Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

maatte falde i den sygelige, pietistiske Christian VI's og den ligesindede Dronnings Smag. Men ogsaa her viste
sig hans mærkelige Evne til at vinde Mennesker, og det vel at mærke, uden at han nogen Sinde fornægtede sin
aabne, djærve Natur. Han var en af dem, som Kongeparret afgjort holdt mest af, og deres Venskab for ham
varede urokket indtil hans Død. L. ledede de Sager, der hørte under ham, med fast Haand uden Persons
Anseelse, han søgte særlig at forbedre Landofficerernes Uddannelse, og for Flaadens Vedkommende fremmede
han stærkt Bygning af nye Linjeskibe, i det han her havde den talentfulde Benstrup at støtte sig til som
Skibskonstruktør. Trods dette var det næppe uden Grund, at Kongen i Aaret 1735 besluttede at skille Flaadens
Styrelse fra Hærens og at lægge den første under den paa dette Omraade fortrinlig sagkyndige Danneskjold [...].
Dette Skridt stod ikke i mindste Maade i Forbindelse med en Svækkelse i Kongens Tillid til L., der da ogsaa
vedblev at være Overkrigssekretær for Hæren.
Men imidlertid havde han fjærnet sig fra sine tidligere politiske Venner, Brødrene Plessen og Rosenkrantz.
Maaske var det en Overdrivelse, naar det blev sagt, at Chr. Ludvig og Carl Adolf Plessen, der med al deres
Hæderlighed og Dygtighed tillige vare myndige og herskelystne Mænd, havde søgt at holde ham i en vis
Afhængighed af sig, og at han da havde gjort Oprør imod dem. En Kjendsgjerning er det, at han i vigtige
Spørgsmaal var uenig med dem saa vel som med Rosenkrantz, og at han benyttede sig af den høje Stjærne, han
havde hos Kongen, til af al Magt at bekæmpe dem. Han drev, trods deres Modstand, igjennem, at Landmilitsen,
hvis store Betydning for Statens Forsvar han kjendte, blev gjenindført 1733 — for det Stavnsbaand, der blev
knyttet til den, havde han intet Ansvar. Han var fremdeles med Hensyn til den udenrigske Politik ganske uenig
med Konseillet, særlig med Rosenkrantz, der nærmest var, hvad vi vilde kalde Udenrigsminister. Lige siden L. i
den store nordiske Krigs sidste Aar havde set den stærke Spænding udvikle sig imellem Zar Peter og Frederik IV,
havde han faaet en levende Opfattelse af, at Rusland var ved at vinde en Overvægt, der kunde blive farlig for de
skandinaviske Stater. Han ønskede derfor ikke blot et godt Forhold til Sverige — hvad ogsaa Rosenkrantz var
stemt for —, men han mente, at saaledes som de evropæiske Forhold den Gang havde formet sig, kunde der kun
i Frankrig findes en stærk Støtte imod Faren øst fra. Samtidig var imidlertid den engelske Politik traadt i
Modsætning til den franske, og de tvende store Vestmagter kappedes om at faa den dansk-norske Stat knyttet til
sig. Medens L. af al Magt hjalp den franske Ambassadør i Kjøbenhavn, Grev Plélo, under hans Bestræbelser for
at drage Kongen over til Frankrig, foretrak Rosenkrantz langt en Forbindelse med England. Christian VI stod
usikker; men de Raad, han fik af sin Fætter Grev Chr. Ernst Stolberg, bragte ham til at foretrække en Alliance
med England (1734), og den fornyedes 5 Aar senere. Men trods dette var L. s Indflydelse, netop hvad den ydre
Politik angik, ingenlunde forbi. Da Rosenkrantz i Aaret 1735 afløstes som Udenrigsminister af Schulin, hilste L.
det med Glæde, fordi han ventede at finde en Støtte hos ham, og han tog ej heller fejl deri. I det mindste fik han at
se, at Kongen i Sommeren 1739 svingede stærkt over imod Tanken om en Trippelalliance imellem Frankrig,
Sverige og den dansk-norske Stat. I Sommeren 1739 kom den vigtigste Mand paa den Tid i det svenske
Hatteparti, Karl Gustaf Tessin, til Kjøbenhavn og forhandlede med L. ligesom ogsaa med Kongen personlig og
med Schulin. Da snart efter Frankrig endog gjorde paafaldende store Tilbud om Subsidier, blev det lagt i L. s
Haand at drive Underhandlingen derom med den franske Chargé d'affaires i Kjøbenhavn, og det kom nu til
hemmelige Aftaler om et dansk-fransk Forbund, der dog først skulde undertegnes officielt, naar den
Alliancetraktat, der var sluttet med England, udløb 14. Marts 1742. Paa den Tid skete det da ogsaa. L. havde
saaledes en vægtig Indflydelse paa Udviklingen af den Forbindelse med Frankrig, der var et Hovedled i vor
udenrigske Historie fra 1742 indtil 1765. Men han kom ikke til selv at se det dansk-franske Forbund blive til
Virkelighed. Han døde af en indre Svulst 27. Febr. 1740.
Imidlertid havde den store Yndest og Tillid, Kongen og Dronningen havde til ham, faaet Udtryk i en Række
Venskabs- og Hædersbevisninger. Meget snart efter hans Hjemkomst fra Berlin blev han Gehejmeraad (12. Marts
1731), og han fik (1731) Bregentved til Kjøbs af Kongen paa saadanne Vilkaar, at det omtrent kunde gjælde for
en Gave; 28. Nov. 1732 paa Dronningens Fødselsdag blev han Generallieutenant i Rytteriet, nogle Aar senere
(30. Maj 1738) udnævntes han til General i det samme Vaaben, endelig fik han det følgende Aar baade
Dronningens Orden de l'union parfaite og endog Elefantordenen. Det Besøg, Kongen aflagde hos ham, da han
laa paa sit Dødsleje, var det sidste, men næppe det mindste Vidnesbyrd om hans Hengivenhed for ham.
L.s Død vakte stor og almindelig Sorg. Det var med Grund. Han hører vistnok ikke til den lille Kreds af
udmærkede Mænd, der staa i den forreste Række i vor Historie; men han var en en ualmindelig dygtig
Personlighed, der fyldte smukt paa alle de Punkter, hvor vi faa at gjøre med ham; han, Bedemandens Søn fra
Horsens, har arbejdet sig frem uden Krogveje til de højeste Stillinger i Staten, altid med aaben Pande og med et
venligt Sind imod hvem han kom i Berøring med.
L.s Hustru var allerede død 28. Jan. 1734. Af deres 2 Børn, der begge vare Sønner, overlevede det ene dem,
Frederik L., der døde 1779 som Amtmand over Antvorskov og Korsør Amter.
Til: Indholdsfortegnelsen
265/484