Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

I »Salonen« (dvs. Kunstudstillingen) 1794 havde det store Publikum rig Lejlighed til at beundre J.s fortrinlige
Billeder, og hans Ry som en af Evropas største Portrætmalere var fra den Tid grundfæstet. Aaret før, under
Wiedewelts 8. Direktorat, var han enstemmig valgt til Akademiets Kasserer for Tidsrummet 1793—95; ved
Direktørvalget 23. Febr. 1795 — der var kun 5 stemmeberettigede tilstede — opnaaede J. og Bygmesteren Meyn
hver 2 Stemmer, hvorfor Valget indstilledes til Præses', Arveprinsens, Afgjørelse; denne erklærede sig for J., der
saaledes blev Akademiets Direktør. Hans Direktorat var kun lidet glædeligt: Byens Brand medførte en Invasion
paa Charlottenborg af Politiretten og Politivagtmesteren og af brandlidte og reddet Gods — og af Lotteriet, som
man end ikke under den almindelige Nød og Elendighed kunde undvære —, og det var endog paa højeste Steder
under Overvejelse rent at fratage Akademiet Charlottenborg Slot. J. som Direktør stod selvfølgelig ganske
magtesløs over for alle disse Kunstens Trivsel saa lidet fremmende Forhold. Hans Direktorat udløb i Marts 1797;
2 Aar efter blev J. for anden Gang Direktør. Da Harsdorff snart efter afgik ved Døden [1799], fik J. hans Bolig paa
Charlottenborg, som han, des værre for den danske Kunst, saa hurtig maatte forlade [han døde i 1802].
Tallet paa J.s Arbejder er overmaade stort, hvorved dog maa bemærkes, at adskillige Portrætter fra den Tid
udgives for Værker af J. uden at være det. Ved hans rige Produktion er det let forstaaeligt, at der ved flere af hans
Billeder nok kunde være et og andet at udsætte, thi ikke ethvert Aasyn, Kunstneren skal overføre paa Lærredet,
virker sympathetisk, end sige æggende eller inspirerende, og deraf er jo dog grumme meget afhængigt. Men som
Regel ere Billederne fra hans Haand i høj Grad aandfuldt opfattede, habilt indstillede i Rummet og udførte med
virtuosmæssig Dygtighed og med sand og dyb Kjærlighed til Opgaven, om han end ikke sidder inde med de store
Hollænderes dybe og mættede Farver og brede, kraftige, marvfulde Pensel, ja maaske undertiden ikke hæver sig
op til enkelte af deres ham nærmest forudgaaende Epigoner her hjemme (som f.Ex. Pilo i hans Billede af Æmilius
Biehl). Men om det end maaske ikke kan nægtes, at Rokokotidens Portrætkunst, navnlig den franske, som J. jo
havde staaet paa nært Hold ved, har kunnet brede ligesom et let Stænk af mild Sødlighed over en Del af hans
Billeder, saa rager han desuagtet langt op over største Delen af hans samtidige Medbrødre i Portrætfaget og fører
en fin, delikat, elegant og dog naturtro Pensel, som i enkelte Værker, f.Ex. det herlige Portræt af ham selv,
siddende ved sin Hustrus Side i Atelieret med Paletten i Haand foran Staffeliet, i Adel og Ynde overgaar alt, hvad
man af Portrætkunst hidtil havde set her hjemme. De talrigste af J.s Arbejder ere Brystbilleder, og det er ogsaa i
dem, han naar sit højeste Mesterskab; hans Knæstykker og endnu mere hans hele Figurer og Grupper ere ikke
aldeles dadelløse: man mærker undertiden i dem, at han ikke var Figurmaler, end mindre Historiemaler, skjønt
han ganske vist havde vundet den store Guldmedaille som saadan (for »Mardochais Triumf«). — Foruden
Portrætter og Portrætgrupper, af hvilke adskillige, som tidligere antydet, ved Anordning og Staffage nærme sig
Genrestykkernes Kategori, leverede J. ogsaa Landskabsbilleder, ligesom han da ogsaa hyppig lod sine
Portrætfigurer fremtræde paa en diskret holdt landskabelig Baggrund. Hans egentlige Landskabsbilleder — de
romerske Studier undtagne — sysselsætte sig mest med dansk Natur, men skjønt det ingenlunde mangler dem
paa poesifuld Stemning og Opfattelse eller paa naturtro Udførelse, lide de dog af en vis Tunghed i Farvetonerne,
og hans Landskabsbilleder staa ikke fuldt i Højde med hans øvrige Produktion. I sine ældre Aar gjorde han ogsaa
ikke faa Pastelbilleder, mest let henkastede og udførte, men derfor ikke mindre gratiøse og karakteristiske.
