Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Niebuhr, Carsten, 1733—1815, geografisk Rejsende
Af P. Lauridsen
Carsten Niebuhr fødtes 17. Marts 1733 i en velhavende Marskbondefamilie i Lüdingwort i Hadeln i Hannover.
Moderen døde kort efter hans Fødsel, og næppe havde han begyndt sine Studier i Otterndorfs Latinskole, før
ogsaa Faderen gik bort. Da hans Fædrenearv ikke var meget betydelig, tog hans Formynder ham ud af Skolen,
og N. tilbragte 4 Aar ved almindeligt Bondearbejde paa en Slægtnings Gaard, ja end ikke sine musikalske Anlæg,
der kunde have stillet ham en Organistpost i Udsigt, fik han Tilladelse til at uddanne. Imidlertid vakte en Proces
om nogle Marskjorder hans Interesse for Landmaalerkunsten, og da han samtidig blev myndig og fik
Dispositionsret over sin Formue, besluttede han at uddanne sig i denne Retning. Over 22 Aar gammel drog han
1755 til Hamborg, hvor han studerede Latin, almindelige Skolefag og Geometri ved det derværende Gymnasium,
og 1757 drog han til Gøttingen [Göttingen] for ved det derværende Universitet at fuldende sin faglige Uddannelse.
Et Familiestipendium satte ham i Stand til et forlænget Studieophold, og han tænkte paa at indtræde i det
hannoveranske Ingeniørkorps, da han 1758 modtog et højst smigrende og fordelagtigt Tilbud fra Danmark. Den
bekjendte Orientalist Professor J.D. Michaelis i Gøttingen havde foreslaaet Statsminister J.H.E. Bernstorff at
sende en sproglærd til Sydarabien for at indsamle nyt Stof til gammeltestamentlig Filologi og Exegese; Ministeren
gik ind paa Forslaget, men udvidede det til samtidig at omfatte almenarkæologiske, historiske, geografiske og
fysiske Undersøgelser af enhver Art, og saaledes opstod den danske »arabiske Expedition«. Paa Michaelis'
Forslag valgtes Præstesønnen fra Vester Skjerninge Fr. Chr. van Haven, der den Gang studerede i Gøttingen, til
Expeditionens egentlige Leder og Filolog, og ad samme Vej opfordredes N. til at deltage som Astronom og
Naturhistoriker. Han tog med Glæde imod Tilbudet, men betingede sig 1 1/2 Aar til videnskabelig Forberedelse og
Uddannelse og i samme Tidsrum en lignende Statsunderstøttelse som den, van Haven nød. Han studerede nu en
Række Fag, der kunde have Betydning for Rejsen, og kastede sig med Jærnflid over Tobias Mayers
astronomiske System, særlig hans nye Methode til Bestemmelsen af den geografiske Længde ved Hjælp af
Maanedistancer. 1760 ankom han til Kjøbenhavn og udnævntes til Lieutenant i Ingeniørkorpset. Foruden de alt
nævnte bestod Expeditionen af den svenske Filolog og Naturforsker Dr. P. Forskål [...], Lægen Chr. Carl Cramer
[Christian Carl Kramer] og Maleren Georg Wilh. Baurenfeind [...]. Bernstorff, der hurtig fattede Tillid til N.,
udnævnte ham til Togtets Skatmester, og da han var den eneste, der vendte tilbage, tales nu almindelig om N. s
Expedition, uden at en saadan Førerstilling oprindelig var tildelt ham.
Den første Plan gik ud paa at sende Expeditionen ad Søvejen over Trankebar til Jemen [Yemen], hvor den skulde
opholde sig i 2 à 3 Aar, men af Hensyn til den lange Sørejse opgav man dette. Orlogsskibet »Grønland«, der afgik
fra Kjøbenhavn 7. Jan. 1761, førte Expeditionen til Dardanellerne, hvorfra den begav sig til Konstantinopel og paa
et Handelsskib naaede Alexandria. I Nedreægypten og paa Sinaihalvøen foretog den betydelige arkæologiske og
fysiske Undersøgelser indtil Sept. 1762, da den indskibede sig i Suez for at naa Sydarabien. Her landede den i
Loheia 29. Dec. og rejste over Land til Mokka. Men Medlemmernes Sundhed var allerede nedbrudt, van Haven,
der synes at have savnet Energi og videnskabelig Sans, døde i Mokka, og Forskål, der havde udført et stort
botanisk Arbejde, bukkede under for det uvante Klima og Overanstrængelse paa Vejen til Sanā, Jemens
Hovedstad. Fra dette Øjeblik var N., der frelste sig selv ved et strængt orientalsk Levesæt, Expeditionens Sjæl. I 8
Maaneder gjennemforskede han en stor Del af Jemen, havde gjentagne Gange Foretræde hos Imanen af Sana,
og højst ugjærne indskibede han sig 23. Avg. 1763 i Mokka for at naa Bombay. Paa Overrejsen døde Baurenfeind
og kort efter tillige Dr. Cramer. N. stod nu ene med en svensk Tjener og følte sig saa svag, at han tit opgav
ethvert Haab om at gjense Hjemmet, men ikke des mindre fandt han Kraft og Lejlighed til at undersøge Ruinerne i
Elephanta m. m., og efter et 14 Maaneders Ophold i Bombay afsejlede han atter til Arabien, landede i Maskat,
Omans Hovedstad, og naaede her fra over Bender Buschir og Schiras Persepolis' pragtfulde Ruiner, der
fængslede ham i det meste af en Maaned og for ham selv bleve Glanspunktet under hele Rejsen. Med utrættelig
Flid aftegnede han Mindesmærker og Indskrifter, hans Syn svækkedes under Arbejdet i det blændende Sollys,
hans Tjener bukkede under for Ørkenlivet, og ene maatte han tiltræde Tilbagevejen over Buschir og den persiske
Havbugt til Basra. I Nov. 1765 gik Rejsen videre over Bagdad, Mosul og Diarbekr til Halep, hvorfra han foretog en
Forskningsudflugt til Cypern og der fra over Jaffa til Jerusalem og Damaskus. Sluttelig gjennemrejste han
Anatolien for over Konstantinopel og det evropæiske Fastland at naa hjem til Kjøbenhavn i Nov. 1767. — Her
modtoges han med stor Udmærkelse af Hoffet, af Grev Bernstorff og af de lærde; han forfremmedes til
Ingeniørkapitajn og optoges i flere udenlandske lærde Selskaber.
Paa Grund af van Havens og Forskåls tidlige Død naaedes Expeditionens filologiske Øjemed kun i ringere Grad,
og endnu mere maa det beklages, at N.s astronomiske Observationer ikke offentliggjordes før en Menneskealder
efter hans Hjemkomst. Som Tobias Mayers Elev var N. den første, der praktisk benyttede hans Methode og
Maanetavler ved Længdebestemmelser, og endnu førend Dr. N. Maskelyne paa sin berømte Rejse til St. Helena
1761 havde overbevist sig om Fremgangsmaadens Brugbarhed, hjemsendte N. Stedbestemmelser, der
udmærkede sig ved den mest beundringsværdige Nøjagtighed og bidroge til, at Mayers Enke fik den af det
engelske Admiralitet udlovede Belønning for Længdebestemmelser til Søs. Men uheldig paavirket af Astronomen
Pater Hell fandt N. ikke Mod til at offentliggjøre sine Observationer, og Kortet over Middelhavet og Levanten
naaede derfor først sin rigtige Form ved Bonapartes Togt til Ægypten 1800 og den samtidige Offentliggjørelse af
284/484