Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

konkurrerende »Artister«; dog opnaaede han den det følgende Aar. Med at komme til Udlandet syntes det
derimod at have lange Udsigter, Abildgaard kom først afsted, saa Almer, endelig dog ogsaa J.; en Del fornemme
Damer havde interesseret sig for ham og sammenskudt de nødvendige Pengemidler. I 1772 forlod han
Kjøbenhavn og var borte i 8 Aar. Først gik han til Rom, hvor han opholdt sig i 4 Aar i fortroligt Samliv med andre
danske Kunstnere, som dels allerede vare i den evige Stad, dels efterhaanden kom dertil, som Abildgaard,
Beeken, Almer, Dajon, Rude, Malcho. I Rom studerede og arbejdede han flittig; flere mindre Billeder skrive sig fra
hans Ophold i denne By, bekjendt er navnlig Portrættet af en vanskabt Dværg, som den Gang tiggede paa Roms
Gader (nu i den kgl. Samling); dets tekniske Udførelse er fortræffelig, men æsthetisk set er det uskjønt. Fra Rom
drog J. til Paris, som den Gang var og i lang Tid havde været Portrætmaleriets fornemste Højskole. Hvor var der
ikke her meget for ham at se og lære, mange fremragende Kunstnere at studere: Mignard, Vanloo, Rigaud, Seb.
Bourdon, de Troy, og af yngre samtidige: le Toqué, Natoire, Greuze, Fragonard o. a. Disses og mange andres
Værker havde han her for Øje — skjønt ikke samlede i noget Musæum —, og at han flittig har studeret disse
Malere og deres Kunst, fremgaar tydelig af hans senere Produktion: den franske Portrætkunsts gode Egenskaber,
dens aandrige Opfattelse og Karakteriseren, dens smagfulde Anordning af Figuren i Rummet, dens fine, om end
noget sirlige og blødagtige, Gratie, dens delikate Udførelse, kunne uden Vanskelighed gjenfindes i mangfoldige af
J.s Billeder, og uden Tvivl er det ligeledes de franske Mestre, han skylder den noble og tiltalende Kunst, hvormed
han lader mange af sine Portrætfigurer fremtræde i en hel lille, kvikt komponeret Situation, optræde i et diskret
behandlet Landskab, i en Have, ved Arbejdsbordet, i Atelieret, foran Staffeliet, ved Bordet med den opslagne
Bibel, bringende friske Blomster fra Mark og Skov osv. Fra hans Pariserophold stammer et af hans i nævnte og i
andre Henseender fortrinligste og interessanteste Billeder, Clemens ved Arbejdsbordet (nu i den kgl. Samling).
I 1777 forlod J. Paris og drog til Genf [Genève], hvor han hurtig kom i nær Forbindelse med Naturforskeren
Bonnet (død 1793), der den Gang paa sit Landsted i Nærheden af den nævnte By samlede et helt lille Hof af
danske Kunstnere om sig — foruden J. Kobberstikkeren Clemens, Emaillemaleren Pløtz, ovenomtalte Maler
Simon Malcho o. a. —, og som kort efter blev Æresmedlem af det danske Kunstakademi. I Genf fik J. hurtig et vel
fortjent Ry som fremragende Kunstner og malede en Hoben Portrætter, blandt dem ogsaa det fortræffelige Billede
af Bonnet, hvilket Clemens stak lige saa fortræffelig i Kobber. At Bonnet, efter at være bleven Æresmedlem af
Akademiet i Kjøbenhavn, i Breve til dette udtalte sig paa det fordelagtigste om sine 2 unge danske Venner,
Maleren, der havde gjort hans Billede, og Kobberstikkeren, der havde overført det paa Pladen, forstaar sig af sig
selv, og dette bidrog ikke lidet til at skaffe J. og Clemens et i øvrigt vel fortjent Ry her hjemme. J. blev godt og vel
2 Aar i Genf, stærkt sysselsat og med rette anset for en betydelig Mester, og maaske var han bleven der endnu
længere, hvis ikke en, som det synes, meget flygtig Forelskelse i en Jomfru Holm, Datter af en senere Inspektør
