Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Overhofmarskalembedet havde tidligere været en blot Hofcharge; men nu under Frederik V blev det den ydre
Stilling, der gav M. Lejlighed til som Kongens fortrolige Ven at være om ham tidlig og silde. Da Frederik V talte
med ham om alt, hvad der laa ham paa Sinde, var det muligt for ham ved Samtaler og Referater at gjøre sin
Indflydelse gjældende paa alle Omraader, hvor det lystede ham. Han attraaede derfor aldeles ikke at staa i
Spidsen for noget Regeringskollegium eller engang at være Medlem af Konseillet. Da Kongen i Aaret 1763
udtrykkelig gav ham Sæde i dette Kollegium, opnaaede han at faa Fritagelse for at møde der. Ganske sikkert var
det ogsaa overflødigt for ham at tage Del i Konseillets Forhandlinger, da Ministrene maatte holde det for
nødvendigt at tale med ham om mangfoldige Sager og at sikre sig hans Medvirkning, naar det gjaldt noget af
Vigtighed. De fremmede Diplomater havde saa vidtgaaende Tanker om hans Indflydelse, at en af dem
lejlighedsvis udtalte, at han efter Behag kunde af- og indsætte Ministre. Derfor holdt de det tit for lige saa vigtigt at
forhandle med ham som med selve Udenrigsministeren, ja undertiden for endnu vigtigere.
Den Opfattelse, de fremmede Diplomater havde, faldt ganske sammen med, hvad der var den almindelige
Mening i selve Landet, baade hos høje og lave; ingen var i Tvivl om, at den bedste Vej til at opnaa noget hos
Kongen var at vinde M. for sin Sag. Men hvad sagde Ministrene hertil? De kunde, skulde man tro, ikke finde
andet, end at det var et ganske utaaleligt Forhold; det maatte efter al Sandsynlighed enten føre til højst pinagtige
Rivninger eller til, at Ministrene sank ned til at blive Nikkedukker i M.s Haand. Men dog er det et helt andet Syn,
Frederik V's Regeringshistorie frembyder, og det maa siges først og fremmest at være M.s Fortjeneste, at det ikke
kom til at gaa, som man kunde frygte for. M. var nemlig lykkeligvis ikke en almindelig »Favorit«, men sin Konges
trofaste Ven og en god dansk Fædrelandsven, der, om han end til sine Tider ikke glemte sin egen Fordel, dog
paa flere Maader med Alvor arbejdede for Landets Vel. Han, der havde en god Forstand og i det mindste i flere
Retninger et sundt Blik, men ingenlunde var en Mand med overlegen Begavelse, kj endte godt sin egen
Begrænsning, og han var lykkeligvis uden den Ærgjerrighed at ville være alt. Derfor tilraadede han ogsaa Kongen
strax i Begyndelsen af hans Regering, at han, om han end saa vidt muligt burde se med egne Øjne, dog tillige
skulde støtte sig til Konseillets Overvejelser, og han opfordrede ham tillige til at bevare dette i dets daværende
Sammensætning. Da han desuden selv aabenbart var hensynsfuld og behagelig i sit Væsen, forstod han
personlig at stille sig i det rette Forhold til Konseillet og de andre Regeringskollegier. Vistnok mangler det
ingenlunde paa Kabinetsordrer fra Kongen eller paa Forandringer fra dennes Side i Kollegiernes Indstillinger,
ligesom det ogsaa temmelig jævnlig skete, at Kongen ved Embedsudnævnelser gik sine egne Veje, og i alt sligt
har han ganske sikkert raadført sig med M.; men Regeringens fremherskende Træk, i det mindste hvad hele
Sider af de indre Forhold angaar, var dog en Kollegiestyrelse, hvori M. ikke blandede sig.
