Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Styrelsen af Frederiks Hospital, der netop stiftedes paa denne Tid (1756). Skjønt Forfængelighed hos M. kan
have haft Del med i, at han kom til at træde frem paa denne Maade, vil man ikke kunne frakjende ham virkelig
Interesse for de Sager, han saaledes fik at gjøre med. At han havde Sans for Kunst, derom synes den
udmærkede Samling af Malerier, som han har efterladt sig, klart at vidne, han anskaffede en betydelig
Naturaliesamling, og at de økonomiske Spørgsmaal, som paa den Tid kom op, satte ham i stærk Bevægelse,
viste han, da han udvirkede en kongl. Kundgjørelse af 31. Marts 1755, hvorved Folk bleve opfordrede til at
udarbejde Afhandlinger over herhen hørende Æmner; hvad de skreve, vilde da blive trykt paa offentlig
Bekostning. Virkningen heraf blev den livlige Forhandling i Litteraturen, som vi særlig kjende fra »Økonomisk
Magasin« og fra Frederik Lütkens »Økonomiske Tanker til højere Eftertanke«. Iblandt de Æmner, som paa den
Maade bleve behandlede, var Landbospørgsmaalet afgjort det vigtigste, og man maa rose M. for at have ladet der
være fuldstændigt Frisprog paa dette Omraade, thi han sympathiserede ikke med den Opfattelse, som begyndte
at komme stærkt frem i Litteraturen, at der burde indføres betydelige Reformer for at hæve Bondestanden. M. var
selv stor Godsejer. Ikke blot ejede han de betydelige Godser, der nu danne Grevskabet Bregentved (han havde af
dem 1747 kjøbt Thurebyholm af Staten, 1750 Juellinge af Grev Frederik Danneskjold og 1751 Alslev og
Tryggevælde af Grev Oertzen); men han ejede tillige til forskjellig Tid Glorup og Rygaard i Fyn, Baronierne
Lindenborg og Høgholm samt Dronninglund og Dronninggaard i Jylland, Gammelgaard paa Laaland [Lolland],
Nygaard paa Møen, som han siden solgte til Schimmelmann, Noer i Sydslesvig og Testorf i Holsten. Det er ikke
usandsynligt, at de store Herremandsinteresser, han saaledes havde, have bragt ham til, uagtet han som
Godsejer var god imod sine Bønder, ikke at søge Forbedringen af de slette Landboforhold i en Forandring af
Bøndernes sociale Stilling, men derimod i et mere tidssvarende Agerbrug og i Ophævelsen af det for Herremænd
saa vel som for Bønder fordærvelige Fællesskab. Han var som Godsejer iblandt de forreste med at faa indført
den holstenske Kobbeldrift i Steden for det forældede Trevangsbrug; han indførte Dyrkning af Hvede paa
Sjælland og forøgede ved sine forskjellige Forandringer Kornproduktionen paa sine Godser meget betydelig. Efter
en Opgivelse af ham i Aaret 1776 gave hans sjællandske Hovedgaarde alene en forøget Afgrøde paa 4.000 Tdr.,
hvoriblandt 2.000 Tdr. Hvede; Forøgelsen af Bøndernes Høst paa de samme Godser regnede han til 8.000 Tdr.
Ved Siden af, hvad han udrettede som Godsejer, havde han stor Del i de første Skridt, der skete for at
indskrænke Fællesskabet (Forordningerne af 29. Dec. 1758, 28. Dec. 1759 og 8. Marts 1760).