ved Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn, havde slaaet sig til der nede. Den i Kjærlighedssager ganske uerfarne Maler,
som maaske kun havde fundet et rent kunstnerisk, æsthetisk Behag i den nævnte unge Piges sympathetiske
Ansigtstræk, dem det for en Kunstner som ham lønnede sig Umagen at fængsle paa Lærredet, blev, som der
siges, under Pigebarnets kyndige og erfarne Moders Paavirkning forlovet med Jfr. Holm, en Forbindelse, som dog
hurtig opløste sig af sig selv, men som dog uden Tvivl væsentlig har bidraget til at drive ham bort fra Genf. (Hele
dette Forhold og de nærmere Omstændigheder ved det ere endnu ikke tilstrækkelig opklarede.) Som det synes,
har Familien Holm ladet sig det være magtpaaliggende at faa den brudte Trolovelse fornyet, i det mindste forlod
den Genf kort efter J. og fulgte efter ham lige til Holsten, hvor den unge Pige temmelig pludselig bortreves af
Døden, og J. saaledes udløstes af et Baand, han maaske i sin Uerfarenhed noget uoverlagt havde paalagt sig —
eller ladet sig paalægge. J. slog sig foreløbig ned i Hamborg, hvor han blev et Aars Tid, og hvor han, som der
meldes, malede en Del Portrætter af den rige Hansestads store Matadorer. Han kom her i nøje Bekjendtskab med
Klopstock, som den Gang, efter at have vendt Danmark Ryggen, fra 1774 til sin Død boede i sit endnu
existerende Hus i Königsstrasse; det var her, J. malede sit bekjendte Billede af »Messiaden«s Digter.
Endelig, efter 8 Aars Fraværelse, kom J. tilbage til Kjøbenhavn 1780. Først i April s. A. agreerede Akademiet ham
paa et Par Portrætter og nogle romerske Studier og paalagde ham for Receptionen at gjøre et Portræt i hel Figur
og naturlig Størrelse af Arveprins Frederik. Det var den Gang Skik ved Akademiet, at Aspiranterne til
Medlemsværdigheden udbade sig, at nogle af Akademiprofessorerne som »Kommissærer« vilde syne og vurdere
deres Receptionsarbejder; saaledes havde Wiedewelt og Mandelberg synet Abildgaards Medlemsstykke, og den
gamle Mandelberg, Weidenhaupt og Abildgaard synede nu J.s. Det blev godkjendt og J. 4. April 1782 enstemmig
valgt til Akademiets Medlem. Allerede tidligere var han bleven kongelig Hofportrætmaler. Efter gjentagne Gange
forgjæves at have søgt om at blive Professor ved Akademiets Modelskole blev han fra April 1784 ansat som
»adjungerende« Professor med Tilsagn om den første reglementerede Professorplads, der blev ledig, og da
Mandelberg 2 Aar efter afgik ved Døden, fik J. den saaledes ledigblevne Plads. Men hvor lidet sikker en
Kunstners, en Akademiprofessors Stilling i det hele den Gang var — man kunde fristes til at tilføje: hvor lidet agtet
og æret, og det gjaldt selv en saa fremragende og udmærket Mester som J. —, hvor værgeløse Kunstnerne og
hele deres Akademi stode over for en anmassende Stormands naadige eller unaadige Forgodtbefindende og
vilkaarlige Overgreb, ses klart af Overhofmarskal Numsens Fremfærd mod J. i 1790: Numsen, der ogsaa fra
Theatrets Historie er kjendt som en myndig og hovmodig Herre, fratog i Juni nævnte Aar uden videre J. hans
Atelier paa Charlottenborg og henviste den forurettede Kunstner — ret som for at haane ham og hele Akademiet
— til dette, som i Følelsen af sin Afmagt lige over for den overmodige Stormand »maatte nøjes med at beklage
ham, J.«. Og Numsen var endda Akademiets Æresmedlem, og det nævnte Overgreb fandt Sted, medens den
energiske Abildgaard, den eneste af alle Akademikerne, der i Ny og Næ vovede at vise Tænder, var Direktør.
239/484