Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

egyndt paa at lade Mindesmærker aftegne. Karakteristisk for K. er følgende Udtalelse af ham: »Havde jeg været
rig, havde jeg gjort større Fordel ude [d. e. i Udlandet], men størst Fordel i Fædernelandet, hvor jeg for Aarsager
har maattet staa tilbage for den rige Knejser [Langebek?], som Million Gange har pløjet med min Kalv og flagret
med mine Vinger, indtil hans egne udgroede og førte ham over alle Bjærge«. Men i det K. fortabte sig i disse bitre
Sammenligninger mellem sin og andres Skæbne og fandt en tarvelig Tilfredsstillelse i at betro sine lidenskabelige
Tanker, der stadig kredsede om det samme, til Papiret — ofte ikke engang i Breve, men paa Steder, hvor de
ligesom hengjemtes til Eftertiden —, var Ævret opgivet og hans Kraft brudt. Ogsaa ydre Forhold bidroge deres til
dette sørgelige Udfald. Om end Udenlandsrejsen havde styrket hans Helbred, vedblev han dog at være en
svagelig Mand, ofte hjemsøgt af Sygdomsanfald. Og lige saa galt stod det til med hans Pengeforhold. Skjønt i og
for sig vistnok ikke ubetydelige, svarede hans Indtægter ikke til de Fordringer, han stillede til Livet, og da han ikke
ejede Formue, gjorde han Gjæld. Fra Statens Side ydedes der ham ikke ringe Hjælp. Først eftergav Kongen ham
(1745) Halvdelen af den ham til hans store Rejse gjorte Forstrækning paa 2.500 Rdl., rimeligvis som Tak for nogle
fra Paris hjembragte illuminerede Haandskrifter, og 1751 tilstedes der ham en aarlig Understøttelse af 400 Rdl. til
hans genealogiske Værk, ligesom han fik Penge til at rejse til Skaane for. Desuagtet maatte K. 1758 laane 4.000
Rdl. af Staten, den samme Sum, som han havde udredet i Pension af sit ene Embede. En medvirkende Aarsag til
hans slette økonomiske Stilling vare uheldige Familieforhold, i det en Broder af ham, som havde været Præst, var
bleven afskediget og holdtes i et Slags Fangenskab, og hans 5 Børn faldt nu K. til Byrde [...]; i de senere Aar
synes desuden K.s Sportelindtægter at være tagne kjendelig af. For at forbedre sin Status paatog han sig mod
Betaling at besørge Kommissioner i Regeringskollegierne for fraværende, og han vilde gjærne have unge
Mennesker i Huset. Alt var forgjæves. Hans Gjæld voxede, og hans private Kreditorer trængte ind paa ham for at
faa deres Tilgodehavende. — Som en stakkels svagelig, forgjældet Pebersvend sad K. med sine døde Skatte og
bitre Tanker.
Aaret 1771 blev et Ulykkesaar i K.s Liv. Under Struensees Styrelse, der rørte op i saa meget, blev det uventet
paalagt K. at tilbagebetale de 4.000 Rdl., og denne Fordring fastholdtes trods hans ynkelige Klager. Samtidig
toges fat paa en Reform af Højesteret. Den nedsatte Kommission foreslog Afskedigelsen af et Par Assessorer,
deriblandt K. paa Grund af hans tiltagende Alder og Skrøbelighed, hvilken sidste man satte i Forbindelse med
hans »hel beknyttede Omstændigheder«, og den indstillede ham til en god Pension, for at han med Lyst kunde
arbejde paa sit heraldiske Værk — det klinger næsten som Spot —, og til at faa sin Gjæld til Kongen eftergivet, da
den dog vist var uerholdelig. Denne Indstilling fulgtes, kun at Pensionen nedsattes en hel Del, og i Dec. 1771
afskedigedes da K. fra begge sine Embeder i Retten. Han levede endnu nogle Aar, indtil Døden 14. April 1777
gjorde Ende paa hans lidet glædelige Liv. Et halvt Aar forinden havde han et Sted i sine Stamtavler, dette hans
»genealogiske Kaos«, der »som Flyvesandet var voxet til Banker«, henvendt et Par Ord til en fremtidig Benytter
og der i betegnet sig som »en 67 Aar gammel, skrøbelig, træskoknuset og ved Forurettelse fattiggjort Mand«.
Som antydet har K. kun udgivet lidet: i sine yngre Dage nogle Smaating, deriblandt et Par Æredigte, der vise, at
han ikke var Digter, og i Videnskabernes Selskabs Skrifter (1754) en antikvarisk Afhandling, der er mærkelig ved
sin Smagløshed. Af de kobberstukne Afbildninger af Monumenter og Segl, som han havde ladet udføre, men som
ikke tilfredsstille Nutidens Fordringer til Korrekthed, henlaa der ved hans Død 2 smaa Rækker, og disse udgaves,
som de forelaa, uden Text, af Skiftekommissionen i hans Dødsbo. (Nye Aftryk af den første Række udkom 1860.)
Et og andet er senere kommet frem, bl.a. et lille Ungdomsarbejde om Elefantordenen og adskillige Breve. Som
Brevskriver indtager K. en vis Rang; han kan udtale sig med ikke ringe Lune, ganske vist ikke af den godmodige
Art. Hans Hovedbetydning ligger imidlertid i hans store utrykte Samlinger til den danske Adels Historie, hvilke
Staten kjøbte paa hans Avktion og afgav til Gehejmearkivet. Det er et stort og rigt Materiale, som her er samlet og
lagt til rette, navnlig i Stamtavlerne, og det var ikke for meget sagt, naar en Historiker (Werlauff) endnu 2
Menneskealdre efter K.s Død betegnede ham som »den bedste Kjender af den dansk-norske Adelshistorie og
Genealogi«, omtrent samtidig med at en anden Historiker (Vedel Simonsen) mindre betænksomt tog Ordet for en
Udgivelse af K.s Stamtavler. Som ingen af K.s Forgængere kan maale sig med ham, saaledes have hans
Samlinger dannet Grundlaget for et helt følgende Aarhundredes Syslen med disse Æmner. At der derved er
fremkommet mange Rettelser og Tilføjelser til hans Stamtavler, og at disse nu paa mange Punkter maa opgives,
maa ikke gjøre Eftertiden uskjønsom over for Betydningen af K.s Livsværk.
Henvisning
Det lykkedes Klevenfeldt at irritere Holberg godt og grundigt. Klevenfeldt havde skrevet et sørgedigt i anledning af Hans Gram's død,
hvor temaet - at udgive meget eller lidt - blev taget op. Der stod:
»Dog et, Han skrev ey nok! [siger man]. Ney, skrev ey for at skrive,
Ey prangde ud sit Pund, som Høkren gammel Smør;
Han ikke Aager-Kram med Lærdom vilde drive,
Men skenkte ud omsonst [gratis], ey lukte for sin Dør«
Holberg tog til genmæle i sin Epistel 289, der afsluttedes med at opfordre Klevenfeldt til at nedlægge sin pen. Tilsvarende er der en
stikpille i slutningen af Ep. 290: »At jeg haver soldt mine Skrifter som en vis Versemager haver beæret med den Titul af Høkkerie, er en
246/484