Men M. var ikke blot Godsejer, han tog ogsaa Del i Handelsforetagender, hvad fornemme Folk i det hele taget
ikke sjælden indlode sig paa i den Tid. De Handelskompagnier, der opstode, ansaa det for at være fordelagtigt at
have Stormænd i Spidsen for sig. Fremfor alle maatte da en Mand, der i den Grad som M. havde Kongens Øre,
og som havde hans Indflydelse i Regeringskredsene, være et ypperligt Præsidentæmne. Han beklædte denne
Stilling baade i det vestindisk-guineiske og det asiatiske Kompagni; han var endogsaa det sidstnævnte
Kompagnis Præsident i 21 Aar (1750—71). Men uheldigvis kom han netop i sit Forhold til det asiatiske Kompagni
til at vise, at det kunde være misligt for et Handelsselskab at have en Hofmand til Præsident. Da nemlig det ny
Frederiks Kvarter i Kjøbenhavn blev anlagt (1749), kom den Tanke frem, at det skulde smykkes med Kongens
Statue. Frederik V var forfængelig nok til at forelske sig i denne Plan, og ikke blot støttede M. ham heri, men han
forstod ogsaa at finde Penge dertil ved som Præsident i det asiatiske Kompagni at formaa dette til at paatage sig
Bekostningen som en Erkjendtlighed for de Tjenester, Kongen ved flere Lejligheder havde vist det. Aktionærerne
gik villig ind paa Forslaget; men da Udgifterne, takket være Snyderier og slet Kontrol, efterhaanden svulmede op
til det monstrøse, blev deres Stemning alt andet end tilfreds. Den Kulde, de viste M., da han 1771 fratraadte
Præsidentstillingen, hang maaske i ikke ringe Grad sammen hermed.
Medens M. i denne Sag vel meget havde vist sig som Hofmanden, tilkommer der ham i det hele den Ros, at han i
sit Forhold til Frederik V ærlig og trofast har søgt at gavne denne. Han har blandt andet aabenbart gjort, hvad han
kunde, for at støtte Kongen imod de Fristelser, som hans sanselige Temperament og hans svage Karakter
udsatte ham for. De Breve fra Kongen til ham, som vi kjende, ere paa en Maade lidet indholdsrige, de indeholde
kun Udbrud af Frederik V's Stemninger; men de have Betydning ved det stærke Indtryk, de give af, at M. mange
Gange hellere har udsat sig for Kongens Heftighed end villet undlade at holde igjen imod hans Udskejelser. Han
har paa dette Omraade været sin Konges gode Aand. En stor Løn høstede M. unægtelig ved det trofaste
Venskab, som Frederik V nærede for ham, lige indtil han, saa at sige, udaandede i hans Arme. Han gav denne
Følelse Udtryk, ikke blot ved Æresbevisninger som dem, der ovenfor ere nævnte, hvortil kan føjes, at M. 1747 fik
Ordenen de la fidelité og 1752 blev Ridder af Elefanten, men særlig derved, at han efter Dronning Louises Død
vilde ægte en Datter af M. Denne, der mindst af alt i Verden manglede Forsigtighed, var imidlertid besindig nok til
at afværge denne farlige Ære.
Til Uheld for M. svarede ikke en almindelig Yndest til det Venskab, Kongen nærede for ham. I og for sig var det
naturligt, at der opstod Misundelse imod ham, ikke mindre end at de bleve vrede, der havde søgt den
højtstaaende Mands Hjælp og ikke opnaaet, hvad de ønskede. Hertil kom, at der var en ret almindelig
Misstemning i Slutningen af Kongens Regeringstid imod dem, der vare dennes nærmeste Raadgivere. Vistnok
kunde man sige, at Lykken havde begunstiget den Bernstorffske, af M. stærkt støttede Politik. Den Fare, der 1762
havde truet ved den russiske Kejser Peter III's Fjendskab, var drevet over ved hans Afsættelse og Død, og der
var Udsigt til paa fredelig Maade at faa det plagende gottorpske Spørgsmaal bragt ud af Verden. Men dels havde
Folk ingen Kundskab om, hvorledes det stod til, dels havde de ingen Forstand derpaa; de saa blot paa de
Ulemper, som Forholdet udad til havde bragt over Folket ved at fremkalde nye Skatter og bringe Pengevæsenet i
276/484