Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Judichær, Ole, 1661—1729, Søofficer
Af C. With
Ole Judichær var Søn af Præsten Niels Olufsen J. til Vamlingbo paa Gulland [Gotland]; Moderen hed Anne
Nielsdatter Gardea; Navnet J. stammer fra en latinsk Tillempelse af Slægtens Ejendom Dommerarv paa Gulland.
J. er født paa denne Ø 20. Marts (ell. 20. Febr.) 1661 og rejste, efter at Niels Juel 1676 havde erobret den, til
Kjøbenhavn, hvor han, som 1683 blev Student og 1684 Baccalaureus, studerede Theologi. Han kom senere i
Forbindelse med den ansete Videnskabmand Ole Rømer, der underviste ham i Mathematik og anbefalede ham til
Niels Juel og Holmens daværende Fabrikmester, Admiral Henrik Span. Hos denne blev han antaget som
Huslærer og skal have prædiket nogle Gange i Holmens Kirke; da Span imidlertid snart fik Øjet aabnet for hans
mathematiske Anlæg, skaffede han ham 1690 Ansættelse paa Bremerholm som Viceekvipagemester, og kort
efter antoges han som Skibskonstruktør og Leder af Skibsbygningsskolen. Skibsbyggeriet havde før hans Tid ikke
været synderlig udviklet, man byggede mest efter Modeller, men uden noget videnskabeligt Grundlag. J. har
indlagt sig Fortjeneste som den første, der indførte et saadant. Da det nybyggede Linjeskib »Danebrog«, ved hvis
Tilblivelse han havde vigtig Del, 1692 løb af Stabelen, fik han som Anerkjendelse for sin Virksomhed Udnævnelse
til virkelig Ekvipagemester og Fabrikmester. Som saadan vedblev han at virke lige indtil 1727 og konstruerede i
den Tid ikke færre end 23 Linjeskibe og 9 Fregatter, der vel vare temmelig langsomt sejlende og fyldige i Linjerne,
men dog anerkjendte som særdeles gode Kampskibe; kun med ét, det store »Fredericus Qvartus« paa 110
Kanoner (sat i Vandet 1699), var han absolut uheldig, da det var saa rankt, at det ikke kunde bruge sine underste
Batterikanoner.
J. var for øvrigt en meget brugt og betroet Mand. Han udnævntes 1698 til Kommandørkapitajn, 1703 til
Kommandør, blev 1708 Schoutbynacht, 1714 Viceadmiral og 1718 endog virkelig Admiral. 1705 fik han Sæde i
Admiralitetet; allerede 5 Aar forinden førte han personlig en mindre Styrke til Flaaden som Eskadrechef, uagtet
han jo egentlig ikke oprindelig var uddannet som Sømand. Ved den nævnte Lejlighed deltog han under U. C.
Gyldenløve i Forsvaret af Hovedstaden mod den allierede svensk-engelsk-hollandske Flaades Bombardement.
1706 rejste han udenlands for at studere Skibsbyggeriet. Strax efter sin Hjemkomst 1708 drog han til Lithauen for
at modtage Tømmer, herefter sendtes han til Fæstningen Christiansø for at besørge denne istandsat. Ved
Admiral v. Støckens Afgang som Holmens Chef 1710 udvidedes hans Forretningsomfang paa Værftet betydelig,
indtil man 4 Aar efter betroede ham Posten som Holmens Admiral. 1710 førte han under Gyldenløve en Eskadre i
Slaget paa Kjøge Bugt, hvor Ivar Huitfeldt sprang i Luften. 1711 sattes han i Spidsen for Forsvaret, som skulde
dække Sjællands Kyster; det paafølgende Aar havde han samme Kommando og anlagde samtidig ved Sænkning
af nogle gamle Krigsskibe det første Batterifundament for Batteriet Tre Kroner. 1715 var det J., der som den
sagkyndige udsendtes til Admiral Rabens Flaade efter Slaget 13. Avg. for at istandsætte denne, næste Aar fik
han Overkommandoen over Kjøbenhavns Batterier og ledede Troppeoverførsler, 1718 udsendtes han med en
anselig Styrke for at beskytte Handelen, fik derefter det Hverv at optage de af Peder Tordenskjold i Marstrand
sænkede Skibe; senere satte man ham i Spidsen for Karantæneforanstaltningerne mod Pesten og 1721 tillige i en
Kommission, der havde til Formaal at ordne Flaadens Regnskabsvæsen. Ved alle disse højst forskjellige Hverv
gjorde J. god Fyldest og nød megen Paaskjønnelse, men da den store nordiske Krig var endt og Landets
Finanser til Dels ødelagte, forandrede Forholdet sig ganske. Det synes, som om der da er opstaaet et daarligt
Forhold hos de ledende Mænd i Marinen, og at disse hos den arbejdsomme, men ogsaa meget mistænksomme
Frederik IV fandt villigt Øre for Angiveri. Et Parti, i Spidsen for hvilket Admiralerne P. Raben og F. Trojel stode,
arbejdede paa at styrte den i mange Henseender fortjenstfulde Gabel [...] fra Stillingen som Marinens øverste
Chef. Det lykkedes dem ogsaa at faa ham fjærnet 1725, men ikke tilfredse hermed fortsatte de Anklagerne videre;
herunder blev J. ogsaa indviklet i Processen, hans stridige Karakter og hvasse Tilsvar forøgede Misstemningen
mod ham, han beskyldtes for at have taget mod Bestikkelser, for uøkonomisk Tømmerindkjøb, for slet
Administration paa Værftet og for Mangel paa Indsigt ved Anlægget af Batteriet paa Refshalen. De fleste af disse
Beskyldninger vare overdrevne; men det kan paa den anden Side ikke nægtes, at Forholdene paa Holmen ikke
vare, som de burde være. J. paastod, at Aarsagen til disse væsentligst laa deri, at Pengemidlerne vare for
knappe; han havde imidlertid faaet Stemningen imod sig, væsentlig ved sin umedgjørlige Karakter, og medens
Gabel gik fri, blev J. som Syndebuk for et uheldigt System dømt til at have sin Stilling forbrudt. Sagnet om, at han
maatte lide den Krænkelse at forlade Holmen ad den »uærlige« Port, Slaveporten, er ganske ubeføjet. I Følge
paalidelige Efterretninger blev han simpelthen »dimitteret« af Tjenesten 10. Nov. 1727, hvorefter han trak sig
tilbage til Næstved. Han døde her 29. Sept. 1729. — J. blev 16. Sept. 1696 gift med Veronica Scavenia Foss (f.
1672 død 1745).
Til: Indholdsfortegnelsen
237/484