Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Londemann, Gert, 1718—73, Skuespiller
Af Arthur Aumont
Gert Londemann blev født 21. April 1718 i Smidstrup i Ribe Stift, hvor hans Fader, Mag. Laurids Gertsen L. (f. 4.
Dec. 1684 død 8. Okt. 1764), da var Sognepræst. Han opkaldtes efter sin Farfader, blev 1739 Student, tog
derefter fat paa Theologien, men det gik kun trægt med Studeringerne, og endnu 1747, da Thielo [se om Thielo i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] søgte Skuespilleræmner til sit danske Theater, var han stadig
kun Student. L., der mangen Gang havde moret sine Kammerater med munter og livagtig Efterligning af andres,
maaske især Professorers og Præsters, Særegenheder og Latterligheder, følte nu i sig Kunstnerlysterne; længe
vaklede han ikke, men meldte sig hos Thielo, bestod Prøven for Holbergs og Pilloys Dommerøjne, og 14. April
1747, da Forestillingerne begyndte i »Bergs Hus«, stod L., der havde Løfte paa at efterfølge sin Fader i Smidstrup
Præstekald, paa Scenen som Henrik i »Den politiske Kandestøber«, og han spillede i Følge en mundtlig
Beretning, der naaede Schwarz, allerede denne første Aften saa ypperlig, »som om han havde været en længe
øvet Skuespiller«. Han fik hurtig flere Roller og blev snart Publikums Yndlingsskuespiller: »han havde«, fortæller
Saaledes P.F. Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], »saadant et Herskab
over Publikum, at han behøvede kun at røre en Finger for at faa dem til at le.« Efter alt at dømme brugte L. dette
sit »Herskab« over Publikum med en sand souveræn Hensynsløshed, der brød sig fejl om, hvorvidt hans kaade
Improvisationer og overstadige Uglspilstreger passede til Situationen eller ej, blot han kunde fremkalde Latteren,
ja saa vidt drev han sine Pudsenmagerier, at han undertiden i en stiv og kjedelig Tragedie pludselig stak sit Ansigt
frem og med et uimodstaaeligt Gavtyvesmil nikkede ned til sit kjære Publikum. Men, vidner J.C. Tode, der havde
set L. i hans Manddomsdage og senere netop ud fra L.s Lyst til Improvisationer drog til Felts mod senere
Skuespilleres Tilbøjelighed i denne Retning, »unægtelig klædte en L. al Ting godt«.
L. var Forvandlingskunstner paa en Hals: hans Ansigt med den lige Næse, den smalle Mund, de brede Kinder og
den spidse Hage ejede vel ikke nogen ejendommelig Karakter, men det rummede i sin store Bevægelighed lige
saa mange Masker, som hans Mæle ejede forskjellige Stemmer. Denne Forvandlingsevne kom ham til gode i
mange Roller, først og fremmest som Oldfux i »Den Stundesløse«, men han havde ikke nødig at tage
Maskeringskunstens Midler til Hjælp for at forvandle sig: en Aften, han spillede Henrik i »Maskeraden«, fik han
Øje paa en bekjendt Højesteretsadvokat blandt Tilskuerne, og i Tamperetsscenen efterlignede han nu dennes
Manerer og Tale saa tydelig, at alle gjenkjendte Originalen, men tillige saa fint, at Advokaten var den første til at
klappe. L. spillede Tjenerne og Pudsenmagerne hos Holberg, Molière og Regnard, fremdeles den pantsatte
Bondedreng, Jacob Skomager i »Jeppe paa Bjærget«, Skolemesteren i »Julestuen«, undertiden enkelte
Gammelmandsroller og uden for dette burleske Felt mærkelig nok Molières »Tartuffe«, som han gjennemførte
med stor Alvor, og hvor han, der ellers vakte Latter, fremkaldte Rædsel og Gysen. L. optraadte sidste Gang 10.
Febr. 1773 som Crispin i »Det gavmilde Testament«; »Døden spillede paa hans Læber, og Sygdommen havde
udbredt sine Plager og Rædsler over alle hans Ledemod, men«, vidner Rosenstand-Goiske, »jeg saa dog
gjennem alle disse Lidelser intet uden den overgivne Crispin«. Dette synes netop at have været det centrale i L.s
Kunst: trods alt, trods alle Haande Løjer og Lazzi, trods legemlig Svaghed illuderede han paa Scenen lige til sin
sidste Dag. L. døde 3. Marts 1773; han havde 27. Okt. 1749 ægtet Bente Marie Møller, der overlevede ham til
1775.
Til: Indholdsfortegnelsen
258/484