Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Lehn, Poul Abraham Baron, 1732—1804, Godsejer
Af E. Holm
Poul Abraham Baron Lehn, 1732—1804, Godsejer, Søn af [...] Abraham Lehn [se om Abraham Lehn i: Georg
Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], var født 9. Okt. 1732. Han, der hørte til sin Tids største Godsejere,
arvede efter Faderen ved dennes Død Godserne Berritsgaard og Højbygaard paa Laaland [Lolland], ligesom der
ogsaa ved en Farbroder Johan L.s Død tilfaldt ham de fynske Godser Hvidkilde, Nielstrup og Lundskov. Hertil
føjede han ved Kjøb 1775 Orebygaard paa Laaland. I Aaret 1780 blev han gjort til Baron, og af hans fynske
Godser oprettedes ved denne Lejlighed Baroniet Lehn; 4 Aar efter skete det samme med de laalandske Godser
Orebygaard og Berritsgaard, hvoraf Baroniet Guldborgland stiftedes, hvorimod Højbygaard og Lungholm
adskillige Aar senere (1803) kom til at danne et Stamhus.
L.s Liv faldt i den for vort Landbrug og vore Landboforhold saa vigtige Periode, der begyndte med den første
Landbokommissions Nedsættelse 1757 og efterhaanden saa de store Landboreformer blive gjennemførte. Af
Naturen mild og godhjærtet lod han sig i visse Retninger paavirke af den humanere Stemning, der gik igjennem
Tiden, saaledes at han afgjort hørte til de gode Godsejere, der gjærne vilde sørge for deres Bønders Vel.
Samtidig søgte han at drive dem frem til Flid, blandt andet ved at faa industriel Virksomhed i Gang paa sine
Godser; han anlagde saaledes en Strømpe-væverfabrik paa et af dem. Det var et smukt Navn, han vandt som
Godsejer. Selv Mænd iblandt Datidens Forfattere, der vare ivrige for Fremskridt, fremhævede hans Fortjenester i
saa Henseende. August Hennings skrev rosende i »Minerva« om de »virkeligen store Indretninger, han gjorde
paa Hvidkilde Gods, her, hvor man kunde se Bøndergaarde, opførte af Grundmur, ligge midt i deres Marker og
lange Rader af Huse, som beboedes af flittige Vævere og andre Fabrikarbejdere«. Selv Godsejerfjenden Riegels
kaldte ham »en Mand, der aldrig kan glemmes, saa længe Bondeavl og sandt Agerbrug bliver Danmark vigtigt«.
Men L. var alt andet end en Mand med en vid Synskreds. Det praktiske Blik, han havde, kunde vistnok bringe
ham til fuldt at gaa ind paa det Fremskridt, der laa i Ophævelsen af Fællesskabet, og han gjennemførte denne
Reform med en saadan Iver, at han naaede at faa udflyttet næsten alle Bønderbyer paa sine Godser. Han kunde
ogsaa se, at Hoveriarbejdet var en Skole i Dovenskab, og »at 10 Hoverifolk næppe udrettede saa meget paa i
Dag som 2 gode lejede Arbejdere«, han var ej heller blind for, at den Guldbergske Hoveriforordning af 13. Avg.
1773 var et Tilbageskridt fra Struensees af 20. Febr. 1771; men han kunde aldeles ikke gaa ind paa
Landboreformer i stort Omfang. Da han paa Grund af sin Anseelse som Godsejer havde faaet Sæde i den
bekjendte store Landbokommission af 1786, følte han sig meget ilde over for den Reformiver, der her særlig
besjælede Reventlow, Colbjørnsen og V. Hansen. Ubehagelig berørt af Forhandlingerne holdt han sig jævnlig
borte fra dem; men endnu stærkere traadte hans Uvilje imod Reformbevægelsen frem i et skriftligt Indlæg, hvori
han navnlig bekæmpede den fremsatte Plan om at hæve Stavnsbaandet; han holdt det for den blodigste Uret
imod Godsejerne at ville udskrive Soldater efter Mandtallet i Steden for efter Hartkornet; i Følge et besynderlig
kortsynet Ræsonnement mente han, at det vilde være en Straf for de gode Godsejere, paa hvis Ejendomme
Bønder gjærne vilde bo. Reventlow havde ikke svært ved at gjendrive ham. Det gik L. som mange andre af
Datidens Godsejere, at de bleve Vidne til, hvorledes Velstanden og frisk Liv udviklede sig i Læ af de frygtede
Reformer. Døden befriede ham for at se ydre Ulykker bringe økonomisk Trængsel over Landet. Han døde 24.
Okt. 1804. Han blev 1761 gift med Erica Christine Cicignon, Datter af Oberst J. Fr. C.
Til: Indholdsfortegnelsen
254/484