Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Martini, Ferdinand, 1734—94, Kirurg
Af Jul. Petersen
Ferdinand Martini fødtes i Rensborg [Rendsborg; Rendsburg] 24. Marts 1734; hans Forældre vare Amtskirurg
Peter M. og Clara Magdalene f. Waltermann. Faderen døde tidlig, og han fik en Stiffader, der ogsaa var
Amtskirurg, og hos hvem han kom i Lære. 1753 sendtes han til Kjøbenhavn, hvor han uddannede sig i Anatomi
og Kirurgi paa Amfitheatret og hos Heuermann. 1755 underkastede han sig Tentamen ved Theatret og sendtes
derefter med offentlig Understøttelse til Preussen til Lasarettjeneste. 1758 blev han Underkirurg ved
Felthospitalerne i Holsten og ansattes under Heuermann. Efter sin Tilbagekomst her fra udnævntes han 1762 til
Regimentsfeltskær ved Husarerne, og 1764 absolverede han den kirurgiske Examen ved Theatret, i det han som
en af de fremmelige og mere videnskabelig anlagte Kirurger forsvarede nogle til dette Øjemed skrevne
»Chirurgische Streitschriften«. S. A. blev han paa sin Generaldirektør Hennings' Forslag »som en meget erfaren
og habil Mand« udnævnt til Kirurg i Varde og omliggende Herreder og paabegyndte derefter en livlig litterær
Virksomhed ved Smaaskrifter om kirurgiske Æmner. 1768 forlod han Varde for at overtage en Hus- og
Godskirurgtjeneste hos daværende Konferensraad Løvenskiold paa Løvenborg, men fratraadte denne Stilling
allerede det følgende Aar. Rimeligvis var den i øvrigt meget frisindede Godsejer bleven fortørnet over hans
Skribentvirksomhed, der paa én Gang slog ind paa det brændende Landbospørgsmaal; i et anonymt udgivet og i
Sorø trykt Skrift, der vakte overordentlig Røre og Opsigt, »Briefe üb. den schlechten Zustand des Landmannes u.
die Mittel ihn zu verbessern, aus dem Englischen«, optraadte han med stor Voldsomhed som revolutionær
Landboreformator og skildrede Godsejerne som noget forvorpent Udskud.
Han forlod nu igjen Sjælland og modtog 1769 en Udnævnelse til Regimentsfeltskær ved det slesvigske
Infanteriregiment med Bopæl i Ribe. I den følgende Tid samlede hans Forfatterskab sig igjen hovedsagelig om
Kirurgien, et Fag, han aabenbart omfattede med Begejstring, og hvori han foruden flere mindre Skrifter
publicerede et omfangsrigt Arbejde (6 Bind), »Betrachtungen in der Lehre von den Kopfwunden« (Hamb. 1780—
84), hvilket under hans sædvanlige febrilske og fortumlede Fremstillingsform skjuler adskilligt godt og dygtigt og
ogsaa senere vandt nogen Anerkjendelse. Ved et Skrift, »Versuche u. Erfahrungen üb. die Empfindlichkeit der
Sehnen« (1770), vandt han tillige en vis Anseelse som naturvidenskabelig Fysiolog i Hallers og sin Lærer
Heuermanns Aand. Da Striden mellem Medicinerne og Kirurgerne i Halvfjerdserne blussede op i lys Lue, meldte
M. sig hurtig og stillede sig i Brechen for de sidste; han optraadte i sin ustandselige polemiske Ordflom mod
Doktorerne med saa stor Ildfuldhed og Energi, at han opnaaede en Art førende Stilling og samlede en Del
Kirurger om sig, som af Modpartiet halv spottende kaldtes Martinianere. Men da det kirurgiske Akademi var stiftet,
og dettes Direktører vare blevne myndige og ret hensynsløse Magthavere, brød den utæmmelige
Oppositionsmand ogsaa Staven over dem og gjorde dem, særlig deres egentlige Chef Kølpin, til Skive for sine
Angreb. Sin tidligere social-reformatoriske Agitation gjenoptog han samtidig. Da Landboproblemet igjen kom frem
i første Række, og den store Landbokommission i 1786 var bleven nedsat, rykkede han, denne Gang under
Navn, frem med et i Haderslev 1787 udgivet Skrift, »Freimüthig geäusserte Einfälle, veranlasst duren den
Schriftstellerstreit üb. die Gerechtsame des Landmannes u. des Volkes«, hvori hans Optræden efter egen Mening
er meget afdæmpet, men dog saaledes, at den »grænser nærmere til Petulants end til Frimodighed«, som en
Kritik deraf i »Lærde Tidender« udtrykker sig, og hvori han for øvrigt fremsætter forskjellige yderst radikale
Reformforslag.
M. bliver ofte sammenstillet med Riegels, hans yngre Medkæmper i mangen Kampagne, men han er dog en langt
mere sympathetisk Personlighed end denne. Han var utvivlsomt en fanatisk Idealist, hvis vildt bistre Polemik
aldrig fremgik af lave Grundmotiver; han var kun, som Haller siger om ham, »vir excitati ingenii sibique credens«.
Da han 21. Marts 1794 døde i Kjøbenhavn, fik han ogsaa fra sine medicinske Modstanderes egen Lejr det
hædrende Skudsmaal, at han altid i sin Lægevirksomhed havde vist sig ikke blot videnskabelig dygtig, men tillige
yderst uegennyttig og opofrende, altid rede til Hjælp for hver, der trængte til ham. — Han var ugift.
Til: Indholdsfortegnelsen
271/484