At give en Fortegnelse over J.s talrige Arbejder kan ikke ske her. Vi nøjes med, foruden de foran nævnte Værker
af ham, i Flæng at nævne nogle enkelte: hans Portræt af Caroline Mathilde, af Kronprins Frederik som 14-aarigt
Barn, af Arveprins Frederik, af Christian VII i Kroningsdragt med Regalierne, hel Figur, naturlig Størrelse
(Rosenborg), det nydelige Raben-Levetzauske Familiestykke (1796), det Tuteinske Familiebillede, flere Portrætter
af Familien Tuteins Medlemmer, Portræt af Joachim Godske Moltke (1796), af Suhm [se om Suhm i: Georg
Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], Bastholm (1781), Tode (1787), Ryberg, Billederne af 2 unge
ostindiske Piger (Døtre af Generalkonsul Pingel, 1792—94), Portrætterne af Kunstnerens Moder og Stiffader,
begge i Bondedragt, o. fl. Den kongelige Samling ejer en Del Billeder af J., men langtfra nok af en saa stor og
udmærket Kunstner som han.
J. blev, som det af alt foranstaaende vil fremgaa, stærkt sysselsat og lod sig ræsonnabelt betale for sine Arbejder.
Foruden hvad hans Pensel indbragte ham, havde han ellers kun grumme lidt at leve af, og hans Løn af Staten
oversteg aldrig 400 Rdl. K. aarlig (Balletmester Galeottis Løn var 5 Gange saa stor). Økonomi i Husførelsen
havde derfor nok været nødvendig for J., men baade han og hans Hustru kjendte næppe Økonomi af Navn, de
vare glade, muntre, elskværdige Mennesker, som ikke brøde sig om den Dag i Morgen, som selv vilde leve og
lade andre leve med sig, og Kunstnerens Kaar vare derfor bestandig alt andet end glimrende. Ved sin Død
efterlod han kun Gjæld, og hans Enke solgte rask væk af Boets Ejendele og vilde uden Tvivl være nedsunken i
Armod og Elendighed, hvis hun ikke havde opnaaet en lille Pension af Kongens Chatolkasse. Hun havde i sin Tid
været en af Kjøbenhavns største Skjønheder, hed Rosine f. Dørschel, var Datter af den afdøde Slotsgartner ved
Rosenborg Christoffer D. (f. 1719 død 1782) og Catharine f. Køhne og havde ægtet J. 9. Febr. 1790. De fik i
deres Ægteskab en Hoben Børn, baade Sønner og Døtre, af hvilke de fleste dog døde i en meget ung Alder. 2 af
Døtrene bleve efter hinanden gifte med C.V. Eckersberg [...]. — J. s og hans Hustrus Hjem var muntert, gjæstfrit
og »vennehuldt«, som man den Gang sagde, og baade han og hun elskede og afholdte af alle, som kjendte dem
eller kom i Berøring med dem.
Til deres stadige Omgangskreds hørte først og fremmest Hustruens ældre Søster Charite Elisabeth og hendes
240/484