Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Mygind, Frands, o. 1710—1789, Botaniker
Af E. Rostrup
Frands Mygind var Søn af Provst Chr. Henrik M. i Brovst (død 1734) og Margrethe Marie Kirstine f. Daniton, blev
dimitteret 1729 fra Aalborg, hvor han var Dux i Skolen, men skildres allerede den Gang som vanskelig
omgængelig. Han begyndte at studere Theologi, hvad han dog snart opgav til stor Misfornøjelse for Forældrene;
dette var vel ogsaa en medvirkende Grund til den Trætte, der opstod mellem Moder og Søn ved Skiftet efter
Faderen, saa at de skiltes i Fjendskab. I 1734 indtraadte et Vendepunkt i hans Liv, i det han ved en medicinsk
Disputats, hvor N. Ryberg var Forsvarer under Præsidium af Universitetsrektor Detharding (som rimeligvis var
Afhandlingens Forfatter), optraadte som Opponent paa en for Præses saa usømmelig Maade, ledsaget af
uhøviske Gebærder, at denne forebragte en Klage for Konsistoriet, som førte til M.s Relegation fra Universitetet,
skjønt der synes at have været megen Meningsforskjel om denne Sag. Han ansøgte senere om Ophævelse af
Relegationen og blev kraftig støttet af Universitetets Patron Ivar Rosenkrantz, men uden Resultat, hvilket bibragte
ham den bitre Følelse mod hans Fædreland, som han stedse bevarede. M. rejste derefter til Udlandet for aldrig at
vende tilbage. Han opholdt sig et Par Aar i Leiden, Paris og Berlin og fik i 1736 Ansættelse som Adjunkt ved
Akademiet i St. Petersborg; men allerede Aaret efter forlod han denne Stilling og flakkede om i forskjellige Lande,
især i Italien, hvor han synes at have ernæret sig ved Lægepraxis. I 1741 kom han syg og fattig til Wien, hvor de
barmhjærtige Brødre optoge ham i et Hospital. Han blev Katholik og gjorde snart en glimrende Karriere,
avancerede hurtig som kejserlig Embedsmand i Statshusholdningssager, skal have vist megen Dygtighed i denne
Stilling og blev 1756 udnævnt til Hofraad. S. A. (24. Maj) ægtede han Elisabeth Schmidt v. Eisen-fels, Datter af
den kort i Forvejen adlede S. v. E. Hun døde allerede 12. Febr. 1761, og den eneste, aargamle Søn døde s. A. I
1759 stiftede han Bekjendtskab med den berømte Botaniker Jacquin, og han kastede sig fra nu af med stor Iver
over Botanikken. Han har ikke selv publiceret noget af Betydning — før han forlod Hjemmet, skrev han nogle
Disputatser —, men han har ydet værdifulde Bidrag til Jacquins, Scopolis og Schrebers botaniske Værker, til den
sidstes under den Betingelse, at hans Navn ikke maatte anføres, hvilket vidner om, at han ikke havde
Ærgjerrighed i denne Retning. Han støttede pekuniært baade Schreber og Wulfen, saa at de bleve satte i Stand til
at foretage længere botaniske Rejser. Hans videnskabelige Fortjenester omtales med Berømmelse af de
østerrigske Botanikere, og en Planteslægt (Myginda) blev opkaldt efter harn. I 1775 blev han pensioneret og
anvendte sit Otium væsentlig til botaniske Sysler. Han døde 6. April 1789 paa sin Landejendom i Wiens Omegn,
og han testamenterede sit store Herbarium til Universitetet i Pesth, medens en Svigerinde blev Arving til hans rige
Bogsamling og øvrige ret betydelige Ejendele, efter at en Del Legater vare uddelte.
Til: Indholdsfortegnelsen
283/484