Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Plessen, Carl Adolf von, 1678—1758, Statsmand og Godsejer
Af E. Holm
Carl Adolf von Plessen fødtes 18. Marts 1678 og var Søn af [Christian Siegfred von Plessen]. Efter at han havde
faaet den i hin Tid for intelligente unge Adelsmænd almindelige Uddannelse og bl.a. opholdt sig ved Universiteter
i Udlandet, blev han meget tidlig knyttet til Christian V's yngre Søn Carl [...], hvem han fulgte paa den
Udenlandsrejse, denne foretog 1696—99. Snart efter at den var endt, ansattes han som Hofmarskal hos Prinsen,
og 1708 blev han Overkammerherre hos ham, hvilken Stilling han bevarede indtil Prinsens Død 1729. Da P.s
Fader allerede tidlig var faldet i Unaade hos Frederik IV, var Stemningen i Familien imod Kongen næppe
særdeles god, og dette var maaske en Grund til, at P. ikke havde Lyst til at træde i Statstjeneste, men nøjedes
med at indtage en Hofstilling hos Prinsen, for hvem han efterhaanden blev en uundværlig Ven, og hos hvem han
havde en overordentlig Indflydelse. Det er en bekjendt Fortælling, at Frederik IV, da han en Gang saa sin Broder
og P. komme, udbrød: »Der kommer Prins Plessen og min Broder Carl«.
P.s nøje Forhold til Prinsen udvidedes til snart ogsaa at omfatte dennes Søster Sophie Hedevig, især efter at
Søskendeparret havde taget Bolig paa Vemmetofte (1721). P. var uden Sammenligning den vigtigste Mand ved
det lille Hof, der førtes her. I hvilken Grad det var Venskab og ikke Tanke om Pengeløn, der bragte ham til at styre
Prinsens Hof, viser det, at han fra Aaret 1723 aldrig krævede Gage og derimod i den Grad ved rentefri Laan hjalp
Prinsen, naar han var i Forlegenhed, at han ved hans Død havde 74.000 Rdl. til gode hos ham. Prinsens Død
1729 gjorde for øvrigt ingen Forandring i P.s Stilling, da han vedblev at indtage sin gamle Plads hos Prinsesse
Sophie Hedevig, hvis Yndlingsopholdssted Vemmetofte stedse var. Og som P. i det hele hjalp Prinsessen med
Raad og Daad, saaledes var han hende særlig til Gavn ved Udarbejdelsen af Fundatsen for Vemmetofte Kloster,
der traadte i Kraft efter hendes Død 1735. Ja, P. gjorde mere. Det var ham i den Grad en Hjærtesag at
gjennemføre Prinsessens Tanker, at han, der indtil sin Død var den ene af Klosterets 2 Kuratorer, under dettes
vanskelige pekuniære Stilling ydede en Række Pengetilskud af sin egen Lomme for at holde det oppe. Paa alle
Punkter føltes hans faste Haand og hans varme Deltagelse i, hvad der vedrørte Klosteret, lige fra dets vigtigste
Velfærdsspørgsmaal ned til saadanne Træk, som at han bestemte en vis aarlig Sum til at bestride Gudstjenesten
paa Klosteret med, at han forsynede alle dets Skoler med Exemplarer af »Kristendommens Hovedartikler«, og at
han i sit Testamente udsatte 1.000 Rdl. til Uddeling blandt de fattige paa dets Godser. Det er ikke for meget sagt,
at det ganske særlig skyldtes ham, at denne store Stiftelse kom i Gang og efterhaanden fik kraftig Væxt.
Prinsesse Sophie Hedevig viste da ogsaa, hvor meget hun skjønnede paa ham, da hun ved sin Død
testamentarisk vilde overdrage ham »et Sølvtaffel og en Sølvbuffet« og tillige fastsatte, at han skulde eje den
saakaldte »Have« (d. v. s. Blaagaard) uden for Kjøbenhavns Nørreport. P. vilde helst sige nej hertil, men
Christian VI nødte ham dog til at tage imod »Haven«. Saa nært som Forholdet var mellem den ugifte Prinsesse
og P., der var Pebersvend, kunde det ikke være andet, end at Folkesnakken fik travlt med dem, og man vidste da
ogsaa at fortælle, at de vare hemmelig gifte, et Rygte, der dog savner dybere Grund.
Naar Prins Carl og Søsteren 1721 havde taget Bo paa Vemmetofte, havde det hængt sammen med deres
Forbitrelse over, at Anna Sophie var bleven Dronning, og det var den Gang kommet til et Brud mellem dem og
Broderen, Frederik IV. Deres Forbitrelse imod Dronningen deltes ganske af P. Herom vidste Frederik IV god
Besked, og da det var ham klart, at netop Mænd som P. sandsynligvis vilde faa meget at sige hos hans Søn, naar
han besteg Tronen, søgte han, da han laa paa sit Dødsleje, at stemme ham blidere. Der er noget forunderlig
rørende i det bekjendte Optrin 11. Okt. 1730, da den døende Enevoldskonge kaldte P. hen til sin Seng og,
foruden at han hængte Elefantordenens Baand om hans Hals, bad ham om at værne om Dronningen og hans
andre nærmeste. Men paa P. gjorde det uheldigvis ikke det ringeste Indtryk, han vedblev at være Anna Sophie
lige gram.
Det gik, som Frederik IV havde forudset, at P. vilde komme til at spille en større Rolle, naar han selv havde lukket
sine Øjne. Christian VI udnævnte ham til i Forening med Broderen Christian Ludvig, Ivar Rosenkrantz og
Holsteneren Blome at danne hans første Konseil. Nogen særlig Ministerportefeuille fik han ikke, hvorimod han
blev Overkammerherre ved det kongelige Hof (17. Okt. 1730). Det syntes at være med Grund, at P. blev kaldet til
at optræde som Statsmand. Han var aabenbart en mer end almindelig begavet Mand, der havde vundet en rig
Dannelse og talte meget godt for sig. Der var meget ædelt, uegennyttigt og trofast i hans Karakter, og hans
Interesser vare alvorlige og dybe; han var en virkelig from Mand. Hertil føjede han en levende videnskabelig
Sans, der blandt andet bragte ham til at sætte stor Pris paa Hans Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes:
»Ludvig Holberg« [digital udgave]] og gjorde det til en kjær Syssel for ham at skaffe sig en god Bogsamling. Men
over sligt glemte han dog ikke det praktiske Liv, og ligesom han var en dygtig Styrer baade af sine egne
vidtstrakte Godser og af Vemmetoftes Ejendomme, saaledes var han ivrig Deltager i det asiatiske saa vel som i
det vestindisk-guineiske Kompagnis Foretagender; han var i en Aarrække Præsident i det sidstnævnte af disse
Selskaber.
Det var den fælles Modstandsaand imod Anna Sophie og hendes Venner, der i Frederik IV s sidste Tid havde
knyttet P. og den senere Konge Christian VI sammen. Denne begyndte ogsaa sin Regering med at sætte stor Pris
305/484