Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Lütken, Frederik Christopher, 1698—1784, Søofficer, økonomisk og religiøs Forfatter
Af hhv. C. With og H. Westergaard
Frederik Christopher Lütken, Søn af Joachim L., Kornet ved Garden til Hest, senere Regimentsskriver, (f. 1664
død 1743) og Margrethe Elisabeth f. Bilefeld (f. 1669 død 1754), blev født 27. April 1698 og 1709 Søkadet. Som
saadan tog han Del i den store nordiske Krigs Søbegivenheder, var 1712 under Admiral Sehested med ved
dennes Operationer i Farvandene omkring Rygen, 1715 under Raben i Søslaget ved Jasmund. 1716 udnævntes
han til Maanedslieutenant og gjorde herefter i nogle Aar Tjeneste paa Hovedflaaden. 1719 deltog han under
Tordenskjold i dennes Angreb paa Ny Elfsborg og Gøteborg [Göteborg]. I Slutningen af s. A. forfremmedes han til
Sekondlieutenant, studerede nogle Aar Filosofi og Fysik, blev 1723 Premierlieutenant og gjorde et Par Aar senere
et Togt med en Fregat, hvor han, som han selv siger, lærte at spille Fløjte. I de næstpaafølgende Aar studerede
han paa ny, men kom i denne Fredsperiode for øvrigt ikke meget paa Togt. 1732 avancerede han til
Kapitajnlieutenant, 1733 til Kapitajn. Det var ved denne Tid, at F. Danneskjold-Samsøe stræbte at blive Marinens
øverste Chef, et Maal, han forfulgte med en vis Hensynsløshed, som tidlig eller sent maatte bringe ham paa
spændt Fod med forskjellige af Søetatens mere fremragende Personer. Da Danneskjold over for Christian VI
havde paatalt en Del formentlige Misbrug, fremkomne ved den ellers saa fortjenstfulde Fabrikmester K. N.
Benstrups Bygning af visse Orlogsskibe, blev en Kommission 1734 nedsat for nærmere at undersøge Sagen [...].
Blandt Medlemmerne, der væsentligst bestode af Benstrups Modstandere, fik Kommandørkapitajn A. F. Lützow
og L. ogsaa Sæde. Disse 2 nægtede sluttelig at underskrive Kommissionens Indstilling, L. fremkom endogsaa
med et særskilt Indlæg, hvori han varmt forsvarede Benstrup, som utvivlsomt i det omhandlede Spørgsmaal
havde Ret. For at komme til Klarhed over Sagen lod Kongen Kommissionen kalde for sig, og ved denne Lejlighed
tog L. paa en saa djærv Maade Ordet, at han derved paadrog sig Kongens Unaade og Danneskjolds højeste
Vrede. For utilbørlig Tale over for Regenten, og fordi han skulde have overskredet sin Kompetence i
Kommissionen, nedsattes derefter en Ret, der uden at forhøre L. dømte denne til at have sin Stilling forbrudt. Det
synes, som om Christian VI en Tid har vaklet i sin Beslutning, men sluttelig sejrede dog Danneskjolds Indflydelse,
og 1737 fik L. Afsked uden Pension. Først senere — væsentlig ved Hofpræst Bluhmes Hjælp — erholdt han en
ringe Pension og endelig (1739) en Ansættelse som Kontrollør ved Translationen i Øresunds Toldkammer
(Helsingør). Som saadan levede L., indtil han 1777 efter Ansøgning fik sin Afsked. Han døde i Helsingør 1. Febr.
1784.
L., der blev adlet 1780, var gift 1. (1729) med Cornelia f. Siewers (fra Rusland), død 17. Juni 1745; 2. (1746) med
Anna Cathrine f. Riis (med antaget Navn Stibolt), død 15. Marts 1781.
- - -
F. C. Lütken er optraadt som økonomisk Forfatter med en Samling »Økonomiske Tanker til højere Eftertanke« I—
IX (1755—61), frimodige og friske Udtalelser, som ikke ere slupne helt ubeskaarne fra Censuren. Han kommer
deri ind paa mange forskjellige Æmner, som vare oppe i Tiden. I Modsætning til sin [...] Broder O. D. L., der
overgaar ham i Tankens Klarhed, hævder han Betydningen af en stor Folkemængde, men har for saa vidt frigjort
sig for Merkantilismen, som han indser, at det ikke er Guld og Sølv, der beriger et Land, men »Arbejde og
Mennesker«. Han bekæmper ogsaa Forestillingen om, at Luxus er gavnlig for et Land, naar den kun gjælder
indenlandske Varer; han anser Luxus for skadelig, hvilket Udspring Varerne end have, og vil kun fremme de
indenlandske Produkters Afsætning ved Forøgelse af Folkemængden, ikke ved Overdaadighed. Men i hele sin
Beskyttelsespolitik og sin Frygt for, at Pengene skulle strømme ud af Landet, viser han sit Slægtskab med
Merkantilisterne. — Paa Fordelingen lægger han en særlig Vægt. Den bør være saa ligelig som muligt; han
beklager, »at en flittig Arbejdsmand skal for Mangel af Brød være saa bange for Børn som for en Ulykke«, og at
der vises »Mangel paa Omsorg for at sætte friske forarmede til Arbejdes. — En sædelig Alvor gaar igjennem alt,
hvad han skriver; jvfr. saaledes »Om Bankerotter«, »Om Sandhed« osv.
Ogsaa som religiøs Forfatter er L. optraadt. Han har bl.a. skrevet »Hellige Opmuntringer i mødige og tankefulde
Stunder« (1764). Denne Andagtsbog, der er udkommen i flere Oplag, er særlig udarbejdet for hans nærmeste,
men har ved sin enfoldige, jævne Inderlighed sikkert haft Ærende til adskillige andre.
Til: Indholdsfortegnelsen
260/484