Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Ólafsson, Eggert, 1726—68, Forfatter
Af Kr. Kaalund
Eggert Ólafsson er født 1. Dec. 1726 paa Øgruppen Svefneyjar i det vestlige Island, hvor Forældrene, Ólafur
Gunnlaugsson og Ragnheiður Sigurðsdatter, dreve den derværende Gaard; Faderen roses for Opvakthed og
Dygtighed. [Broder til Jón Ólafsson [1731—1811]] Efter at have faaet en forberedende Undervisning hos 2 af sine
Morbrødre sendtes E. Ó., 15 Aar gammel, til Skalholt Skole, hvorfra han dimitteredes 1746. Ved Kjøbenhavns
Universitet studerede han de følgende Aar, stærkt hendraget til den nationale Oldlitteratur og boglige Sysler
overhovedet, men gjorde dog efterhaanden Naturvidenskab til Hovedstudium. Herom vidner allerede en af ham
1749 udgiven latinsk Afhandling om Islands naturlige Beskaffenhed: »Enarrationes historicæ de natura et
constitutione Islandiæ«. For at forberede sig til en paatænkt Fortsættelse af dette lille Arbejde rejste E. Ó. 1750 til
Island og færdedes, til Dels i Forening med sin senere Værkfælle Bjarne Pálsson, over en Del af Landet, som den
Gang efter kongl. Befaling undersøgtes af N. Horrebow [...]. De 2 unge Mænd, der samme Efteraar vendte tilbage
til Kjøbenhavn, maa have tiltrukket sig Opmærksomhed; allerede i Foraaret 1751 besluttede Regeringen at kalde
Horrebow tilbage og i samme Øjemed at lade Landet berejse ved disse; foruden hvad der ellers anvistes til deres
Underhold, tilstedes der dem en Understøttelse af det egentlig til Fremme af nordisk Oldforskning indstiftede
Arnamagnæanske Legat. Det videnskabelige Tilsyn overdroges Videnskabernes Selskab, og paa dettes
Anbefaling udsattes Rejsen et Aar, for at de kunde lægge sig efter de til denne nødvendige Færdigheder. Selve
Rejsen varede 1752—57. Hvert Halvaar nedsendtes sædvanlig Beretning til Selskabet, som lod et og andet heraf
trykke i sine Skrifter; end videre holdt de rejsende udførlige Dagbøger. Paa Grundlag af disse samt af, hvad han
dels havde set 1750, dels iagttog under et 4aarigt Ophold 1760—64 i det nordvestlige Island, forfattede senere E.
Ó. den under hans og Bjarne Pálssons Navn i 2 Kvartbind udgivne »Rejse igjennem Island«, der dog først efter
hans Død udkom i Sorø 1772, besørget i Trykken ved Professorerne J. Erichsen og G. Schøning, ledsaget af et
Kort over Island og talrige Afbildninger. Værket fandt fortjent Anerkjendelse; omtrent samtidig offentliggjordes en
tysk Oversættelse, og 1802 fulgte en fransk. Overensstemmende med den udkastede Plan lægges særlig Vægt
paa de landøkonomiske Forhold, Naturhistorien og den geografiske Oversigt. Men lejlighedsvis indflettes
Meddelelser om Befolkningens Levevis, Sæder og Skikke, overtroiske Forestillinger, ligesom ogsaa fremhæves,
hvad der kan være af historisk eller arkæologisk Interesse. Bogen har til Dels bevaret Karakteren af en
Rejsebeskrivelse, hvorved Gjentagelser ikke ganske have kunnet undgaas, i det Landet afdelingsvis beskrives;
som Regel tages under de først behandlede Landskaber det for hele Landet fælles, under de senere Afsnit det for
hver Landsdel mest karakteristiske og de her foretagne Specialundersøgelser. Med rette betragtes dette Værk
som Grundvold for al senere Islandsforskning. Man fik her for første Gang en paa fuld Sagkundskab hvilende,
udførlig Oversigt over Landet med dets Beboere og Næringsveje samt en med stor Interesse for Naturen forfattet
Beskrivelse af Dyr, Planter og Mineralier.
E. Ó. og Bjarne Pálsson, som under Islandsopholdet i Regelen havde tilbragt Vinteren hos Landfoged Skule
Magnusson paa Vidø [...], gave sig efter Tilbagekomsten til Kjøbenhavn i Færd med at bearbejde deres
indsamlede Materiale, men faa Aar efter forflyttedes Bjarne Pálsson til Island, og ogsaa E. Ó. foretrak (som det
synes af Helbredshensyn) at vende tilbage til Fødeøen, hvor han tog Ophold hos sin Svoger Præsten Bjørn
Halldórsson i Saudlauksdal [...]. Klager over, at Værket trak i Langdrag, førte ham til Kjøbenhavn, hvor han
1764—66 tilendebragte den foreløbige Udarbejdelse. Regeringen viste sin Tilfredshed med hans Virksomhed ved
1767 at udnævne ham til Vicelagmand paa Island. S. A. ægtede han sit Søskendebarn Ingibjørg
Gudmundsdatter. Efter at det nygifte Par havde tilbragt den første Vinter i Saudlauksdal, brød E. Ó. op med
Hustru og samtlige Ejendele for at bosætte sig længere syd paa, i Snefjældsnæs Syssel, hvor han havde ladet
opføre en Bolig; men da han vilde sætte over den store Bredefjord 30. Maj 1768, begravede en pludselig
opkommen Storm Fartøjet i Bølgerne, saa at intet Spor af de forulykkede senere saas. Dette Dødsfald var en
Landesorg for Island, hvor E. Ó. ved sin Personlighed, sin Forfattervirksomhed og sin Fædrelandskjærlighed
berettigede til store Forventninger.
Drivfjederen i E. Ó.s hele Virksomhed var en brændende Kiærlighed til Island, som i smaat og stort lagde sig for
Dagen. Han var en stor Beundrer af Fortiden, og skjønt stærkt paavirket af sin Samtid og med aabent Blik for de
mange Fordomme, der vare at bekæmpe paa Island, nærede han dog Uvilje mod de nye Moder, som han
frygtede for at hans Modstandere skulde indføre til Islands Skade, hvorfor han ogsaa i Kjøbenhavn blev Fører for
det saakaldte Bondesønneparti blandt de islandske Studenter og stillede sig i Modsætning til den af den senere
Biskop H. Finsen ledede Oplysningsbevægelse. Selv kæmpede han for gammel Sæd og Skik, for Benyttelsen af
Islands egne Hjælpekilder, hvad Spise, Drikke og Klædedragt angik. Sit Bryllup lod han fejre paa middelalderlig
Vis, og selv bar han en hjemmevævet Dragt.
E. Ó. vilde gjennem sin Digtning — over hvilken den 1832 udgivne »Kvæðabók« giver en Oversigt — være en
Opdrager for sit Folk. Mest bekjendt er hans »Búnaðarbálkur«, der under Titel af »Det islandske Landlevned« er
oversat af hans Brodersøn Finn Magnusson i »Skandinavisk Musæum« I, 1803 (dog med forandret Versemaal og
i en noget pompøs Stil). Han giver her en Skildring af et islandsk Hjem, som det bør være, med sin Svoger B.
Halldórssons Husholdning som Forbillede, og mange Steder faar hans Kjærlighed til Naturen et smukt Udtryk. E.
292/484