Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Magnússon, Árni, 1663—1730, Professor, Arkivsekretær, Samler
Af Kr. Kaalund
Árni Magnússon, hvis Navn var den lærde Verden bedst kjendt i dets latiniserede Form Arnas Magnæus, fødtes
13. Nov. 1663 paa Kvennabrekka i det vestlige Island. Forældrene vare Magnús Jónsson, Stedets Præst (senere
Sysselmand), og Gudrún Ketilsdatter; men A. M. opdroges hos Moderens Slægt paa den nærliggende
Præstegaard Hvammur, indtil han 1683 dimitteredes fra Skalholt Skole og immatrikuleredes ved Kjøbenhavns
Universitet, hvor han 1685 afsluttede sine Embedsstudier med en theologisk Attestats. Tidlig havde han kastet sig
over Studiet af den nordiske Oldlitteratur og var bleven den kongl. Antikvar, Professor og Arkivsekretær Th.
Bartholins Amanuensis. Samtidig med at han opsporede Materiale til denne, blev han selv en ivrig og heldig
Samler af Bøger og Haandskrifter; sine Evner i denne Henseende fik han Lejlighed til at lægge for Dagen dels
under et Vinterophold paa Island 1685—86, dels ved et Besøg i Norge 1689 og mindre Udflugter til Jylland og
Skaane 1690. I dette Aar døde Bartholin, men A. M. fik i Oversekretæren Gehejmeraad M. Moth en
indflydelsesrig Beskytter, der skaffede ham Fribolig paa Borchs Kollegium 1691—93 og i de følgende 3 Aar satte
ham i Stand til at studere ved tyske Universiteter og Bibliotheker. Efter sin Hjemkomst blev han Moths Bibliothekar
og kom til at bo hos ham, og denne skaffede ham ogsaa hans første virkelige Ansættelse, i det A. M., der 1694
var bleven designeret Professor, nu 1697 udnævntes til Arkivsekretær ved Gehejmearkivet. Med dette Embede
forbandt A. M. fra 1701 Stillingen som Professor philosophiae et antiqvitatum Danicarum ved Universitetet og blev
1721 Professor i Historie og Geografi, men indskrænkede væsentlig sin Universitetsvirksomhed til Deltagelse i
Konsistoriums Arbejder. Derimod overtog han 1721 Posten som Underbibliothekar ved Universitetsbibliotheket og
maa derefter antages at være dettes egentlige Bestyrer, ligesom han fra 1725 i Virkeligheden forestod
Gehejmearkivet.
Imidlertid afbrødes A. M.s kjøbenhavnske Virksomhed næsten fuldstændig 1702—12 ved hans Deltagelse i den
islandske Landkommission, der foranledigedes ved de i de nærmest foregaaende Aar til Regeringen indløbne
Besværinger over Landets økonomiske Tilbagegang. 1702 overdroges det nemlig A. M., med Vicelagmand Páll
Jónsson Vídalín til Medhjælper, at begive sig til Island for der at lade udarbejde en almindelig Jordebog, til hvilket
Hverv knyttede sig en Folketælling m. v., hvorhos det befaledes Kommissærerne at undersøge de
utilfredsstillende Handelsforhold, at have Tilsyn med Retsplejen og afhjælpe Misligheder i Administration og
Rettergang. Dette var en indviklet og vanskelig Opgave, som kun ved en sjælden Forening af Virkelyst og
Betænksomhed kunde ventes gjennemført i rimelig Tid og uden alt for stor Modstand fra de mange, hvis
Interesser truedes. Á. M. har tydelig nok ønsket at tage Sagen alvorlig. Ikke alene har han gjennem Forarbejderne
til Jordebogen søgt at tilvejebringe et saa righoldigt Materiale som muligt til Underretning om Land og Folk, men
paa selve Stedet har han villet undersøge Fæsteforholdene, Handelens Drift og Administrationen for saaledes
ved Værkets Slutning at kunne indgive Forslag til en Reorganisation af hele Landets Bestyrelse, hvorved
Fæsternes Kaar kunde lettes, Overgrebene fjærnes og Handelstvangen gjøres saa lempelig som muligt. Men han
har overset, at — særlig under de smaa og forviklede Forhold — maatte overilet Strid med Lokaladministrationen
og Indblanding i de allerede foreliggende eller ny opdukkende Retstrætter nødvendig føre bort fra Hovedopgaven.
Dobbelt Forsigtighed krævedes af Kommissærerne som Dommere, da Landet manglede en tidssvarende Lovbog;
Straffebestemmelserne bleve tilsyneladende vilkaarlige og ofte urimelig høje; heraf fulgte Appel til højere
Instanser, og den ene Retssag drog den anden efter sig. I denne Henseende var det allerede en mislig Sag, at P.
Vídalín fra Begyndelsen var paa Krigsfod med flere af Landets Embedsmænd, og Á. M. selv synes at have haft
en lovlig stærk Følelse af egen Myndighed. Saaledes fik 1709 A. M. en Højesteretsdom for under en Injurieproces
at være gaaet alt for voldsomt frem mod Modparten, og begge Kommissærer fik 1713 deres Dom over Lagmand
Sigurd Bjørnsson (paa Embeds- og Æresfortabelse), for hans Forhold i nogle paa ny til Paakjendelse optagne
Retssager, underkjendt. Hovedværket, Jordebogens Udarbejdelse, trak i Langdrag, uden at Materialets
Indsamling hverken tilendebragtes eller gjennemførtes overalt af dem personlig, og efter at Regeringen flere
Gange havde vist Tegn til Utaalmodighed, afbrødes det 1712, da A. M. hjemkaldtes og — efter at have tilbragt
Vinteren hos Torfæus i Norge — fra Foraaret 1713 igjen tog fast Ophold i Kjøbenhavn; sine Papirer og Samlinger
maatte han dog paa Grund af Krigsforholdene for en stor Del efterlade paa Island og gjensaa dem først 1720, da
de førtes til Kjøbenhavn af Admiral Raben. — Nogen afsluttende Betænkning indkom ikke fra Kommissionen, og
Jordebogen redigeredes aldrig efter Rentekammerets Ønske, medens Á. M. paa sin Side mente sig brøstholden
ved, at Rentekammeret mod Slutningen af hans Kommissionstid havde ophørt at udbetale Diæter. Paa en Maade
løb saaledes det hele Foretagende ud i Sandet. Men det i Jordebogen (hvor des værre nogle Sysler mangle)
foreliggende Forarbejde til en islandsk Matrikkel er i Virkeligheden en omstændelig statistisk-topografisk
Beskrivelse af stor Værdi. Først efter Á. M.s Død oversattes Jordebogen paa Dansk, mod at Rentekammeret
frafaldt den Fordring, det mente at have i hans Bo.
I den nævnte Periode var Á. M. kun 2 Gange i Kjøbenhavn, nemlig Vintrene 1705—6 og 1708—9. Under sit sidste
Ophold ægtede han en velstaaende aldrende Enke, Mette Fischer af norsk Slægt, tidligere gift med Kongens
tyske »Remmesnider«. For Á. M. havde hans islandske Embedsvirksomhed haft en særlig Betydning ved den
Lejlighed, der gaves ham til Indsamling af Haandskrifter og Diplomer. Af Haandskrifter (navnlig nordiske og
fremfor alt norsk-islandske) saa vel som af Palæotyper og sjældne Bøger havde Á. M. dannet sig et enestaaende
267/484