private Sysler.
Sandt at sige behøvede han ikke derfor at være ledig. Den betydelige Formue, han havde arvet efter sin Fader,
havde han forstaaet at forøge i Tidens Løb, og han døde som en af Landets største Godsejere; han ejede baade
Førslev, Harrested, Gunderslevholm, Saltø, Kastrup, Fuglebjærg og Fodby i Sjælland foruden Dronninglund i
Jylland.
P. hører ikke til de Herremænd, der have været med at bryde Banen for Landboreformerne; men han har sat sig
et smukt Minde ved sin Iver for at fremme Skoleundervisningen hos sine Bønder. Baade oprettede han 16
Almueskoler, og han vaagede ved flittige Besøg i dem over, at Undervisningen blev ledet paa forsvarlig Maade.
Til dette Træk knyttede der sig, da han døde, et andet smukt Minde om ham, nemlig om at han var en i høj Grad
godgjørende Mand. Da han, som ovenfor omtalt, var ugift, gik hans Godser efter hans Død, der indtraf 30. Jan.
1758, over til hans ndfr. nævnte Broder C. L. v. P.s Børn.
Til: Indholdsfortegnelsen
306/484