Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Regerings Nevtralitetsbrud.
Den Holdning, L. havde vist ved disse Lejligheder, gav Frederik IV et rigtigt Indtryk af, at der boede en Diplomat i
ham. Det var derfor ham, der i Begyndelsen af 1719 og derefter i 1720 blev sendt til Stockholm for at drive de
Underhandlinger, som omsider førte til den store nordiske Krigs Afslutning ved Frederiksborgfreden. Men ogsaa
derefter blev der god Brug for ham. Stillingen i Norden, og man kan sige: i det hele i Evropa, var i nogle Aar
meget spændt, og vort Fædreland havde næppe faaet Ende paa Krigen med Sverige, førend det blev stærkt truet
af Rusland. Under disse Forhold fik det nye Kongerige Preussen baade paa Grund af sin forholdsvis stærke
Militærmagt og sin geografiske Beliggenhed megen Vigtighed for Kong Frederik, og det var derfor et Vidnesbyrd
om stor Tillid til L., at han valgte at bruge ham som sin Statsafsending i Berlin. L. kom der til i Febr. 1722, og han
blev der indtil Efteraaret 1726. Et Par Maaneder efter sit Komme til Preussen blev han Danebrogsridder (16. April
1722).
Han udfyldte sin Plads ved det preussiske Hof med Dygtighed. Hans Depecher gjøre et særdeles godt Indtryk, de
ere baade omhyggelig affattede og livlig skrevne; han forstod at bruge sine Øjne, havde Evne til at faa gode
Forbindelser, var virksom og havde et klart Blik, saaledes at han i det hele opfattede den politiske Stilling rigtig.
Det var ogsaa med stor Energi, at han arbejdede paa at drage Preussen bort fra Rusland. En betydelig Fordel
havde han i sin vindende Personlighed. Som han var en anselig, statelig Mand, saaledes havde han noget frisk
og hyggeligt ved sig og et næsten aldrig svigtende godt Humør — Egenskaber, hans Hustru, at slutte efter flere af
hendes Breve, synes at have delt med ham. Han var, hvad der i en Virksomhed som hans kunde have sin
Betydning, en fortræffelig Selskabsmand. Den bekjendte svenske Statsmand Karl Gustaf Tessin udtalte senere
om ham, at han aldrig havde kjendt en Mand, der havde flere daarlige Malerier paa sine Vægge og bedre Vine i
sin Kjælder, og han betegnede ham som »den personificerede Glæde«. Hans Lyst til Skjæmt kunde i hans yngre
Dage have et endog meget drøjt Præg, et Træk, der minder om, at vi ere i den Holbergske Tid; men senere giver
den kun hans Breve et vist jovialt Præg. Om det saa var under hans Ophold i Sverige ved den store nordiske
Krigs Slutning, paa en Tid, da Svenskerne nærede et Had imod de danske, der overgaar enhver Beskrivelse, kom
han i et saa venligt Forhold til flere svenske Herrer og Damer, at man, af hans Breve at dømme, skulde tro, at
man var i vore Dage. Al denne Omgængelighed og Livlighed var ikke blot forenet med en betydelig Intelligens,
men ogsaa med alvorlig Pligtfølelse og stor Arbejdsevne.
Et Held maa det vistnok kaldes, at den daværende, i flere Henseender brave, men tillige brutale og pirrelige
preussiske Konge, Frederik Vilhelm, syntes udmærket om ham, og det ejendommelig nok, uagtet disse Følelser
aldeles ikke gjengjældtes fra hans Side. Kongen vilde blandt andet absolut have ham med i sit den Gang
bekjendte Tobaksselskab, saaledes at L. af Hensyn til ham holdt det for nødvendigt at lægge sig efter at ryge
Tobak. Ogsaa var det med en paafaldende Aabenhed, at Frederik Vilhelm under timelange Samtaler og Rideture
udtalte sig for ham om sin Politik.
Hvor stor en Velvilje L. end mødte ved Berliner-Hoffet, attraaede han dog efterhaanden stedse mere at komme
bort der fra, nærmest af økonomiske Grunde, da Gagen ikke vilde strække til, og det ikke var muligt at faa den
sparsommelige Frederik IV til at forhøje Lønningen. Omsider naaede han at blive kaldt hjem, som det synes ved
at faa Dronning Anna Sophie og hendes Søster Storkanslerinden Grevinde Holstein til at interessere sig derfor.
Han blev da Stiftamtmand i Aarhus. Om han for øvrigt herved fik det Embede, han ønskede, er tvivlsomt. Medens
han i Aarene 1726—30 passede sit Stiftamtmandsembede, var det, at der udviklede sig en ret skarp Modsætning
imellem dem, der hørte til Dronning Anna Sophies Kreds, og Kronprins Christians Venner. Iblandt de sidste stode
flere, som Chr. Ludvig Plessen og Ivar Rosenkrantz, L. nær, og han var i disse Aar ikke synderlig vel anskreven
ved Hove. Men Frederik IV havde dog ikke tabt sin gamle Tro paa hans diplomatiske Dygtighed, og da det i
Begyndelsen af 1730 var kommet til en alvorlig Spænding imellem Preussen og England, to Stater, som det var
Frederik IV vigtigt at se ikke kom i Haarene paa hinanden, sendte han atter L. til Berlin. Han blev ved Hoffet her
modtaget formelig som en gammel Husven; men netop derved kom han i en meget vanskelig Stilling. Det var nu,
at det bekjendte Familiedrama blev spillet ved det preussiske Hof, der førte til, at Kronprinsen, den senere
Frederik den Store, fortvivlet over Faderens Mishandlinger, vilde flygte til Frankrig, men blev opsnappet og sat i
Fængsel som Desertør, saaledes at der endog var Fare for, at Kongen vilde lade ham henrette. De voldsomste
Familieoptrin, hvori ogsaa Dronningen var indviklet, stode i Forbindelse dermed. Ved denne Lejlighed havde L.
den lidet misundelsesværdige Stilling at være begge Parters fortrolige. Kronprinsen havde endog vist ham saa
stor Tillid, at han havde fortalt ham, at han vilde flygte, hvad L. paa det mest indtrængende fraraadede ham. En
kort Tid vakte det den preussiske Konges store Fortrydelse, at L. ikke havde røbet ham, hvad Sønnen havde
tænkt paa; men hans Vrede tabte sig dog hurtig, og baade han og Kronprinsen bevarede siden L. i den venligste
Erindring. Men under alt dette var Opholdet i Berlin blevet L. utaaleligt, Jorden brændte under Fødderne paa ham.
Det var derfor som en sand Befrielse, at han opfattede den Ordre, han netop nu fik til strax at vende hjem.
Frederik IV var død 12. Okt. 1730, og den unge Konge, Christian VI, havde Brug for ham her hjemme.
De Mænd, som Kong Christian strax tog til sine vigtigste Raadgivere, Brødrene Plessen og Ivar Rosenkrantz,
havde, som ovenfor omtalt, tidligere været L.s Venner, og han syntes derfor at maatte passe godt ved Siden af
dem paa den høje Stilling, som Kongen nu overdrog ham, nemlig Pladsen som Overkrigssekretær, hvorved han
baade blev, hvad vi vilde kalde Krigs- og Marineminister. Man skulde tro, at den joviale, livsglade L. kun lidet
264/484