Særlig Interesse har M.s personlige Forhold til de 2 betydelige Statsmænd, der spillede den største Rolle under
Frederik V's Regering, nemlig Schulin og J.H.E. Bernstorff. For den første af disse nærede han stor Ærbødighed,
og han synes at have opfattet ham som den, der havde været et Slags Velynder for ham. Med god Grund mente
derfor de fremmede Diplomater, at M. ganske rettede sig efter den Politik, som Schulin ansaa for den rigtige, at
han støttede den hos Kongen og aldrig modarbejdede den. Anderledes blev Forholdet, da Schulin døde i 1750,
og efter en kort Mellemtid Bernstorff i 1751 baade blev Udenrigsminister og Medlem af Konseillet. Det var vistnok
med rette, det den Gang blev sagt, at M. hellere saa denne Plads besat med Bernstorff end med den anden
fremragende Diplomat, hvorom der kunde være Tale, nemlig Grev Lynar. Men den Ærbødighed, M. havde haft for
Schulin, der var saa meget ældre end han, følte han ikke over for den med ham samtidige Bernstorff. Det synes
ogsaa, som om denne, ved Siden af al den fine Form, der udmærkede ham, har haft en vis docerende Bredde,
der kunde virke irriterende, og at han nok holdt af at lade sin aandelige Overlegenhed træde frem. Nok er det, at
M. følte sig stødt ved hans Væsen, og det var der dem, som forstode at benytte sig af. Oven i Kjøbet var det en
ikke ualmindelig, om end sikkert i det væsentlige uberettiget, Opfattelse, at Bernstorffs politiske System var
forskjelligt fra M.s, at han nemlig var engelsksindet, medens M. var fransksindet. Særlig Frederik II af Preussen
hadede Bernstorff, og den ene Gang efter den anden pønsede han derfor paa, om det ikke skulde være muligt at
faa M. til at styrte Bernstorff. Men til Lykke for Staten gav M. ikke sin vrantne Stemning lige over for Bernstorff
Spillerum; han saa, at det var Pligt at lade denne blive siddende paa sin Plads, og saaledes skete det da. Efter at
han her havde taget sit Parti, fulgte han Bernstorffs Fane lige saa trofast, som han havde fulgt Schulins, og han
var stadig en værdifuld Støtte for Bernstorff, medens Staten slap for et Rænkespil, der paa det daværende farlige
Tidspunkt kunde have været ødelæggende. Den Gavn, han gjorde ved Siden af Bernstorff, traadte klarest frem i
1762 under den Fare, som den Gang truede fra Rusland. Man maa kalde det en Lykke for Landet, at han paa
dette Tidspunkt, da adskillige tabte Modet, var enig med Bernstorff i at staa fast og byde den russiske Kejser
Peter III Spidsen. Det var saa at sige bag Kulisserne, at vi have set M. virke som Kongens Raadgiver, baade hvad
den ydre Politik angaar og med Hensyn til den egentlige Statsstyrelse. Det gjorde, som tidligere omtalt, ikke stor
Forandring heri, at han 18. Marts 1763 blev Medlem af Konseillet, da han holdt sig borte fra Møderne. Faa
Maaneder i Forvejen (2. Dec. 1762) var han bleven Medlem af Overskattedirektionen, og skjønt Schimmelmann
afgjort var Hovedmanden her, kom han dog ved denne Stilling officielt i Forbindelse med en vigtig Gren af
Statsforvaltningen. Ved Siden deraf havde han dels det Hverv at bestyre Kongens Partikulærkasse, dels traadte
han tydelig frem for Offentligheden ved den overordnede Ledelse, Kongen lod ham faa paa visse aandelige
Omraader. Da nemlig Kunstakademiet blev stiftet 31. Marts 1754, gjorde Frederik V ham til Præsident for dette,
og tillige lagde han en ny videnskabelig Institution under ham, nemlig det i 1759 oprettede Natural- og
Husholdningsselskab, for øvrigt en besynderlig Ordning, da man skulde tro, at en saadan Institution naturlig hørte
sammen med Universitetet. Ikke mindre maatte der blive lagt Mærke til, at M. fik den ypperste Plads ved
275/484