Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Olufsen, Oluf Christian, 1764—1827, Digter, Landbrugs- og Skovbrugsforfatter, Statsøkonom
Af Johannes C.H.R. Steenstrup
Oluf Christian Olufsen fødtes 20. Jan. 1764 i Viborg, hvor Faderen, Hans O., var Raadmand, tillige Ejer af
Hovedgaarden Hessel ved Grenaa. Moderen, Christine f. Testrup, døde ved hans Fødsel, Faderen 2 Aar efter,
hvorpaa han kom i Huset hos sin formuende Mormoder, Fru Testrup paa Vesterris, senere hos Provst L.F.
Winther i Gjedsted. Da han var udset til at skulle forvalte et af Mormoderens Godser, blev han anbragt paa
Stiftamtmandens Skriverstue i Viborg; senere sendtes han til Kjøbenhavn for at læse til dansk-juridisk Examen,
som han tog 1783, men Mathematikken interesserede ham mere, hvorfor han 1784 tog Landmaalerexamen. Han
var derefter i nogle Aar beskæftiget med Opmaalinger i Jylland; under Krigen 1788 udførte han en kort Tid
Regimentskvartermester- og Avditørforretningerne ved en Grenader-bataillon.
Saaledes vare hos O. fra Ungdommen af praktisk Virksomhed og Studium gaaede Haand i Haand. Den opvakte
Yngling havde tilegnet sig Latin foruden flere moderne Sprog, var vel belæst i den evropæiske Skjønlitteratur og
havde levende Sans for Poesi. O. var bleven nøje knyttet til Christen Pram, med hvem han havde baade
økonomiske og digteriske Interesser fælles; ogsaa dennes fængslende Hustru, Baggesens »Seline«, drog ham til
Huset. O. skrev lyriske Digte i forskjellige Nytaarsgaver og Tidsskrifter og oversatte Sangene til Syngestykket
»Renaud d'Ast«; hans velklingende Digte vidne om en levende Naturglæde. Et i »Minerva« (1791) trykt længere
Digt, »Rosen«, kan især fremhæves; man vil ikke i den samtidige Litteratur finde en saa yndefuld, med frisk
Humor iblandet Idyl. Men var O. her fin og følsom, saa var han i Parodien paa P.A. Heibergs Syngestykke »Selim
og Mirza«, »Jochum og Maren« (1790), vel ikke uvittig, men haardhændet og grovkornet.
2. Maj 1793 gik Komedien »Gulddaasen« over det kongl. Theaters Scene og gjorde stormende Lykke. Forfatteren
havde holdt sig strængt anonymt, og der blev gættet paa mange, men de kyndige udpegede hurtig O. som
Digteren. Stykket indeholdt da ogsaa klare Afspejlinger af, hvad O. med sit iagttagende Øje havde set paa Amtets
Skriverstue, eller da han færdedes med Maalebaandet i Haanden. Det var Skildringer fra de samme
midtsjællandske Egne som i »Rosen«, men det fredelige Billede fra Præstegaarden var bleven afløst af lystige
Herregaards- og Værtshusscener, hvor et stærkt blandet Selskab af til Dels forvorpne Personer tumlede sig.
Imellem de skarptskaarne Figurer fængsledes især Opmærksomheden ved den vel begavede, ved egen Skyld og
Skæbnens Ugunst nedsunkne Prokurator Faldsmaal, hos hvem ondt og godt førte en stadig Kamp om Overtaget.
Komedien havde en interessant og vexlende Handling, Dialogen lyste af vittige Indfald og Sidehug til samtidige
Forhold. Om end bygget paa gamle Iagttagelser var Stykket skrevet i en ganske kort Frist, og den Friskhed, som
gjennemstrømmede det, har holdt det ungt endnu den Dag i Dag, da det er gaaet 123 Gange over Scenen.
O. havde holdt strængt over sin Anonymitet, da han vilde undgaa Modangreb fra P.A. Heibergs Side og end
videre maatte ønske, at Forfatterskabet og Stykkets Skæbne ikke skulde forringe hans Udsigter som Ansøger om
at blive Lærer paa et Agerdyrkningsinstitut, som det Classenske Fideikommis var i Færd med at oprette. Og netop
4 Uger efter »Gulddaasen«s første Opførelse tildelte Landhusholdningsselskabet ham denne Stilling; dog skulde
han forinden rejse i nogle Aar paa Fideikommissets Bekostning. O. begav sig derfor i Efteraaret 1793 paa Vej og
opholdt sig den første Vinter i Gøttingen [Göttingen], hvor især Fysikeren Professor G.C. Lichtenberg fængslede
ham. Den berømte lærde fik paa sin Side et betydeligt Indtryk af O.; han anbefalede ham i et Brev til Goethe som
en fortræffelig Mand med usædvanlig Aand og dyb Indsigt i den hele Naturlære, af hvem han havde lært ved
ethvert Besøg; han er, tilføjer han, Forfatter af »Gulddaasen«, hvilken herlige Komedie han har skrevet i Løbet af
8 Dage. Senere var O. i Schweits [Schweiz], England og Skotland. Fra første Færd viste han, at han med Alvor
forfulgte Rejsens Maal. Imidlertid fjærnede han sig ogsaa stadig bestemtere fra Poesien og søgte »Kostalde« i
Steden for Skuespilhuse; Vers skrev han næppe nogen Sinde mere i sit Liv. O. saa ned paa den tidligere poetiske
Periode som »fjantet«, hans ejendommelige Naturel medførte, at han helt maatte gaa op i en enkelt Ting ad
Gangen; »hos mig maa én Trop Kundskaber afløse den anden som en Flok Soldater den anden paa en
Hovedvagt«. Saaledes hjemkom han da i Sommeren 1796 som en »fuldkommen Økonom«.
O. begyndte sin Virksomhed paa Næsgaard under Carlsfeldt paa Falster. Det viste sig imidlertid vanskeligt at faa
Elever her nede, hvorfor Skolen forlagdes til Kjøbenhavn; nogle Forsøgsmarker bleve dannede i de Classenske
Haver, og en Bygning blev rejst; efter at imidlertid alt var bleven lagt øde i Krigen 1807, maatte O. indskrænke sin
Gjerning til Forelæsninger, hvilke ogsaa i det hele bleve godt besøgte. Han havde begyndt at udgive
»Økonomiske Annaler« (12 Bd., 1797—1810), fortsat af »Nye økonomiske Annaler« (5 Bind, 1812—20), der var
et nyttigt og velredigeret Tidsskrift. O., som med grundige Kundskaber forbandt praktisk Sans og klar Fremstilling,
skrev ogsaa »Anvisning til Hampens Dyrkning« (1810), der kronedes af Landhusholdningsselskabet; dette Skrift,
ligesom ogsaa hans »Anvisning for Landalmuen til at brygge Øl» (1812), blev uddelt gratis paa Regeringens
Bekostning. Ligesaa skrev O. en »Lærebog i den danske Landøkonomi« (1805); et nyt Oplag blev udgivet paa det
Classenske Fideikommisses Bekostning (1814). Dette som andre af O.s Arbejder blev oversat paa Svensk og
vandt ogsaa i Sverige megen Anerkjendelse.
Under al sin praktiske og videnskabelige Gjerning havde O. ikke glemt sin Kiærlighed til Digtekunsten. Han var
297/484