Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

gamle Skribenter i det latinske og Grædske Sprog (hvori hand selv viser sig
meget uerfaren) særdeles Homerum og Virgilium, hvilke sandeligen ikke
(disværre!) tygges nu om Dage saa længe paa i Skolen som skee burde — som
dog Auctor klager«. Løjerne med Universitetsprofessorerne betegnes som
formastelig Haan over de »høylovligste« Kongers akademiske Fundatser, ja
giver Anledning til dette personlige Udfald: »Vist nok maa hand selv være en
meget slet og ælendig Karl i det slags, som han beteer sig saa overmaade vred
paa«.
Dog hvad der især havde opbragt Tidens Lærde, det var at Holberg syntes dem
at ophidse Menigmand mod Dannelsen. Derfor hedder det i Klagen:
»Det som meget satyrice fortælles om en Disputatz og paafølgende liderlige og
urimelige Slagsmaal paa Universitetet (saadant der knap skal gives noget
Exempel eller lighed til i Christenheden; thi aldrig er nogenstæds sligt
passeret) kand af Bispens Skæg [de protestantiske Biskopper for Sjælland bar
Skæg indtil 1710] bevises ikke at henhøre til andet Universitet end det
kiøbenhavnske; og om Auctor med slig en skammelig Historie ikke søger at vil
give den gemene Mand en ham selv behagelig idée om vores Universitet og
lærde Sager, maae enhver dømme; Gemene Mand, som veed lidet af sligt, og
burde snarere styrkes i gode og avantageuse tanker de re literaria, end som
med saa skammelige og allerusandfærdigste Digt forføres, faaer her nok til
deres curiosité«. (Chr. Bruun: Peder Paars.)
Peder Paars ligger for os som den første Frugt af Holbergs digteriske Evne,
sildigt moden og saftrig.
Og Ordet Frugt, dette Billed, der saa ofte anvendes urigtigt om Aandens
Frembringelser, passer netop paa dette Værk; thi Frugten er jo ikke blot
Resultat, ikke blot noget færdigt, der afslutter en Udvikling, men den
indeholder Kærnehuset med talrige nye Vækster i Spiren. Saaledes indeholder
Paars, denne første Frembringelse af et komisk Geni, Spirerne til en hel Række
af de Værker, der fulgte.
Det har med Rette vakt Forbavselse, at Holberg i kun tre knappe Aar, fra
Begyndelsen af 1722 til Slutningen af 1724 har forfattet alle de nogle og tyve
Skuespil, der har baaret og vil bære hans Navn til Efterverdenen; det er en
Produktivitet — mindst syv Komedier om Aaret — der er enestaaende i nordisk
Literatur« dobbelt mærkelig 68 hos en Mand, der skriver mellem sit 37te og sit
40de Aar. Man nærmer sig til Forstaaelsen af denne Kendsgærning, naar man
ser, hvorledes de Skikkelser, Situationer, Repliker, der snart i Komedierne
skulde fremtræde lyslevende for Samtidens. Øjne, ligger sammentrængte her i
bugnende Fylde, paa Nippet til at sprænge det Fortælleformens Hylster, i
hvilke de er svøbte.
Det er her næsten alt, lige fra Indfald og Vendinger (som »der höllische Gott
Plutarchus« eller »Han døde, det er sandt, men Febren ham forlod«) indtil
Grundrids til Karaktertyper. Fattes, end Henrikskikkelsen, saa findes dog
allerede det første Udkast til Pernillefiguren i den drøje Marthe, om hvem det
hedder:
68 Betyder 'bemærkelsesværdig'.
58