Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Masius, Hector Gotfred, 1653—1709, Theolog
Af A. Jantzen
Hector Gotfred Masius blev født 13. April 1653 i Schlagsdorf i Meklenborg, hvor hans Fader, Nicolai M. (død
1668), var Præst; hans Moder, Elisabeth Bremer, var Søster til Hofpræst Johan B. og Mag. Chr. B. ved Petri Kirke
i Kjøbenhavn [...]. M. gik i Skole i Lybek [Lübeck] og studerede derefter i Giessen. 1670 kom han første Gang til
Kjøbenhavn for at besøge sin nævnte Morbroder Hofpræsten og opholdt sig længere Tid her. Men hans Studier
førte ham paa ny til Tysklands forskjellige Højskoler. 1675 fik han Magistergraden i Giessen; studerede derefter
bl.a. i Leiden og Utrecht, og kun Sygdom forhindrede ham i at komme til England. For sit Helbreds Skyld rejste
han til Kjøbenhavn, prædikede flere Gange i Petri Kirke og vandt derved Storkansleren Fr. Ahlefeldts Gunst; han
opnaaede 1682 at faa Løfte paa det første ledige theologiske Professorat. Men allerede s. A. gik han som dansk
Legationspræst til Paris. Her forfulgtes Huguenotterne paa denne Tid, og han gjennemlevede i Frankrigs
Hovedstad de store Uroligheder som Følge af det nantiske Edikts Ophævelse 1685. Hans Præstegjerning fik
derved en særegen Karakter og lagde Beslag paa alle hans Kræfter. 1684 udgav han et Forsvarsskrift paa Fransk
mod Romerkirken. Fra Paris fik han ogsaa Lejlighed til at komme til England og gjøre sig bekjendt med
Forholdene i Oxford. Det tilbødes ham at blive Generalsuperintendent i Lauenborg, men 1686 vendte han hjem
efter Befaling af den danske Konge, i det han var udnævnt til Hofprædikant og Professor i Theologi. Disse
Embeder beklædte han derefter i 23 Aar til sin Død. Ved hans Hjemkomst fra Paris vakte hans ydre Optræden
stor Forundring. Han var den første Præst, som viste sig her til Lands med Allongeparyk. Hans Ophold i Frankrig
havde ogsaa sat andre mærkbare Spor saa vel med Hensyn til hans Læremaade som til hans Stil.
Aaret efter (1687) fik han den theologiske Doktorgrad i Kjøbenhavn. Men ved samme Tid indvikledes han i heftig
Strid. Han havde i Frankrig været de reformertes Beskytter; nu blev han deres hidsige Avindsmand [angriber,
modstander] i Danmark. Ved deres Trosfælles Dronning Charlotte Amalies Protektion havde de opnaaet adskillige
Privilegier, men betragtedes dog stadig med mistænksomme Blikke af Præsterne og Theologerne her hjemme.
Ved et latinsk Skrift, som M. udgav i Slutningen af 1687, blussede Ilden op paa ny. Det bar Titelen: »Den
evangeliske Religions Vigtighed for Fyrsterne« (»Interesse principum circa religionem evangelicam«) og gik ud
paa at vise, at Kalvinismen i sin Helhed hyldede Folkesouveræniteten som sit Princip og derfor var farlig for den
absolute Kongemagt. Allerede 1663 havde daværende Professor H. Vandal (d. æ.) i et Skrift anslaaet samme
Streng, uden at det den Gang havde draget Følger efter sig. Men nu rejste sig et Ramaskrig fra reformerte
Theologer rundtom, og Krigen fortsattes med tiltagende Bitterhed gjennem flere Aar. Blandt Modstanderne kan
særlig nævnes Professor Samuel Andreæ i Marburg og Joh. Bekman i Frankfurt, som skrev under Mærket
»Hubert Mosanus«. Striden fik efterhaanden en fuldstændig politisk Karakter, og de reformerte fremførte bl.a.
Bemærkninger om, at de danske Konger — t.Ex. Frederik II — tidligere havde dømt mildere om Kalvinismen. I
»Dania orthodoxa fidelis et pacifica« (1689) forsvarer M. den danske Regering mod Beskyldningen for
Kalvinisme. Denne Vending af Striden fremkaldte saa et Kongebrev af 5. Febr. 1689 til M. om strax at paatage sig
at udarbejde en fuldstændig Danmarks Kirkehistorie, hvad der hidtil savnedes; til det Øjemed skulde Arkiverne
staa til hans Raadighed. Sammen med den unge Fr. Rostgaard [se om Rostgaard i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]] rejste saa M. s. A. til Nordtyskland for ogsaa her at drive arkivalske Undersøgelser,
ligesom det i den følgende Konges Tid paatænktes at sende ham til Rom for i Vatikanet at skaffe Oplysninger til
Nordens Kirkehistorie. Der blev imidlertid intet af hele Arbejdet; hans Samlinger dertil kjendes heller ikke. Nye
Indlæg i den staaende Strid gav han 1690 i sit iltre Skrift »Das treue Lutherthum« og 1691 i »Epistola ad Bart.
Botsaccum«, der den Gang var ansat i Brunsvig [Braunschweig]. Hans Yndlingsdiscipel S. Lintrup [se om Lintrup
i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] kom ham ogsaa til Undsætning 1692 med et sprænglærd
Arbejde [...]. Imidlertid var den vittige Retsfilosof Chr. Thomasius i Halle kommet med paa Kamppladsen, og han
viste sig baade af Navn og af Gavn at være »mere end Masius«. Naar M. mod den Sætning, at Kongemagten
skulde være overdraget af Folket, indvendte, at ingen kan give, hvad han ikke har; derfor kan Folket heller ikke
give nogen Kongemagt, — svarede Thomasius: »Jeg har ingen Ørefigen; men derfor kan jeg godt give Hr. M. en;
thi jeg har, hvad der hører til.« M. blev rasende og fik Kongen overtalt til ikke blot at lade Thomasius'
»Skandskrift« offentlig brænde af Bøddelen, men ogsaa til at sende en egenhændig Skrivelse til Kurfyrst Frederik
Vilhelm af Brandenborg og deri forlange hans alvorlige Afstraffelse. Svaret blev en Gjenfordring fra Kurfyrsten til
den danske Konge, at denne skulde straffe sin Hofpræst, der ikke blot havde rejst en theologisk Kontrovers, men
meget mere krænket alle reformertes Ære og mistænkeliggjort deres Redelighed. M. høstede ingen Lavrbær i
denne Strid, men han blev derved Aarsag til, at de reformertes Stilling i Danmark blev vanskeligere, deres
Rettigheder indsnævrede, og at Forbud udgik imod, at unge Adelsmænd, der rejste udenlands, maatte opholde
sig ved kalvinistiske Universiteter for ikke at blive smittede af republikanske Grundsætninger.
Strax efter sin Hjemkomst fra Paris havde M. — endnu ugift — taget en Del unge studerende, saa vel adelige
som borgerlige, i Huset. Han var jo en kundskabsrig og berejst Mand, i hvis Omgang der kunde være meget at
lære. »Man kunde snarere kalde det et lille Akademi end et Spisehus«, skriver Fr. Rostgaard, som selv i 3 Aar
opholdt sig i dette store Selskab og uddannedes af denne lærde. M. var en virksom og anset Universitetslærer og
havde betydelig Indflydelse i Hofkredsen. Sorn Disputator lod han sig hyppig høre i Nærværelse af Landets
øverste Mænd, og Æmnerne kunde omhandle noget saa sindrigt som »om Absalons Haar« (1693). Alle hans
272/484